Splitted ~ H.S & N.H

My old friend

- Emilys synsvinkel -

Niall har været væk i lang tid nu, jeg begynder snart at blive bekymret. Men jeg gjorde jeg ikke noget. Gjorde jeg? Altså jeg grinte lidt, men det var jo af Liam. Jeg skulle bare havet lavet stoneface. Det ville havde været meget bedre. Drengene sidder inde i stuen sammen med Jose. De vil ikke tage hjem, før Niall kommer tilbage. Kan de ikke bare skride af helvedes til? Nu kan jeg huske, hvorfor jeg skubbede drengene ud af mit liv. Alt for mange problemer.

Jeg gik ind på badeværelset og låste døren. Jeg roede lidt i en skuffe. Jeg skulle finde min gamle bedste ven. Et barberblad. Det hjælper, når jeg er trist. Fundet! Jeg holdt det frem i lyset. Ligesom jeg husker det. Jeg trak op i min trøje. Det var heldigvis vinter, så ingen ville lægge mærke til det. Ikke engang på mine modeljobs. Jeg lagde det på mit håndled. Jeg pressede det mod min hud. Hårdere og hårdere, dybere og dybere. Sådan. Dybt nok. Jeg lagde det lige nedenunder det første. Pressede det hårdt med min hud igen. Jeg mærkede smerte brede sig, jeg elsker den fornemmelse. Blodet løb ned af min arm. Ned på gulvet. To var nok for nu. Det er jo altid en dag i morgen.

Det bankede på døren. Jeg tørte hurtigt barberbladet af, og det samme med mit håndled. "Emily er du derinde?" Det var Jose. "Ja, jeg tager lige et hurtigt bad" "Okay men skynd" sagde hun, og jeg kunne høre hendes skridt forlade rummet ude foran. 

Jeg kunne godt trænge til at bad. Jeg fandt noget nyt undetøj frem og et håndklæde. Jeg klædte mig af, og gik ind i brusekabinen. Jeg tændte vandet og mærkede, det først kolde vand, men hurtige varme vand, løbe ned over min nøgne krop. Det var rart. 

Jeg har nok stået under vandet i flere timer, eller det føles sådan. Jeg kiggede på mine fingre. Jeg lignede en rynken rosin. Jeg må hellere gå ud nu. Jeg slukkede for, det dejlige vand, og trådte ud af brusekabinen. Jeg tog mit håndklæde og tørrede min krop. Derefter mit hår, og tog mit tøj på.

Jeg gik ind i stuen efter badet. Alle stirrede på mig, da jeg kom ind. "Hvad er der?" De havde et trist udtryk. "Hvad er der sket?!" sagde jeg hurtigt. "Ser du... De har fundet Niall, men.. Han er bevidstløs og lægger på hospitalet" sagde Louis. De sidste ord ramte hårdt. Min lille Niall er på hospitalet p.g.a mig!!! "Hvorfor sidder  i dog stadig her?! Vi skal afsted!" Jeg gik ud i gangen og tog mine sko og jakke på. Jeg åbnede døren og blev ramt af en kold vind. Jeg rustede kulden af mig og fortsatte mod bilen. Jeg låste den op og satte mig ind.

Jose kom få sekunder efter, efterfulgt af Harry og Zayn. De andre tog Liams bil. Jeg kørte hurtigt ud til hospitalet. Der var ingen tid at spile, jeg skal se Niall, og det er nu! Vi kom ind i den store bygning, løb hen til en receptionist. "Hvor lægger Niall Horan?" sagde jeg hjælpeløst. "Jeg er nød til at se iD først" sagde damen. Drengene kom frem, og damen sad med store øjne. "To sekunder" Hun kiggede på sin computerskærm. "Værelse 322, tredje sal" Tak sagde jeg, inden jeg styrtede hen til elevatoren. Det gik for langsomt, så jeg tog trapperne i stedet. 

Endelig fremme. Værelse 316, 318, 320, 322. Her! Jeg bankede forsigtigt på døren. Den blev åbnet af en sygeplejerske. "Må jeg se ham?" "Og du er?" sagde hun og kiggede på mig. "Emily Payne" sagde jeg og kiggede seriøst på hende. Liam kom frem bag mig. "Det passer" Hun kiggede på mig. "Lad det ikke tage for lang tid, han er stadig ikke helt vågen" sagde hun og trådte til siden. 

Jeg gik ind til Niall. Han lå bare der i sengen. Jeg tror, han sov. Han havde ihvertfald lukkede øjne. Jeg kunne mærke mine tåre presse på. Jeg vil ikke virke svag, men at se ham ligge der gør ondt. "Niall?" hviskede jeg. Ingen reaktion. Lidt efter rømmede han sig. "Emily? Er det dig?" Jeg gik helt over til hans seng og satte mig på stolen ved siden af sengen. "Jeg tog hans hånd. "Ja Niall, det er mig" Jeg smilte kort, og mærkede en tåre løbe stille ned af min kind. "Hvorfor grinte du af mig?" spurgte han stille. "Nialler det var ikke af dig men af Liam, fordi han lignede en glad julegris" Niall grinede hæst. 

"Undskyld Em" sagde han. "Hvorfor?" spurgte jeg forvirret. "For at jeg lægge på hospitalet" Jeg grinede lavt. "Niall lad det ligge, bare du er okay nu" Han smilede svagt. "Det er jeg"