Vampire Love - Point of no return

Kapitel 5.

Jeg sad og ventede. Nu var klokken kvart i otte. Jeg håbede også, at Sean glædede sig ligeså meget som mig. Det var så hyggeligt - og romantisk - at vi skulle på stranden. Jeg sad bare inde i stuen og ventede. Min far sad ved siden af mig. Han så fodbold. Jeg kiggede med. En af spillerne fik bolden og spurtede hen mod målet. Han afleverede bolden ind foran målet. Jeg kunne høre min far råbe.
"Ja, kom så!" Råbte min far. Der kom en anden spiller ind foran målet, og bankede den afleverede bold ind i mål. "Jaa!" Råbte min far. Og lige da han havde jublet over målet, bankede det på døren. Jeg snuppede hurtigt min taske, og åbnede døren før min mor gjorde. Der stod han. "Vi ses, mor," skyndte jeg mig at sige. Jeg gik ud af døren og lukkede efter mig. "Skulle jeg ikke møde dine forældre?" Spurgte Sean og smilede til mig.
"Altså, min far sad og så fodbold, og min mor lavede mad. Måske kan du gøre det en anden dag," sagde jeg og gengældte hans smil. Han viste mig hen til hans bil og åbnede døren. Det var en flot Porsche i sølv. Hvor mange penge havde han lige?
"Damerne først," sagde han og rakte hånden ud til mig. Jeg tog imod den og satte mig ind. Der gik ikke andet end et sekund, før han åbnede døren i modsatte side af bilen. Han satte sig og satte speederen i bund. "Du ser godt ud, Mary." Han smilede til mig med det der charmerende smil. "Tak," svarede jeg ham og fik lidt røde kinder. Da vi var fremme parkerede han bilen. Han åbnede for mig igen, og jeg steg ud. "Skal vi?" Spurgte han. Jeg svarede selvfølgelig ja, og så gik vi. Vi gik op på broen først. Det var så smukt. Alle de farvede lys fra tivoliet lyste helt op. Stjernerne var helt klare. Det var så smukt. "Kan jeg invitere dig på middag?" Spurgte han og så på mig med et forventningsfuldt blik. Jeg smilede. "Ja selvfølgelig," sagde jeg. Vi satte os ind på en af restauranterne. Da vi havde sat os kom en tjener med menukortet.
"Værsgo," sagde hun og gik igen. "Så, Mary. Hvor var det nu du kom fra?" Spurgte Sean.
"Jeg kom fra San Francisco, men nu er vi flyttet ind i mine bedsteforældres hus. Jeg ved ikke hvorfor." Det lød egentlig ret klamt, at vi var flyttet ind i nogle døde menneskers gamle hus, men sådan var det altså.
"Okay," sagde han. "Var det hårdt at skulle flytte?" Han kiggede på mig.
"Ja, lidt," sagde jeg bare. "Savner du dine venner?"
"Ja, en smule." Jeg besluttede mig for at skifte emne. "Men hvad med dig? Har du hele tiden været i LA?" Spurgte jeg. Han kiggede på mig igen.
"Nej, ikke altid. Jeg flyttede hertil, da jeg var femten eller seksten år," sagde han.
"Hvorfor flyttede du?" Spurgte jeg nysgerrigt. Hans smil forsvandt.
"Altså, jeg skal flytte. Hvert år. Jeg kan ikke blive samme sted i flere år," sagde han og så ud som en der havde sagt for meget.
"Hvorfor det?" Jeg blev lidt trist af tanken om at han snart ville flytte igen, og så slog det mig. Han var jo sytten år nu, og blev snart atten. Han havde allerede været her et år eller mere. Hvorfor var han ikke flyttet endnu?
"Det er svært at forklare," svarede han bare. Jeg kiggede på ham. Han så ikke ud som om han ville have mit spørgsmål lige nu.

