Min brors ven, Lauritz (afsluttet)

Kapitel 8

Vi har gået rundt inde i Tivoli i ca. en time. Vi har allerede mødt fans. Vi går videre til den næste forlystelse. Lauritz og jeg sidder selvfølgelig sammen, Pelle og Stefan bag os, og Jonas alene foran os. Vi prøver rutchebanen, og går videre til den næste.

Vi har nu været i Tivoli hele dagen, og er på vej hjem igen. Jeg skal desværre hjem igen, så drengene kører mig hjem. Jeg siger farvel til dem alle, og giver Lauritz et kys, og går indenfor. Min mor sidder og læser i et blad. Hun kigger op fra bladet. "Hej skat. Har du hygget dig?" Spørger hun. Jeg nikker, og taget et æble. Jeg går op på værelset. Lige før jeg går ind, kommer Peter ud fra hans værelse. "Jeg har hørt at du og Lauritz et kommet sammen?" Siger han. Jeg kigger underligt på ham. "Hvorfor tror du det?" Spørger jeg. "Fordi han har fortalt det til mig?" Svarer han. "Nå.." Siger jeg bare, og fortsætter ind på mit værelse. Peter er lige i hælene på mig. "Er i da ikke fundet sammen?" Spurgte han. "Jo vi er!" Svarer jeg, en anelse sur. Hvorfor er jeg sur? Det har jeg jo ingen grund til? "Sorry, spurgte bare!" Siger Peter, og tager hænderne op. Jeg smiler til ham, og beder ham om at gå ud. Jeg tænder min mobil for at se om der er kommet en besked. Drengene skulle vist til en fest i aften, og er lidt bekymret for Lauritz. Hvad nu hvis han drikker sig for fuld, og kysser med en anden pige? Jeg skubber den dumme tanke væk, og begynder istedet at tegne. Jeg elsker at tegne. Jeg tegner en lille pige gå rundt med sin mor og far, i en park.

Jeg har nu været igang i 2 timer, da min mobil ringer. Det er Stefan. Hvad mon han vil?
*samtale*
Mig: Hej det er Lea.
Stefan: Lea.. der er noget jeg må fortælle dig! Du bliver sikkert ikke glad.
Mig: Hvad nu?
Stefan: Du må ikke blive sur på Lauritz, men jeg har lige set ham stå og kysse med en pige! Han er pisse stiv, og aner ikke hvad han har gang i. Jonas var hurtigt ovre ved ham. Lauritz er skide ked af det.
Mig: Men..
Stefan: Han ville gerne selv have fortalt dig det, men du burde vide det med det samme.
Mig: Stefan, tak fordi du ringede!
Stefan: Det var så lidt, alt for dig!
*samtale slut*
Så det var virkelighed? Den tanke jeg havde tænkt, var faktisk sket. Jeg fatter det ikke. Det ligner ikke Lauritz.. Jeg fælder en tåre. Jeg ligger mig ned, med mit hovede begravet ned i puden. Jeg må snakke med Lau imorgen..