Jeg lagde stille min hånd på den kolde rude. Dråberne trillede let forbi hinanden. Nogle af dem trillede ind i hinanden og samlede sig til større dråber. Det havde jeg altid observeret, lige siden jeg var lille. Det var blandt andet også derfor jeg elskede at køre bil i regnvejr. Så jeg kunne sidde der i siden af bilen og lave et kapløb, holde øje med hvilke dråber der kom først og hvilke der valgte at samle sig. Det var ligesom små familier, der samlede sig og gjorde sig større. Når de så blev for store delte de sig igen, eller blev skilt...ligesom forbudt kærlighed.
Jeg vågnede let ved at bilen stoppede. Jeg måtte være faldet i søvn under køreturen, men nu var vi fremme. Min mor åbnede bildøren, så jeg nær var faldet ud af bilen. " Ej undskyld, skat! Jeg troede du var helt vågen. Vi er fremme nu," sagde hun og åbnede bagagerummet. Fremme, tænkte jeg og tog en dyb indånding. Jeg ville egentlig ikke frem. Jeg ville helst bare blive der hvor jeg var før. Hjemme. Min skole, mine venner og mit hus, men nu var vi fremme. Det var præcis en måned siden mine forældre valgte, at vi skulle flytte. Jeg ved egentlig ikke helt hvorfor, men når man er enebarn, så bliver man nemt og hurtigt stemt ned. Jeg ville ikke sige mine forældre imod, men tage det som en positiv udfordring at starte på en frisk. Det betød selvfølgelig ikke, at jeg ikke så meget som tænkte på at være lidt trist og sur, for det var jeg nemlig en smule. Det var lidt træls at skulle sige farvel til sine gode venner, men sket er sket.
Det hus vi skulle flytte ind i var ikke et hvilket som helst hus. Det var min bedstefar og bedstemors hus, som min mor havde arvet. Det skulle vi så bo i nu. Og jeg skulle begynde på en ny skole, få nye venner og bare i det hele taget passe ind - slet ikke skabe stor opmærksomhed. Jeg var ikke ligefrem den person, som stillede sig op foran og sagde sin mening, jeg fulgte bare med og lærte. Mine forældre var heller ikke så forfærdeligt rige, så jeg gik ikke i det dyreste tøj, men jeg havde hvad jeg skulle bruge.
Da jeg havde pakket ud, gik jeg ned og spiste aftensmad med mine forældre. "Har du allerede pakket ud?" Spurgte min mor med en ikke så overrasket stemme. "Ja, der var ikke særlig meget at pakke ud. Kun tøjet, for flyttevognen er jo ikke kommet endnu, vel?" Spurgte jeg en smule fraværende. Min far kunne se på mig at jeg var lidt ligeglad, men alligevel sagde han, at flyttevognen var lidt forsinket, for ligesom at afbryde tavsheden, der lige var begyndt. "Ej, Jack sagde du ikke at den ville komme i aften?" Spurgte min mor lidt irriteret. Hun vidste åbenbart ikke noget som helst. Min mor er også en lidt sjov type, men hun er alligevel en dejlig mor. Min far derimod var virkelig overbeskyttende og nogle gange alt for alvorlig. Jeg har faktisk tænkt mange gange på hvordan sådanne vidt forskellige personer kunne finde sammen, men de er stadig fantastiske forældre. Der var bare lige det, at de opførte sig lidt underligt nogle gange. For eksempel havde de ikke givet mig en ordentlig grund til hvorfor vi skulle flytte. Hvilket der lige gav mig lyst til at spørge: "mor, hvorfor skulle vi egentlig flytte. I har ikke givet mig en grund og det synes jeg I skylder mig." Min mor sad helt tavs og kiggede så på min far. "Jo altså, Rose og jeg blev enige om at San Francisco ikke lige var det rareste og hyggeligste sted at bo, så vi valgte at flytte hertil. I bedstemor og bedstefars gamle hus. Så føler vi os måske også lidt mere hjemme," sagde min far og kiggede på min mor, som nikkede enigt med hovedet. Det var en af de dummeste undskyldninger jeg havde hørt fra kloge mor og far. San Francisco var en dejlig by! Der hvor jeg havde mine venner og skolen. Okay skole kan man få hvor som helst, men vennerne er ikke overalt. Det var der hvor jeg var vokset op. "Mener i det? San Francisco var da fedt! Var det virkelig den undskyldning jeg havde ventet på?!" sagde jeg meget højlydt, men alligevel med lidt usikkerhed i stemmen, som min far som altid hørte og nedstemte mig så bagefter...Ligesom han altid gjorde. Jeg blev faktisk til sur, så jeg sagde tak for mad og gik op på mit værelse. Jeg blev træt af at være små sur, så jeg besluttede mig for at lægge mig til at sove, og tænke på hvordan første dag i skolen ville blive. Jeg var aldrig god til sådan noget med at få nye venner, men jeg klarede mig rigtig godt i skolen karaktermæssigt.
YOU ARE READING
Vampire Love - Point of no return
RomanceI denne historie følger du med i Mary's liv, lige fra da hun flytter fra sine venner og skole, til hun bliver forelsket i en helt ny, pæn og mystisk dreng, og til hun åbner øjnene op for noget helt nyt og farligt. Mary bliver forelsket i en vampyr...