Vokset fra hindanden - Mathias Gidsel

hvorfor?

i nat sov jeg hos Mathias. intet skete, jeg sov bare og det samme gjorde han. da jeg vågnede tidligere var jeg alene, ingen Mathias i syne, så jeg valgte at stå op.

jeg gik hen til hans kommode, hvor der til mit held var tøj i, og jeg snuppede bare et par joggingbukser og den første tshirt jeg kunne se. jeg tog det hele på, og fortsatte mod spejlet, hvor jeg kiggede på mig selv, og jeg fangede jeg mig selv i at kigge ekstremt meget på den trøje jeg havde på, og der slog det mig; jeg har Mathias' landstrøje på..

der gik ikke længe inden jeg hørte fordøren gå op, og Mathias træder ind i soveværelset og kigger bare på mig. 'nå så vi er på 'stjæle-trøj basis?' spørger han med et glimt i øjet; jeg fniser bare af ham.

han stiller sig hen til mig bag spejlet, og vender mig rundt, så jeg kigger på ham og ikke spejlet. 'Astrid' siger han seriøst, og jeg nikker til ham, hentydende for at han skal fortsætte.

'vil du ikke please fortælle mig hvad der skete dengang for lang tid siden?' spørger han, og jeg nikker og sætter mig hen på sengen, hvor Mathias sætter sig hen ved siden af mig.

'altså.. følte bare a jalouxien tog over, altså at jeg ikke kunne spille håndbold mere, hvor du så var på efterskolen omringet af piger som lille usikre mig ikke følte at jeg kunne hamle op med' starter jeg ud med, inden jeg tørrer en lille våd glød væk fra øjet; jeg fortsætter. 'følte også bare at jeg var i vejen, altså du brugte meget af din tid på håndboldbanen, og tror ikke jeg havde det godt nok mentalt til at få det hele med distancen og meget andet til at passe ind i mit hoved'

jeg holder endnu en pause, hvor jeg tørrer endnu en tårer væk, inden Mathias tager min hånd i begge af hans; 'Astrid.. jeg vidste ikke at du havde det sådan' sagde han og jeg fangede hans blik.

'det er der heller ikke rigtig nogen der ved, ikke engang Anton' siger han; Mathias klemmer min hånd. 'altså de første par uger uden dig, var jeg ked af det hele tiden, hele dagen og mine forældre var jo ude og rejse hele tiden så jeg var bare så meget alene med mine tanker hele tiden så jeg endte med at gøre lidt skade på mig selv...' siger jeg, inden jeg har brug for at tage en dyb vejrtrækning. jeg kigger på ham, og han ser chokeret ud.

jeg tager min hånd ud af hans, for at tørrer tårerne væk fra mit nu meget våde ansigt; 'Astrid..' siger Mathias, og jeg kigger på ham og hans øjne er helt våde.

'g-gør du det stadig?' stammer Mathias lidt, og tager på gang min hånd i hans. 'nej.. men tror aldrig helt at trangen forsvinder' siger jeg og kigger op på ham, og smiler hurtigt til ham, inden jeg fortsætter min fortælling.

'og ja da det blev for meget, valgte jeg bare at cutte alt og alle ud af mit liv, hvor du så desværre var en del af det' siger jeg og han nikker roligt.

'lov mig at sige til mig hvis du ikke har det okay' siger han og jeg nikker, selvom jeg jo godt ved at jeg ikke kommer til at siger noget til ham; den eprson er jeg ikke.

Mathias rejser sig fra sengen, og det samme gør jeg. vi tager overtøj på og går ud i parken. det er en stille og rolig dag, og der sker på ingen måde det store. efter lidt tid af fuld snak, bliver min hånd pludselig varm, og jeg kan så se at det er Mathias der har taget min hånd i sin.

vi går lidt videre ind i parken, indtil at vi får øje på Emil. 'Bro' siger han og Mathias ansigt bryder ud i et stort smil; 'hvordan går det bro?' spørger Emil og Mathias kigger hurtigt på mig, og så tilbage på Emil. 'rigtig godt' siger han kort og klemmer min hånd.

jeg klemmer tilbage, og kan mærke en kort følelse af taknemmelighed fylde min krop. Mathias snakker løs med Emil, hvor jeg så vælger at tage min frie hånd frem, for at tjekke på min telefon.

der går ikke længe inden at drengene har snakket ud, og vi vender tilbage hvor vi kom fra..

nyt kapitel, håber i nyder det! - husk at mental sundhed ikke er et tabu, og du ikke er alene!<3