Stol På Mig

4. Grill aften

ADRIANS P.O.V

Melina har afvist mig utallige gange, og det er begyndt at irretere mig. Hun er virkelig tiltrækkende og så har hun den mest sexede krop og det smukkeste ansigt. Det er som om hun hader mig, men jeg må indrømme at det bare tænder mig mere.
Jeg vil have fat i hende, bar for at få fat i hende.
Sno hende om min lillefinger.
Jeg rejser mig fra sengen, træder ud på min altan, og kravler over på Melina's, jeg har tænkt mig at spørge hende om hvorfor hun hader mig såda.q

Fuck! Hun klæder om! En hver drengs drøm.
Hun vender sig hurtigt om, forhelvede jeg er opdaget. Hun trækker det hvide håndklæde højere op om sig, og går med store skridt hen mod mig,

"HVAD FANDEN HAR DU GANG I DIN STALKER?!" Råber hun,
"Jeg skulle bare lige spørge dig om noget?" smiler jeg.
"Lad mig lige få tøj på" siger hun vredt, og åbner døren så jeg kan komme ind.
Hun tager noget tøj fra hendes skab og går ud til badeværelset.
"Aaargh" høre jeg ude fra badeværelset.
"Hvad" spørger jeg,
"Har bare lige glemt noget" siger hun irriteret.
Hun kommer gående ind med et håndklæde rundt om overkroppen, men bukser på.
Jeg løfter øjenbrynet,
"nåårh du glemte din Bh" griner jeg.
Gid hun lige ville smide det håndklæde, men det ved jeg hun aldrig vil gøre.
"Hvad ville du spørge om Adrian?" Spøger hun surt.
"Hvorfor kan du ikke lide mig" spøger jeg mindre glad.
"For det første, du er alt for pervers, for det andet, så er du en playboy, du har nye piger hjemme i din seng hver 2. dag, og for det tredje så kan man ikke stole på dig"
"Jeg er ikke pervers, jeg er bare en normal teenager Dreng, og man kan sgu godt stole på mig" svare jeg fornærmet.
"Og vi ses i aften Smith" smilte jeg selvfedt og gik ud,
"Hvad mener du?" råbte hun forvirret, nærmest skræmt.
"Mig og min familie skal jo grille' ved jer i aften" svarede jeg tilfreds.

MELINAS P.O.V

Jeg orker ikke at have Adrian's familie på besøg, godt nok er han skide hamrende lækker og et syn for guderne, men han er stadig pisse irriterende.
*Ding Doong*
Jeg løber ned af trappen og åbner hurtigt,
Uden for døren står Adrian, en eller anden dreng på 14, en mor, en far og nuurgh en lille pige!
"Hej, bare kom inden for" smiler jeg, imens jeg hurtigt giver Adrian dræberblikket, jeg kunne ikke lade vær.

Vi sad ved bordet og stemningen var faktisk ret god, og 'familien Brook' var edenligt meget sødere end jeg havde forventet. Ikke så arrogante som jeg havde troet.
"Må vi gå fra bordet mor" tiggede jeg,
"Ja, der er desert om en time cirka" smilte hun.

Adrian var også gået fra bordet, og legede med den lille pige, det var en helt ny side jeg så af ham, han var ikke så selvfed, pervers og dum, men sød, forsigtig og opmærksom.
Han havde vist leget i en halv time da han kommer ind til mig med pigen i hælene.

"Hej, hvad hedder du?" sagde jeg så sødt som jeg kunne til hende, imens jeg ignorerede Adrian.
"Rosa, hvad hedder du?" sagde hun genert og to hendes kanin bamse op foran sin mund.
"Jeg hedder Melina" smilte jeg,
Vi havde siddet og leget kildeleg da min mor havde råbt at der var mad.

