Teen serial killer

Kap 10

Der var gået noget tid siden mødet med 'T' vi var langt om længe blevet enige om at sige ja.
Vi havde ringet på nummeret 'T' havde givet mig, det var et kort opkald der kun bestod af en enkelt sætning, fra 'T's side af: "Mød mig kl. 8:00, Langtorvet, vi skal snakke."
Det var der vi var på vej hen nu.
"Tror du det er et bagholdsandgreb?" Spurgte jeg og kiggede op i himmelen, over os smilede tusinder af glimtende stjerne ned til os.
"Næppe," sagde Klara og begyndte at holde et langt foredrag om hendes erfaring med den slags.
Jeg lyttede ikke rigtig efter, jeg kiggede blot på stjernerne, et enkelt smil strøg hen over mine læber.
                                 ***
"Langtorvet," læste Clara op, jeg blev hyldet ud af mine egne tanker, og måtte nok så omtåget ud.
Vi stod i nogen minutter, hvorefter skyggerne begyndte at danse i måneskæret længere henne af torvet.
En slank, mørk pigeskikkelse kom til syne. 'T'.
Hun kom nærmere, standsede tre meter fra os.
"Godaften," sagde hun, hendes uhyggelige toneleje, som på en gang både var ufatteligt dystert og ufatteligt normalt, syntes at gøre den påbegyndende nat endnu mørkere end den allerede var.
"Hvad vil du?" Jeg kiggede på Klara, som kiggede på mig, først da gik det op for mig at det var min stemme, som havde brudt stilheden.
Det sparsomme og blinkende lys, fra den gamle lygte pæl, forstærkede skyggerne i den mørke piges ansigt, og fik dem til at afsløre et lille, lumsk smil på hendes læber.
Jeg forsøgte at stirre indgående på hende.
En lille, uhyggelig latter fyldte gaden, bredte sig i mærket som en sort slange, lavet af det pureste mørke. Hun lo af mig, lo som havde denne situation ikke det fjerneste at gøre med alvor.
"Svar mig," igen var det mig som brød stilheden, min vrede stemme overdøvede hendes latter, og fik den til at forstumme. Gaden var atter stille.
'T' begyndte at cirkulere om os, i en cirkel hvis radius blev mindre og mindre. Den sorte og mørke energi, som udgik fra hende, fik af menneskelig natur, Klara og jeg til at rygge tættere sammen, til vi til sidst stod ryg mod ryg.
"Klara..." Hviskede hun bag mig, hendes fjerne, utydelige stemme mindede mig om det sidste ekko, lige inden vinden holder op med at gentage.
"Du har en dag..." Denne gang var hendes hviskende stemme mere tydelig, men stadig ufatteligt ekko agtig.
Jeg mærkede Klaras ryg rette sig, mærkede hvordan hver en muskel spændte, følte hendes knyttede  hænder, som snitsede mine hofter, hørte Hvordan hun hvæsede.
"Tak for i aften De damer, godnat," det var 'T' som talte, mens hun langsomt bakkede ind i mørket.
Vi så begge efter hende, lige til skyggerne sluttede sig om hende.