Vampire Love - Point of no return

Kapitel 2

Jeg vågnede den nat, havde mareridt. Det stormede udenfor. Jeg kunne ikke falde i søvn igen. Jeg havde et mareridt om mine forældre. Jeg drømte, at de døde i et forsøg på at redde mig fra noget, som jeg elskede. Noget jeg ikke kunne give slip på. De havde en anden, helt anden mening om det jeg elskede. De ville udrydde det for min sikkerhed, men døde i forsøget. De døde på grund af mig. Jeg vidste ikke hvor det kom fra, det var jo underligt. Bare en drøm...heldigvis.

"Mary, er du vågen? Du skal i skole om tre kvarter!" Det var stemmen jeg vågnede af den morgen. Jeg vågnede med hovedpine, og jeg var virkelig træt. Jeg troede faktisk ikke, at jeg ville falde i søvn igen efter det mareridt, men det gjorde jeg. Ikke fordi det hjalp at få den søvn. Jeg tog tøj på og gik nedenunder til morgenmaden. "Godmorgen sovetryne. Er du klar til din første dag på Los Angeles High School?" Spurgte min mor, og lavede morgenmad til mig. "Ja, det tror jeg.." Svarede jeg hende og vaklede hen til stolen ved siden af spisebordet. Det var stadig ikke vores møbler, de var ikke kommet endnu. Det var bedstemors og bedstefars gamle møbler, og de "knirkede" hele tiden.
Da jeg havde spist, kørte min mor mig til skole. Det var forhåbentligt en af de sidste gange hun skulle gøre det. Jeg var jo en pige, faktisk kvinde på næsten atten år, og jeg håbede, jeg snart kunne få købt mig en bil. Jeg gik ud af bilen, lukkede døren og vinkede farvel til min mor. Så var hun kørt. Det var godt.
Jeg kiggede mig lidt rundt og fandt så et skilt, hvor der stod "Kontor." Jeg gik ind af døren og så to stole et lille bord og nogle blade til venstre for døren. Lige da man kom ind var der en disk, hvor der stod "Reception" på og en lidt kraftig kvinde med honning farvet hår sat op i en knold, sad bag disken. Jeg gik hen til hende, og hun kiggede op med det samme. Hendes ansigt var lidt rynket, men naturligt smukt. Man kunne se nogle rester af mascara på hendes øjenvipper. "Hej, jeg er Mary Hastings. Det er min første dag idag," sagde jeg og prøve at lyde helt normal. Hun kiggede ned i sin computer uden at svare mig. Så kiggede hun op på mig igen. "Hej, Mary. Jeg har et skema og nogle bøger til dig," sagde hun imens hun fandt nogle bøger frem.
Da jeg havde fået mine bøger og mit skema, gik jeg indenfor. Der var mange mennesker, og de stod over det hele. Nogle stod ved deres skabe, nogle i små grupper så langt væk fra opmærksomhed midt på gangen som muligt og andre midt på gangen. Da jeg havde stået og observeret stedet, kom der en pige hen til mig: "Du må være Mary Hastings. Jeg hedder Lisa." Hun var lav, men tynd, hun havde langt mørkt hår og et kønt ansigt. Hun lignede ikke en nørd eller noget, hun lignede bare en fuldstændig almindelig pige, som ikke var populær, men heller ikke upopulær. Jeg ved det lyder underligt, men hun lignede mig faktisk en smule."Ja, jeg ankom allerede igår. Det er min første dag," sagde jeg så flinkt jeg kunne, og undrer mig så over noget. "Hvor kender du mit navn fra?" Spurgte jeg med et undrende blik og rettede lidt på min taske over skulderen. "Altså jeg...Det lyder nok underlig, men...Du tænker nok "hvad snakker hun om, er hun blevet sindssyg?" når du hører det," sagde hun og trak mig lidt til side, så vi ikke stod midt på gangen. Det var vildt mærkeligt. Hvad havde hun at fortælle mig? Og hvorfor ville det være sindssygt? Hun begyndte at forklare: "Jeg, du ved det ikke, og dine forældre ved det heller ikke. Min mor fik mig ret uventet og ja, hun fortalte ikke til noget, som hun kendte, at hun havde fået en datter." Jeg blev helt forvirret. "Hvad har det med mig at gøre?" Spurgte jeg og så at hun pillede meget nervøst med sit hår. "Altså, min mor er din mors søster," sagde hun, som om hun havde ventet på at sige det i årevis. Først tre sekunder efter gik det op for mig. Hun var min kusine. Lavede hun sjov med mig, eller var hun seriøs? "Hvad? Mener du det? Er det en form for en joke?" Spurgte jeg, selvom jeg godt havde regnet ud på hendes ansigtsudtryk, at det var det ikke. "Nej, jeg mener det. Det er ikke en joke. Jeg ved det kommer virkelig uventet og, at det føltes surrealistisk, men det passer. Min mor var flov over at få mig i så ung en alder, så hun valgte ikke at sige det til bedstemor og bedstefar. Din mor ved det heller ikke." Hun havde ret. Det kom virkelig uventet. Det var min første skole dag, og så får jeg at vide at jeg har en kusine. Fedt.
"Men så er dine bedsteforældre jo også mine, ik?" Spurgte jeg lidt halv dumt, for det var jo indlysende. "Jo, og før du spørg om hvordan jeg kan kende dig, og om jeg har stalket dig, hvilket jeg ikke har, så hør. Jeg er den pige på skolen, som tit holder øje med de nye elever, viser dem rundt og får dem til at føle sig velkommen. Derfor kom jeg først til dig. Men altså, jeg fik at vide, at du ville komme, og så hørte jeg dit efternavn. Jeg vidste godt, at jeg havde en moster, onkel og kusine, men ikke at jeg ville komme til at gå på skole med hende og snakke med hende." Det var meget information på en gang, men mit hoved begyndte efterhånden at følge med. "Okay, det kom uventet, men det er da positivt. Hvad siger du til at møde din onkel og moster idag efter skole. Tror du, at du må det?"
"Ja, det må jeg og vil rigtig gerne. Tak." Hun kiggede taknemmeligt på mig og fulgte mig til første time.

