Elementernes Sande Mester (BTS ff) Del 2

Kapitel 7: Læ

"Godt, for vi se at komme videre. Seokjin har det ikke så godt. Hans skade fra dengang ved portalen påvirker ham stadig lidt" Sagde Namjoon.

"Han har ret. Desuden er der sikkert flere skygger lige om hjørnet." Fortalte Hoseok.

Mig og Jungkook udvekslede et sidste blik, før vi begyndte at løbe videre ud i det ukendte.
—
Y/N's P.O.V

"V-vent" Sagde jeg forpustet, og lagde min hænder på knæene.
Mine sår sved, og jeg var ulidelig træt og sulten.
BTS stoppede også op, næsten lige så forpustet som jeg.
"Vi bliver n-nødt til at fortsætte" Sagde Namjoon.

"Skal vi splitte os op igen? Så finder vi måske hurtigere udkanten af den her skov" Foreslog Jungkook, uden at fjerne blikket fra mig.

"Vi vil sikkert ikke kunne komme i kontakt, og vil blive væk fra hinanden." Sagde Jimin.

"Måske er det ikke nogen dårlig ide. Hvis vi finder en måde at komme i kontakt på, vil det måske være nemmere at splitte os op. Hvis vi bare er to sammen, vil det gå hurtigere." Sagde Yoongi.

"Nej, Jimin har ret. Vi kan ikke splitte os op, det vil være for farligt. Vi er en del stærkere tilsammen." Sagde Hoseok.

Vi besluttede at gå denne gang. Skyggerne var ingen steder at se, og vi havde alligevel næsten ikke flere kræfter tilbage.
Forrest gik Namjoon, Yoongi og Seokjin ved siden af hinanden. Derefter Jimin, Hoseok og Taehyung, hvilket udgjorde mig og Jungkook som bagtrop.

"Ved angående det der skete før-" Begyndte Jungkook, men blev afbrudt af mig.
"Det er okay. Lad os bare glemme det, ik?" Sagde jeg.
Han nikkede bare langsomt, som om han ikke var 100% enig.

Uden jeg havde lagt mærke til det, var Hoseok stoppet, hvilket fik mig til at støde ind i ham.
"Se..." Sagde han og pegede i højre retning.

Det sted han pegede, begyndte træerne langsomt at forsvinde, og fremhævede en grusvej.
"Endelig" Mumlede jeg, før vi begyndte at lunte ud til den.
Lyden fra småsten der bevægede sig kunne høres, da vi stødte op på den smalle vej. På begge sider af vejen var der små buske eller et græsareal.
Der stod et skilt i svinget hvor vi stod, med to pile der førte i hver sin retning.
Over pilen der førte ligeud stod Dreville, og over den pil der førte til venstre stod Bruxvale.

Jeg kendte udmærket godt de bynavne. Dreville var hovedstaden, og Bruxvale var den næststørste by i landet.
Men hvilken vej skulle vi gå? Hvilken by lå tættest på hvor vi var? I det mindste var vi stadig i det samme land.

Jeg var ikke den eneste der tøvede. De andre udvekslede også spørgende blikke.
"Jeg synes at vi skal tage mod Dreville. Der vil være nemmere at få kontakt til vores organisation." Sagde Namjoon.
"Men tror du ikke at skyggerne forventer at vi går den vej? Sagde Yoongi. 
De havde begge ret.
"Jeg synes at vi skal gå efter Dreville. Jo hurtigere vi kan komme i kontakt med andre, desto hurtigere kan vi få hjælp. " Sagde jeg efter få sekunders stilhed.
"Okay... Så gør vi det." Sagde Jimin, og gav mig et kort smil.

~

Vi havde gået i flere timer nu. Solen var begyndt at gå ned, og temperaturen faldt en del.
Selvfølgelig havde skyggerne valgt at komme længst ud på landet som muligt.
Vi havde intet mad, intet tag over hovedet og intet varmt tøj at gøre godt for.
Vi var trætte, og havde i den grad brug for hvile.

Taehyung gabte, hvilket smittede af på os andre.
"Vi må snart finde et sted vi kan holde ly for natten." Sagde han.
Som om himlen havde hørt vores ord, kunne vi pludselig se en røgsky i det fjerne. Der måtte være et bål i den retning.
"Se! Dér" Sagde jeg og pegede op mod den skyede himmel.
"Yess..." Hviskede Jimin.
"Tror du de vil kunne hjælpe os?" Spurgte Seokjin, imens vi var begyndt at gå med hurtigere skridt i retningen af røgskyen.
"Vi kan kun håbe at de vil" Sagde Jungkook.

Da vi var ankommet, stod vi foran en lille træhytte med en skorsten. Den lille hytte mindede mig om gamle dage med den måde den var bygget op på.
Hytten stod omringet af træer, og en masse mås i stedet for græs.  Der stod stadig røg op af skorstenen.

Vi tøvede i et øjeblik med at banke på, men kom frem til at vi ikke rigtig havde noget valg.
Solen frembragte en masse smukke matte farver, som men kun lige kunne skimte bag træerne. 

Namjoon sukkede før han endelig bankede tre gange på døren, og trådte derefter et skridt tilbage.
Intet svar.
Han prøvede igen, men denne gang en smule hårdere. Stadig intet svar.
"Hallo? Er der nogen?" Sager Jimin, før han forsigtet tog ned i håndtaget, og åbnede døren på vidt gab.

Der var ingen at se.