Vokset fra hindanden - Mathias Gidsel

Vores lille hemmelighed..

vi triller mod nogle lejligheder, som jeg nu kander så godt, og Mathias stopper bilen foran dørem, der går op til min lejlighed. ''skal jeg følge dig op?'' spørger han og jeg får varme kinder. ''nah, jeg tror dte er fint'' siger jeg undskyldende og han nikker forstående, men klikker så sin sele op, da jeg er ved ats tige ud af bilen. 

da vi er mødtes på midten, og nu står foran bilen trækker han mig ind i et kram; ''kan vi ikke glemme vores fortid? du er nu sød nok'' siger han, hvilket kun får mig til at smile. ''og ja tak for at komme forbi.. det var rart at snakke med end anden end bare thea'' siger han og jeg smiler nu endnu mere jeg løsner mig fra hans greb, men han trækker mig hurtigt tilbage, og væres læber mødes i et kys, som bliver uddybet. 

vi trækker os og nu er det ham der smiler som en gal. ''på vennemåden'' siger han og blinker til mig, med dte ene øje. nej likker lige så forsigtigt. ''vennemåden'' siger jeg bekræftende og vi står i lidt akavet stilhed. ''ej jeg ved godt at det er galt det her vi har gan i... kan det ikke bare være vores lille hemmelighed?'' spørger Mathias, og smiler bredt jeg nikker, og bliver hurtit trukket ind i et hurtigt blidt kys. jeg går op ad opgangen, og Mathias triller lige så stille sin vej. hele den lange tur op ad trapperne, kan jeg kun tænke på det der er sket, den seneste lille stund; nød jeg den? nyder jeg Mathias selskab igen? er følelserne der stadig?

jeg bliver dog afbrudt af Anton der står foran vores dår, med de mest hævede øjne, jeg ahr set længe.. jeg bringer hurtigt en bølge af bekrymring, over om han måske har set hvad der lige er sket.. ''du må altså aldrig gøre det der igen!'' siger Anton, og en bølge af lettelse, flyder hurtigt over den anden. ''så lad lige være med at blive så sur!'' siger jeg en smule skeptisk og han nikker, og jeg bliver trukket ind i et kys. kysset er godt... men ikke lige så godt som Mathias..

jeg går ind i lejligheden og der er rodet, som i virkelig rodet! har drengen ikke kunne klare sig selv? jeg kan mærke en følelse af vrede fylde min krop, altså det ligner at vi har fået indbrud! ''hvaf fuck har du lavet?!'' halv-råber jeg ad Anton, som nu står helt målløs i gangen. ''du ved jo godt at jeg får mine udbrud...'' siger han og jeg glor bare på ham. ''et lille udbrud??'' siger jeg, og kan mærke en klump samle sig i min hals. 

''jeg havde jo gjordt rent lige inden jeg gik!'' siger jeg og går videre ind i lejligheden, som nu er værrer en flytterod. ''ej det her kan jeg ikke!'' siger jeg med rystende hænder. jeg føler mig ikke tryg sammen med ham længere.. jeg finder hastit min mobil frem, og ringer til emil. ''kan du ikke hente mig? min bil er jo henne ved dig'' siger jeg så snart han tager den, og han går med til det. 

ikke længere end 10 minutter senere, er han klar foran min opgang, og jeg springer nærmest ind i hans bil, og der falder tårerne. ''søde hvad er der galt? siger han bekymret ''Anton'' siger jeg stille, og hans geb om rattet bliver stramt, og hans knoer hvide. der bliver ikke sgat mere hans ende af, og heller ikke i min for den sags skyld. 

vi kommer hurtigt hen mod Emils leglighed, men vi passerer den, og kører hen til Mathias lejlighed... altså hvad?..