Elementernes Sande Mester (BTS ff) Del 2

Kapitel 14: Stjerne på nattehimlen

To hænder lænede på hver sin side af mig op ad væggen. Jeg var fanget lige i mellem dem.

Fuldstændig lamslået så jeg, at det var Jungkook.
Det her lignede slet ikke ham.

"H-hvad mener du?" Spurgte jeg stammende. Jeg var ærligt talt lidt i chok, som dengang han kyssede mig...
Han strøg forsigtigt et hår om bag mit øre og smilede.
"Y/N, du er min stjerne på nattehimlen, mit lys i mørket. Du er sangen der har spillet i midt hoved lige side jeg mødte dig, så klar som en melodi. Jeg er faldet for dig Y/N, og jeg blev bare nødt til at fortælle det" Den sidste sætning sagde han så lavt, at hvis jeg stod en meter længere væk, ville jeg ikke høre det.
Hans øjne funklede af klarhed. Hans ord var uden tvivl det smukkeste nogen nogensinde havde sagt til mig. Alligevel var jeg forvirret og vidste ikke hvad jeg skulle svare, så jeg undgik det med et spørgsmål.

"Hvorfor fortæller du mig det først nu?"
Hans smil stivnede, eller faktisk falmede det.
"Det er kompliceret" Svarede han og så ned i jorden. Det var ikke den reaktion jeg havde forventet. Hans arme havde stadig indfanget mig.
Vores øjne mødtes igen i et blik, et blik der sagde så meget. Mine øjne sagde jeg kan se noget er galt. Du behøver ikke at fortælle det, men jeg er forvirret og vil gerne vide det. Hans øjne sagde det her er svært at fortælle, men det er også nødvendigt. Tilgiv mig.

"Jeg ved ikke om jeg er den rette til at informere dig om det" fortsatte han imens hans øjne atter faldt tilbage mod jorden. Mit blik fuldte hans.
"Please" bedte jeg. Derefter mumlede han noget, som jeg lige akkurat kunne høre.
"Jeg er ikke den eneste der er faldet for dig"
"Hvad?!"
"Du hørte rigtigt. Drengene har også følt det, vi har snakket om det." Sagde han og kiggede alle andre steder hen end på mig.
Jeg var stille. Hvad skulle man dog svare til det?
"Det har stået på i relativt lang tid."
Der var en kort pause.
"Du har stadig ikke svaret på mit spørgsmål." Sagde jeg. Han sukkede, og lignede ikke en der var stolt over hvad han skulle til at sige.
"Måske ville du overveje mig mere end de andre, hvis jeg var den første til at fortælle det." Sagde han og så endelig op på mig.
Denne gang var det mig der så ned i jorden.
"Jungkook, hvordan skulle jeg dog vælge?"
Det var et spørgsmål, som jeg virkelig gerne ville have svar på.
"Især nu-" fortsatte jeg "-Vi er i en hel surrealistisk situation. Der er så meget andet at overveje og tænke over, det håber jeg du forstår." Sagde jeg. Han nikkede kort som svar, og man kunne desværre se skuffelsen i hans ansigt.
"Desuden betyder i alle meget for mig..." mumlede jeg.
Det var igen stille et øjeblik.
"Jeg tror bare at jeg havde brug for noget positivt, noget som ikke omhandlede alt dette rod, noget normalt." Sagde han.
"Der forstår jeg godt,-" sagde jeg og fik øjenkontakt med ham for at vise at jeg mente det.
"-men tror du ikke det er bedst at gå ind til de andre igen?".
Han nikkede, og trak endelig armene tilbage, som havde indfanget mig. Han gik først, og et minut senere smuttede jeg også ind til de andre.

Nu hvor jeg vidste de kunne lide mig, var det svært at se dem i øjnene.
Blackpink havde i mellemtiden sluttet sig til os. Efter jeg havde sat mig, kom jeg ind i deres samtale.
"Er i klar til at forklare?" Spurgte Jisoo. Vi nikkede og sukkede, men begyndte derefter. Alt fra interviewet med skyggen, til at vi blev fanget, hvordan vi slap ud, flugten herhen, snakken med Ji-ho og da jeg havde brugt mine samlede kræfter.
"Wauw. I har haft ingen ressourcer, men alligevel har i indsamlet mere information end os." Sagde Jennie og nikkede over til computerne.

"Vi må finde på en plan. Nu hvor vi ved deres svaghed og basens beliggenhed, kan vi finde på noget der kan stoppe dem." Sagde Lisa målrettet.

"Jeg tror vi får brug for mere end en plan" Svarede jeg.