Prolog

147 11 1
                                    

Kl. er 26 minutter over 1, og jeg ligger og kigger op i loftet, en tirsdag nat. Jeg rejser mig op og bevæger mig over til vinduet, trækker gardinet lidt fra, og kigger op på fuldmånen. Månelyset skinner mig stadig i hovedet, da jeg træder langsomt væk fra vinduet, tager tøjet på kontorstolen, for så at sætte mig på min bløde seng, og klæde mig på. Jeg åbner stille døren på mit værelse, for at undgå dens knirken. Jeg stikker hovedet ud mellem dørsprækken, og sikrer mig at ingen er vågne, for så derefter at liste ud i gangen, lukke døren efter mig, og lunte ned af gangen.

Køkkenet er tomt, og der er helt stille, da jeg lister forbi. Den næste gang er mørk, og jeg bevæger mig forsigtigt frem for ikke at falde over nogen ting og vække hele hytten. Jeg rækker ud i luften for at finde dørhåndtaget, og da jeg åbner døren, får jeg en kølig vinter brise i hovedet. Jeg tager luft dybt ned i maven og puster ud igen. Jeg træder ud af døren og lukker den i. Jeg begynder at gå. Mine skridt er faste og store, og stille begynder jeg at gå hurtigere og hurtigere, for så at løbe hurtigere og hurtigere. Alle mine tanker forsvinder, for jeg har kun en ting på hjernen.

Endelig er jeg fremme, jeg sætter mig forpustet på en bænk, og kigger op på det jeg så længe har ventet på at se. Lysene på træet skinner mig i hovedet. Jeg kigger på det, jeg synes, er det smukkeste om vinteren, et flere meter højt juletræ, pyntet med en masse julepynt og lyskæder.

Blood FeverWhere stories live. Discover now