Crying for no reason

Matthew

"Matthew!?"

"Matthew!?"

De andre ledte efter mig, men jeg havde brug for at være alene. Jeg lænede mig op af et af træerne i den lille skov. Jeg kunne stadig se dem derfra, hvor jeg stod. Jeg kunne se sommerhuset og jeg kunne se dem gå rundt og lede efter mig. Det var Grace, der havde opdaget, at jeg var gået. Kunne hun ikke bare være ligeglad. Jeg kan sagtens passe på mig selv. De behøver ikke opfører sig som om, at jeg er et lille barn, der er løbet hjemmefra. Jeg kiggede op på himmelen, som var dækket af stjerner. Jeg rynkede panden. Var det ikke lyst, da jeg gik? Havde jeg været væk så længe? Måske var det på tide at gå tilbage. De begyndte at komme tættere på. Jeg sørgede for at gemme mig, men så jeg alligevel kunne holde øje med dem. "Matthew!?" kaldte de allesammen en gang imellem.

Jeg kunne se Grace og James. De snakkede om et eller andet,som så alvorligt ud, men jeg var for langt væk til at høre hvad. Jeg blev nysgerrig. Jeg listede tættere på dem samtidig med, at jeg holdte mig skjult omme bag træerne. Jeg var sikker på, at de ville opdage mig, men det gjorde de ikke. De drejede ikke deres hoveder i min retning en eneste gang.

"Vi bliver nødt til at ringe til politiet" sagde James. "Ja.." sagde Grace og hulkede en smule. James tog sin mobil op af lommen. Det var nok på tide at komme frem nu. Helst inden han nåede at ringe til politiet. Jeg ville jo ikke skabe sådan nogle problemer.

Jeg hoppede frem fra mit skjul. "BØH!" sagde jeg som en dårlig joke. Hverken James eller Grace reagerede. "Hallo det må i sgu undskylde! Jeg havde bare brug for at være lidt alene" sagde jeg, men ingen af dem kiggede på mig. "Ja hallo?" sagde James. Han snakkede med politiet. James gav politiet en beskrivelse af mig og sagde, at jeg havde været væk siden i går morges. "NEJ! Jeg er jo lige her, James! Din idiot!" sagde jeg og var ved at blive ret frustreret. Han reagerede ikke. Jeg kiggede over på Grace tårerene strømmede ned af hendes kinder.

Hvad foregik der!?