Vi sad inde ved spisebordet, og spiste vafler! Mmm, min livret.
"Nå, Melina vi tænkte på om du ville passe Rosa fra fredag til lørdag, så kunne du overnatte hjemme hos os?" spurte Adrian's mor som vis nok hed Trine.
"ja, selvfølgelig vil jeg det" smilte jeg imens jeg kiggede over på Rosa som også smilte.
"Du kan bare komme hjem til os Kl. 5 imorgen og så kan du tage hjem når du vil lørdag" smilte Trine.
"Okay" smilte jeg.

Vi gik fra bordet igen,
"Når, Hvem er din ynglings prinsesse Rosa?" Spurte jeg
"Ariel" smilte hun.
"Skal vi så ikke se Ariel i morgen?" smilte jeg
"Jov, men det skal være den hvor hun synger" sagde hun.
Indtil vi hoppede rundt af glæde, jeg har virkelig altid ønsket mig en lillesøster.
Men Ærligt så var jeg helt lost om hvilken film Ariel sang i.

Kl. Var halv 9 og de var lige taget hjem, fordi de skulle et eller andet,
Jeg hev min boksepude frem hoppede i nogle løbe bukser og en trænings bh på og gav mig til at bokse.

Jeg smilte ved tanken om hvor stærk jeg edenligt var blevet, hvor mange overfaldsmænd jeg nu kan slå i gulvet og ikke mindst min far, jeg smilte ved tanken samtidigt med at der samlede sig en tårer i min øjenkrogen.
Jeg slog hårdere på den, bare forestillingen om det var min far kunne få mig til at slå dobbelt så hårdt som ellers.

Sveden perlede ned af mig, imens alle tankerne gjorde mine øjne mere og mere våde. Det eneste tidspunkt jeg gav mig selv lov til at græde var når jeg boksede.

'Hold hovedet ret, humøret højt, og skub ploven' det citat sagde min træner, hver gang jeg blev træt, og mistede motivationen. Det var et citat fra Afrika, meningen med det var at selvom de havde det hårdt, skulle de blive ved og ikke miste humøret.
Sveden lå stadig som perler på mig imens tårerne efterhånden strømmede ned af mig,
Det irreterede mig at jeg græd, for "stærke Mennersker græder ikke" havde min træner også altid sagt, han var en hård mand, jeg har altid set meget op til ham, desværre døde han i en trafikulykke.

Tankerne drønede rundt inde i mit hovede, tårerne trillede ned af mine kinder imens jeg tyrede mine sorte boksehandsker ind i puden.

En hånd blev lagt på min skulder, jeg må have hoppet 100 meter op i luften og igen skidt en grøn snemand Alså.
Før jeg vendte mig om og så ind i Adrian's øjne, han så bekymret ud.
Jeg vendte mig igen hurtigt om, tørrede mine øjne imens jeg ihærdigt forsøgte at køle ned. Jeg vendte mig om igen,
"Hvad sker der?" Spurte han bekymret,
"Jeg bokser bare" lyver jeg, Ærligt jeg har altid været god til at lyve. Dagens spurgt.
"Hvorfor grader du så?" spurte han og løftede øjenbrynene.
"Jeg grader ikke, jeg... Sveder bare" svare jeg overbevisende.
"Melina, nu har jeg set dig græde flere gange og hver gang kommer du med en plat undskyldning, hvad fanden er det der sker?" Spøger han med et bekymret ansigtudtryk,
Og en seriøs stemme, giv han en hånd, første gang han bekymre sig om andre.

Nå videre, Hvad helvede skal jeg svare? Kan jeg overhovedet stole på ham?
"Hvor længe har du edenligt kigget på mig?" Spøger jeg dumt, jeg prøver selvfølgelig at komme uden om.
Han ruller øjne og går ud på min altan og kravler fra min til sin, er han lige lidt sur eller er det bare mig? Eller er det mig der er dum?
"Er tante rød forbi?" Råber jeg højt nok til han kan hører det.
Okay måske er jeg også lidt dum? Han bekymre sig jo om mig? Eller er her en af hans planer?