Mor i en ung alder

~Kapitel 23~

Alle var kommet til barnedåb og Dylan skulle snart døbes. Gudfaren blev Michael fordi han var min og Seans bedste ven. Dylan blev døbt og han skreg efter. Jeg tog Dylan og vi gik ud af kirken. Mange folk kom hen til os og sagde tillykke og hej til Dylan. Jeg ser min søster hen til os. "Hvor var du?" Spørger jeg om. "Trafik." Siger Emily. Hun tager Dylan ud af mine hænder. "Han er langt sødere i virkeligheden." Siger hun. Sean tager Dylan tilbage i hans favn.

Vi tager hjem til Sean igen og hans forældre står derinde. De er lige kommet hjem fra ferie så de har ikke set vores baby endnu. Hans forældre kommer og giver mig et kæmpe kram og efter går de hen til babyen. "Vi har lavet et værelse til jeres baby hvis i ville op og se det." Siger hans mor. "Tusind tak." Siger jeg. "Vi er så kede af vi ikke kunne komme til barnedåben men vi havde så travlt med at få lavet værelset til ham den lille." Siger hans far. "Det er helt fint." Siger jeg til hans forældre. "Skal vi gå op?" Spørger Sean med Dylan i hænderne. "Her du tager ham, du har ikke holdt ham så meget." Siger Sean og smiler til mig og kysser mig på panden. Vi går op og ser værelset. Jeg kan ikke fat at jeg er mor som 16 årig og jeg går i 2.g. Vi går op og ser værelset. Det er virkelig smukt. Mig og Sean kigger rundt og vores øjne mødes. Vi smiler til hinanden og han tager hans arm rundt om min skulder. "Nu er vi en hel familie." Siger han.

(2 ÅR SENERE)
Dylan er blevet 2 år og mig og Sean er færdige med skole. Mig og Sean er stadig sammen og er flyttet i lejlighed. Vi har fundet en stor en midt inde i Hollywood. Dylan har lært at gå og snakke lidt. Min far har ikke snakket med mig i lidt over 2 år. Jeg er ret ked af det fordi jeg føler ikke Dylan har nogen mormor og morfar. Eller hans mormor er død, men jeg gad godt at have at hans morfar var der for ham som min var. Men jeg er så glad for at Seans forældre er så søde i mod vores lille familie.

En dag banker det på døren. Jeg åbner og min søster står udenfor. "Emily hvad laver du her?" Spørger jeg. "Du skal forlade den her lejlighed nu og hele din familie." Siger hun. "Nej jeg vil ej!" Siger jeg til hende. Nogle mænd i uniform kommer hen til døren. "Du skal rejse tilbage til Spanien." Siger ham manden. "Gud ska jeg røv!" Siger jeg. "Emily hvad har du gang i?" Siger jeg og kigger på hende. "Du er for ung til at have et barn." Siger hun. "Sean kan ikke klare det hele alene." Råber jeg af hende. Jeg lukker døren lige i hovedet på dem og låser døren. Jeg går hen til Sean med tårer i øjnene. "Jeg er nød til at finde et andet sted at bo her tæt på. Jeg skal ikke med til Spanien og du skal ikke-"

Døren sparkes op og mændene kommer hen og tager mig i håndjern. "Slip mig!" Råber jeg. Sean prøver at hjælpe mig fri men bliver skubbet ned på jorden. "SEANNN." Råber jeg. Jeg spjætter i håb om at kunne komme fri. "Mor." Siger en lille stemme. Jeg kan se Dylan stå henne ved spisebordet. "Jeg elsker dig Dylan." Siger jeg med tårer i øjnene. "Elsker også dig mor." Siger han. "JEG KOMMER SNART HJEM OG HJÆLPER DIG." Råber jeg til Sean. "Abbie.." siger han og jeg er ude af døren.