Vokset fra hindanden - Mathias Gidsel

Fuck hende, Altså!

Mathias perspektiv:

Astrid slog op med mig i går, og jeg måtte komme hjem fra efterskolen. jeg brugte hele dagen i går på at pakke hendes lort ned i en flyttekasse da jeg ikke skal bruge min plads på hendes ting som jeg ikke har nogen relation til, som hende. 

jeg ved ikke helt om jeg er sur eller ked af det, der er så mange overvældende følelser, men tidligere var jeg forfærdeligt ked af det, Astrid var mit liv. i går rigede jeg til Emil 4 gange mens jeg græd og han var virkelig den eneste jeg havde lyst til at snakke med.

lige nu sidder jeg på mit værelse og glor, da jeg er helt følelsesløs og jeg har ikke lyst til at snakke eller skrive med hende, jeg er så sur på hende, altså at man slår op over besked, virkelig fuck hende, altså!

min mor kommer ind på mit værelse; ''skat du bliver altså nødt til at snakke det ud med hende'' siger hun og uden jeg kan gøre for det, ruller jeg øjne af hende. ''Mathias'' siger hun bestemt og jeg kigger op på hende. ''det kan godt være at der er dårlig blod mellem jer, men i skal snakke om det, så i kan få lortet på det rene'' siger hun og jeg nikker forstående selvom jeg har lyst til alt andet end at snakke med hende. da min mor går igen kan jeg mærke en tåre rulle ned ad min kind, tror virkelig at jeg har brug for at snakke med hende.

jeg finder lige så stille min telefon frem og taster hendes så bekendte nummer ind, og trykker ring. der går et godt minut, inden hun tager den, og jeg snaker først; ''hey'' siger jeg og der er stilhed, men kan høre hendes hurtige vejrtrækninger. ''hvad vil du?'' siger hun med sin søde stemme, der nærmest er umulig at være sur på - men det er jeg. 

''vil bare gerne snakke'' siger jeg om der er igen stilhed på den anden ende. ''om hvad?'' siger hun og jeg føler mig frustreret. ''om hvorfor du slog op'' siger jeg og hun sukker. ''kan vi ikke blive enige om at lang distance forhold er virkelig skrald? de dur ikke så jeg ville spare os for det'' siger hun nærmest selvsikkert. ''spare os for hvad? vi kunne sagtens have klaret det'' siger jeg og jeg tror jeg råber, for jeg kan høre min mors hastige skridt op ad trappen.

''vi ville ikke kunne holde. Mathias du er et tryghedsmenneske, mentalt ville du ikke kunne holde det ud'' siger hun og jeg fatter hendes pointe. jeg mumler noget jeg ikke engang selv forstår og jeg lægger på. da jeg ligger min telefon fra mig går min dør op, og min mor kommer ind. ''hvordan gik det? du lød lidt hidsig'' siger hun og jeg forstår hende godt. ''det gik fint og ja ved det ikke'' siger jeg og hun nikker forstående; ''der er mad om lidt'' siger hun og jeg nikker, selvom jeg ikke har tænkt mig at spise noget, jeg vil bare gerne sove.

jeg ligger mig i min seng og trækker min dyne over mig; min seng føles kold, hver gang jeg sover i min seng er Astrid der også eller... det plejede hun. jeg lukker øjnene og jeg falder med det samme i søvn. 

Ingen kommentar ahaha, håber i nød kapitlet!