Jeg begyndte efterhånden at få flere venner, Lisa havde mødt og forklaret alt til mine forældre, vi var blevet gode venner og jeg følte det gik godt. Jeg havde mødt en dreng ved navn Sam. Han var flink, snakkede meget. Han var ikke lige min type, men han virkede som en god ven, og det ville jeg ikke smide væk. Selvfølgelig ikke.
Efter de to første dage på Los Angeles High School, skulle jeg have min første idræt time. Det glædede jeg mig faktisk til. Normalt ville jeg ikke trække opmærksomhed, hvilket jeg allerede havde understreget, men i sport var det noget andet for mig. Her kunne jeg vise, at jeg var bedre end andre og føle mig lidt stolt. Hvis jeg fik opmærksomhed i sport var det lidt sjovere og anderledes, end hvis det var i skolen. Hvis jeg selv skulle sige det, så var jeg ret god til fodbold og basketball, så jeg kunne jo håbe på, at det var det vi skulle i dagens anledning. Og til mit store held skulle vi spille fodbold.
Da vi kom ud af omklædningen, og var på vej hen til fodboldbanerne, fik jeg øje på en af idrætslærerne stå og snakke med en elev. Det var ikke samtalen eller idrætslæreren, som tog min opmærksomhed, men eleven. Det var en dreng. Han var helt bleg, lignede næsten en albino, men det var pænt. Faktisk var det virkelig pænt, specielt med hans flotte kropsform. Han var høj og slank, men muskuløs. Han havde lyst brunt sirup farvet hår, og helt mørke øjne. Han gik i sort og smart, men elegant tøj. Hans ansigt var fejlfrit. Han var perfekt.
Da jeg havde stået og kigget på ham, var der en, som knipsede med fingrene foran mit hoved. Det var Lisa. Det føltes som om jeg blev vækket fra en drøm. "Hallo, er du vågen?" Spurgte hun med en fnisende ansigt. "Hvad kigger du på?"
"Ikke noget," svarede jeg flovt og nåede lige at trække hende væk, inden hun så hvad jeg havde kigget på. Jeg kunne mærke mine kinder blive røde.
"Hvad sker der? Du er helt rød i hovedet," sagde hun og prøvede at gemme et smil, hvilket hun ikke gjorde særligt godt. "Nej jeg er ej!" Sagde jeg og kiggede ned i jorden. Hun kunne fornemme på mig, at jeg ikke lige gad at snakke, så hun sagde ikke mere.
Da timen var slut havde vi fri. Idræt gik ikke lige så godt, som jeg havde håbet på. Jeg kunne ikke koncentrere mig om spillet. Ham drengen sad fast i mine tanker og forstyrrede min koncentration. Gad vide hvem han var...
"Hvad tænker du på?" Spurgte Lisa da vi fulgtes ad hjem.
"Ikke noget særligt," svarede jeg med en stille stemme. Lisa kunne godt høre, at noget gik mig på.
"Jo, kom nu. Jeg ved du tænker på noget. Hvad er problemet?" Spurgte hun igen, mens vi gik.
"Hvem er ham drengen?" Spurgte jeg hurtigt og stille, næsten mumlende.
"Hvilken dreng? Der er så mange af dem," svarede hun med et lille smil på læben.
"Ham den blege. Ham med mørke øjne og lysebrunt hår."
"Nåh ham? Han hedder Sean. Sean Paxton."