Venskab, kærlighed og håndbold.

"De andre kigger."

"Nu har jeg husket det hele." Siger Mathias og jeg bliver varm på kinderne.

Jeg ryster på hovedet af ham og smiler til mig selv.

Vi går ned af trappen og holder hinanden i hånden ud til bilen.

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Jeg sætter mig ind i bilen og får næsten helt ondt i maven, fordi jeg glæder mig til at se Emil igen.

"Er du spændt?" Spørger Mathias, da han starter bilen.

"Ja." Siger jeg, helt energisk og Mathias griner lidt.

"Kan jeg godt forstå, tager du så med Emil hjem?" Spørger Mathias og kigger på mig.

Det havde jeg alligevel ikke tænkt over.

Det har været så hyggeligt hjemme ved Mathias og jeg føler, vi er blevet meget mere tættere end, da jeg først var hjemme ved ham.

Jeg svarer ham ikke og kigger ud af vinduet.

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Mathias har kigget et par gange over imod mig, for at tjekke om alt var okay.

Jeg har det egentlig godt og jeg kan ikke vente med, at se Emil igen.

Det lyder ret ondt, men jeg ville næste ønske, at han skal blive hos hans mormor i et stykke tid.

Bare lige indtil på onsdag eller sådan noget.

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

"Så er vi her." Siger Mathias og parkere bilen.

Han kigger over op mig og jeg vender mit hovede, så vi får øjenkontakt.

"Er du sikker på at du er okay?" Spørger Mathias og tager en hånd på mit knæ.

"Jeg har det fint nok, jeg er bare lidt spændt." Siger jeg og lægger min hånd oven på hans.

"Sikker?" Spørger Mathias og jeg fletter vores fingre sammen.

"Mhm." Siger jeg og nikker.

"Okay, husk du bare kan komme til mig, hvis der er noget." Siger Mathias og smiler til mig.

"Det skal jeg nok." Siger jeg og læner mig frem.

Jeg giver ham et hurtigt kys og smiler til ham.

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

"Hva satan." Siger Emil og giver Mathias et kram.

"Hey." Siger Mathias og krammer ham tilbage.

"Har du savnet mig?" Spørger Emil og trækker sig roligt fra krammet.

"Næ." Siger Mathias og griner.

Det resultere i at Emil slår ham på brystet.

"Hva så ida." Siger Emil og går over til mig.

Jeg kan ikke lade være med at løbe hen til ham og kramme ham som om, at han har været væk i et år.