Elementernes Sande Mester (BTS ff) Del 2

Kapitel 2: Overblik

Jeg stivnede da jeg hørte et klik i døren. Panik skyllede ind over mig, imens jeg hurtigt forsøgte at finde på en måde at undgå hvem der ville træde ind af døren, men jeg var fuldkommen blank.
Hvad var der overhovedet af muligheder i et fuldkommen tomt rum?
Ligemeget hvad, var det allerede for sent.
Nogen havde nemlig allerede trukket ned i dørhåndtaget.
—
Y/N's  P.O.V

Jeg gispede da jeg så at det var en af skyggerne.

Shit!

Uden at vente et sekund, hastede skyggen sig mod mig, og af ren refleks bakkede jeg den modsatte vej. Men på grund af smerten, var personen langt hurtigere end mig.
Jeg skreg da skyggen tog fat om mine håndlede. Før jeg kunne nå at reagere stod han bag ved mig, og pressede mine håndlede mod min ryg.
Jeg stønnede af smerte, og en tåre faldt ned ad min kind. Jeg var hjælpesløs og bange.
Hvad fanden skulle jeg stille op? Eller rettere, hvad fanden kunne jeg stille op.

Skyggen pressede mig fremad mod døren, stadig imens han holdt godt fast om mine hænder, som stadivæk befandt sig bag min ryg. Personen gik alt for hurtigt, og jeg blev nødt til at humpe for at kunne følge med.
Jeg var blank, og fuldkommen psykisk følelsesløs. Jeg kunne ikke tænke. Alting var bare gået i sort.

Namjoon's P.O.V

Vi alle syv sad sammen trængt ind i hvad der lignede en celle. Alting var mørkt, også mentalt.
Jeg kunne ikke fatte alt hvad der var sket. Jeg troede virkelig på at vi kunne klare det.
Lige nu, beder jeg bare til at Y/N er okay.

Vi havde allerede prøvet at finde en vej ud, men det var slet ikke lykkes. Jerntremmerne der gav udsyn til en lang gang, var alt for tykke til at bøje eller komme igennem. Gangen havde nogle få døre, men det var svært at se på grund af den dårlige belysning.
Flere gange havde vi prøvet at bruge vores elementer, men heller ikke det var lykkedes.

Flere af os havde skrammer og sår, men heldigvis ikke alvorlige.
Jeg gennemgik alting der var sket. Jeg prøvede at presse en hver detalje ind i min hukommelse, i håb om at kunne finde et smuthul, men jeg var blank.
Det var svært at koncentrere sig.

"Nogen der har fået nogen ideer?" Spurgte Taehyung og brød stilheden. Jeg rystede på hovedet.

"Hvor tror i Y/N befinder sig lige nu?" Spurgte Jimin.
"Aner det ikke-" Begyndte jeg. "-men det kan umuligt være et bedre sted end dette"
"Jeg håber bare ikke at der er sket hende noget..." Mumlede Yoongi. 

De værste tanker fløj ind i mit hoved.
Hvad hvis hun var alvorligt såret?
Hvad hvis hun blev tortureret i dette øjeblik?
Eller hvis de allerede havde fundet ud af at bruge hendes evner til at få fuld magt?
Hvad nu hvis hun slet ikke var her længere? Den sidste må umuligt være sandt. Jeg ville ikke kunne leve med tanken om at være en del af det.
Skyldfølelsen.
Hvis bare at jeg havde beskyttet hende bedre. Hvis bare at jeg havde holdt hende fra at kæmpe, ville intet af dette være sket...

"SLIP MIG!" Skreg en pige ude fra gangen.
Uden at tøve løb vi alle over til tremmerne. Og der stod hun, tyve meter fra indgangen til vores celle. Hun så forfærdelig ud. Fuld af dybe sår og hudafskrabninger. Hendes hår var uglet, og selv her fra kunne man se hendes sorte render under øjenene.
Hun kæmpede bragt for at komme fri fra skyggen greb.
Synet knuste mig fuldkommen.

"Y/N!" Råbte Jungkook. Hun stoppede brat med alle sine handlinger og så direkte på os. Hun så så lettet ud.
Men før hun kunne nå at svare, skubbede skyggen hende hårdt i ryggen så hun var ved at falde, på vej hen til en anden dør.
"Slip hende!" Råbte vi i munden på hinanden.
Men det var for sent, hun var allerede skubbet videre ud af døren.

Uroligt så vi på hinanden. Frustreret tog Seokjin fat i sit hår og sagde "Vi bliver nødt til at gøre noget, nu!"

~

Der var gået flere dage siden vi sidst havde set Y/N. Siden da, havde vi prøvet at observere hver en detalje i deres rutine.
To gange om dagen kom skyggerne med et måltid til os. To af dem låste døren op med deres kræfter, og ventede på at vi blev færdige for at tage pladen, og gik direkte igen, uden at sige et ord. De åbnede kun døren nok til at skubbe en plade med maden ind, og låste den direkte bag efter. Der var ikke bestik  med maden.
En gang i mellem kom der nogen og tjekkede om vi havde noget i gære, og gik derefter igen.
Nogle gange kom der også en eller to som skulle fra den ene dør til den anden, på gangen vi havde udsigt til.

Vi var kommet frem til at den eneste måde at flygte på, var at overmande dem da de kom med maden. Derefter ville vi finde Y/N, og skynde os ud herfra ubemærket, hvis det overhovedet var muligt, men vi havde ikke noget valg.

Y/N's P.O.V

Jeg sad ubevægelig over i hjørnet af rummet. Jeg var øm over det hele, så øm at jeg havde svært ved at falde i søvn på grund af det. Det hårde gulv gjorde det heller ikke nemmere.

Hver dag kom de ind, og slæbte mig med hen til et enormt rum. Flere computere stod rundt omkring, mens der var en flok så stor af skyggerne, at det var umuligt at tælle. De bandt mig altid fast til et par jernlænker midt i rummet, der begyndte det.
Jeg var deres forsøgskanin. De brugte elementerne til hvad der lignede sort magi, men jeg kunne aldrig tænke klart når de første begyndte.
Elementerne var heller ikke i min magt derinde.
Jeg vidste heller ikke hvor lang tid jeg var derinde, men det var forfærdeligt.
Da de så var færdige, slæbte de mig herind igen.

Jeg havde nogenlunde fundet ud af hvad der var dag og nat, hvilket var en udfordring fordi der intet sollys var. De kom ind med mad to gange, om morgenen og om aftenen, og ventede på at jeg blev færdig.

Jeg vidste at de ikke havde taget elementerne fra mig endnu, men bare havde forhindret mig i at bruge dem. Hele deres mål var at overrække min magi til dem, så de havde helt sikkert stoppet med at lave forsøg hvis det var lykkedes.

Men hvad jeg tænkte allermest på var dem. BTS.
Dem som havde kæmpet så hårdt for at beskytte mig. Jeg havde kun set dem en gang, og gud hvor jeg savnede dem. I det mindste var de sammen.
Jeg håber bare virkelig ikke at de også bliver brugt som "forsøgskaniner".

Alt hvad jeg ville, var at rette op på min fejl, og redde dem ligesom de havde reddet mig flere gange.