Da vi havde spist og hygget os, gik vi udenfor. Det var stadig mørkt, men alle de farvede lys fra tivoliet lyste op. Sammen med stjernerne. "Skal vi ikke gå en tur ved vandet?" Spurgte han.
Jeg nikkede og tog mine sko af. Da vi var på vej ned fra broen snublede jeg over en stor sten. Sean gik lige ved siden af mig, men han greb mig. Lige det øjeblik jeg lå i hans arme, så jeg op i hans smukke øjne. Han smilede til mig. Jeg tror vi stod sådan i femten sekunder. Jeg nød det øjeblik, og det samme gjorde han.
"Er du okay?" spurgte han selvom vi havde stået sådan i lang tid, og han vistnok havde opfanget, at jeg var helt okay.
"Ja, tak fordi du greb mig," sagde jeg og begyndte at grine lidt. Han grinede med og vi gik ned til stranden. Da vi gik snakkede vi bare. Det var så hyggeligt. "Kan du godt lide at bade," spurgte jeg ham lidt dumt.
"Ja, nogen gange." Han kiggede på mig med et spørgende blik.
"Nu?" spurgte jeg ham.
"Okay, men vær parat på at jeg får dig i vandet med det samme," sagde han og smilte til mig. Inden han nåede at smide mig i, plaskede jeg lidt vand på ham, og han plaskede igen. Inden han overhovedet nåede at kaste mig i vandet, skubbede jeg ham i, så han blev helt våd.
"Årh," råbte han og smilte. Jeg blev overrasket og kunne se han lige så stille rejste sig for at skubbe mig med. Han begyndte at grine, og det samme gjorde jeg. Da han havde rejst sig begyndte han at løbe efter mig.
"Kom her!" Råbte han efter mig og grinede. Jeg løb væk fra ham, men havde så meget grineflip, at jeg ikke kunne løbe. Han fangede mig og tog fat om livet på mig.
"Fanget," hviskede han ind i mit øre. Han løftede mig op, snurrede mig rundt og kastede mig så i vandet.
"Ahh!" Jeg blev helt våd, og løb efter ham. Da vi ikke havde flere kræfter, lagde vi os på sandet og kiggede på stjerner.
"Du er god til vandkrig," sagde han og gav mig en blød lammer.
"Det ved jeg godt," sagde jeg og grinede ad ham. Han vendte sig på siden,så han så på mig, det samme gjorde jeg. "Du er virkelig speciel." Han smilede let til mig og lagde hånden på min kind. Jeg fik røde kinder. "Du er også helt særlig. Du er en fantastisk person, og jeg er glad for at have mødt dig." Jeg tog hans hånd, og sådan lå vi bare, og kiggede hinanden i øjnene. Jeg kom i tanke om mit spørgsmål. Det var et dumt tidspunkt at spørge, men han havde allerede spottet, at noget gik mig på. "Hvad er der?" Spurgte han og tog hånden til sig.
Jeg satte mig op og så ud mod horisonten.
"Du sagde at du altid flytter efter præcis et år," sagde jeg og kiggede stadig væk. Han satte sig også op.
"Det var ikke noget, bare glem det." Han tog sig til hovedet. Var det noget jeg ikke måtte vide?
"Jo, det var noget. Det kunne jeg høre på dig, i det øjeblik du fortalte mig det." Jeg kiggede på ham igen. Han så væk, og han svarede heller ikke.
"Hvad er det for noget? Hvorfor skal du flytte?" Han kiggede stadig væk.
"Det er bare min far. Han vil ikke være samme stede i lang tid. Det kan han ikke. Han har svært ved at falde til," svarede han og kiggede tilbage på mig med et blik der fortalte, at det var meget personligt.
"Men vil du overhovedet flytte?" Spurgte jeg.
"Jeg er lidt ligeglad," mumlede han næsten og så væk. Jeg kunne ikke tro det. Var han bare ligeglad med at flytte fra mig? Jeg ved godt det lød selvisk, men jeg blev faktisk ret ked af det.
"Okay fint. Hvis du bare er ligeglad, kan vi jo ligeså godt lade være med at være venner," sagde jeg og rejste mig. Jeg fældede en tåre og begyndte at gå.
"Nej, vent Mary. Det var ikke det jeg mente!" Råbte han efter mig. Jeg stoppede op.
"Jeg vil ikke flytte, ikke fra det her sted, men hvad nytter det hvis jeg alligevel skal flytte?" Begyndte han. "Jeg elsker det her sted, og jeg vil ikke flytte. På grund af dig. Jeg var ligeglad med at flytte fra andre steder, fordi jeg aldrig havde nogen venner. Jeg kunne ikke få venner. Jeg måtte ikke." Han gik tættere på mig. Jeg blev rørt over det han sagde. Det lød alvorligt det med hans far og, at han skulle flytte, og så havde han vendt op og ned på det for min skyld? Det var utroligt, men noget forstod jeg stadig ikke.
"Hvorfor måtte du ikke få venner?"
"Det er en lang og ligegyldig historie. Jeg må faktisk heller ikke være venner med dig, men jeg kan ikke holde mig fra dig." Han tog min hånd.
"Men hvorfor har du så været her i næsten to år?" Blev jeg ved. Min stemme skælvede. Jeg knækkede snart.
"Fordi jeg fik min far overtalt til at blive. Jeg vidste ikke helt hvorfor. Jeg kunne mærke at noget specielt ville komme til byen, og jeg har fundet ud af hvad. Dig." Hvad skulle jeg sige. Det var jo helt utroligt! Tænk at jeg betød så meget for ham. Jeg skulle lige til at græde, men ikke før jeg havde fået svar nok. Jeg ville ikke knække. Ikke endnu.
"Hvordan kunne du vide jeg ville komme til byen?" Jeg kiggede med store øjne.
"Det er også en lang historie," Sagde han bare. Der var åbenbart meget jeg ikke måtte vide. Jeg måtte ikke vide, hvorfor han ikke måtte få venner, hvorfor han ikke måtte være venner med mig, og hvordan han kunne mærke, at jeg ville komme. Gad vide hvad han skjulte for mig? Uanset hvad, havde han sagt for meget, og det vidste han også godt selv. Jeg var så nysgerrig, og nu ville jeg vide hvad han skjulte, men det var ikke vigtigt nu. Nu skulle jeg bare nyde, at jeg havde ham, og ikke give slip på ham.
"Fantastisk," hviskede jeg og krammede ham. Han krammede mig igen og sådan stod vi bare i lang tid.