Mor i en ung alder

~Kapitel 9~

"Stop bilen." Råber jeg af Cameron. Han kører indtil siden og jeg kaster Seans mobil tilbage mod ham og styrter ud af bilen. Cameron går ud af bilen og løber hen til mig. Han tager fat i min arm "hvad sker der?" Spørger han og kigger mig ind i øjnene. Mine øjne brænder så sur jeg er. Sean stormer ud af bilen. "Det var ikke meningen du skulle have set de beskeder." Siger han og går tættere på mig. "Ved du hvad? Jeg gider ikke alt dit bullshit mere! Du tror du kan få og få men gæt hvad, det hele var jo en leg med mig. Så du kan synes jeg er grim, dum, irriterende, mærkelig eller hvad du ville tænke men jeg er faktisk helt lige glad! Jeg elsker mig selv som jeg er og det kan du ikke ødelægge." Råber jeg af ham. Han kigger på mig med tårer i øjnene. Cameron står og kigger med store øjne på mig. Han tager mig indtil ham og siger. "Lad os få dig hjem." Siger Cameron og åbner bildøren for mig. "Hvad med mig." Spørger Sean. "Du skal jo have dame hele natten." Siger jeg og smækker bildøren i. Cameron sætter sig ind i bilen og kører. "Er du okay" spørger han. Jeg kigger over på ham. "Ved det ikke." Mumler jeg. "Hvis du har brug for et sted at sove kan du bare komme hjem til mig." Siger han. Jeg kigger på ham. "Jeg skal nok sove på gulvet hvis du ville have det." Siger han generet. "Jeg ville gerne hjem til dig hvis jeg må." Smiler jeg. Han smiler igen.

Vi er ved hans hus og han trækker nøglerne frem til huset. "Vi er alene hjemme." Siger han og tager min arm. Vi går ind på hans værelse. Han begynder at re en seng nede på gulvet. Jeg går hen til ham og tager min arm på hans skulder. Han kigger op på mig. "Du må gerne ligge oppe i sengen med mig." Siger jeg og smiler til ham. Han kigger på mig og krammer mig. "Jeg er så glad for at du er okay." Jeg krammer ham igen. Han trækker sig fra krammet og kigger mig dybt i øjnene. "Må jeg?" Spørger han mig venligt om. Jeg svare ham ikke og kysser ham bare. Det udvikler sig til et snav og vi stopper. Vi kigger på hinanden og griner lidt. "Skal vi ligge os til at sove?" Spørger Cameron. "Ja det kan vi godt." Jeg trækker mine bukser og trøje af. Han kigger sultent på mig. Jeg kigger hen mod ham. "Du savler." Siger jeg og griner. Han tørrer det væk og tager sin trøje og bukser af. "Wauw" siger jeg og kigger på hans mave. "Nu er det vist dig der savler." Siger han og blinker til mig. Han ligger sig indtil mig. Jeg ligger med ryggen til ham. Han tager sin arm rundt om mig og rykker mig tættere på ham. Jeg kan mærke hans ting ting og jeg fniser. Han giver mig en lille lammer på skulderen men jeg fniser stadig.

Jeg vender mig om i mod Cameron. "Hader Sean mig?" Spørger jeg ham om og kigger ham i øjnene. Camerons smil falmer. "Du skal ikke tage dig af ham, men han hader dig ikke. Han behandler bare ikke piger godt." Siger han og kysser mig i panden. Jeg kan mærke jeg bliver lidt trist inden i og Cameron kan straks se det på mig. Han lægger sig tættere indtil mig og krammer mig. "Abbie du er den mest fantastiske person jeg kender! Du fortjener ikke at blive såret." Fortæller han mig mens han krammer mig hårdt indtil ham. Jeg smiler skævt men er stadig lidt trist. "Tak." Siger jeg og falder i søvn.