Aktivia

Kapitel 1

Navn: Alison.

Efternavn: har intet.

Alder: vedkommer ikke jer (16 år)

Oprindelige hårfarve: varm brun (ikke ødelæg den!)

Oprindelige øjenfarve: krystal blå (ikke pille ved den!)

Oprindelige hudfarve: hvid, kridhvid(don't touch it!)

Bopæl: over alt i Aktivia.

Far: eksploderet.

Mor: død af kræft.

Søskende: tvillingerne(søster og bror) skudt.

Første adaptiv-familie: Dimond-tosserne.

Sidste adaptiv-familie: Jonson familien.

Allergisk over for: Aktivia.

Mål i livet: at komme væk fra Aktivia.

Talent: intet (synger)

Forbindelse til: ingen.

Skole: (må ikke gå i skole!) Nej, lad endelig være med at sende mig i skole!

Fritid: synge eller råbe af nye adaptiv-familie medlemmer.

Underskrift: _________________.

Såden ser adaptiv-papirerne ud hver gang jeg sidder i den store Rådsbygning i Aktivia og stirre på dem, med munden fuld af tyggegummi, i tilfælde af at jeg skal skrige. Og når de ti minutter er gået, sidde og holde min mund ind til at Rådet har fundet en "værdig" adaptiv-familie. Når de har fundet en, må jeg gå ud og tænke over hvordan det skal fungere, og om jeg vil svare, ja eller nej. Jeg plejer bare at sidde og stirre på familien, og ender altid med at tage med dem hjem alligevel. Så den tid jeg har til at tænke i, bruger jeg som regel på at skrig, råbe, kaste med ting eller sparke til det der er tættest på mig. Engang sparkede jeg faktisk en vagt og begyndte at råbe af ham, efter det har jeg ikke set ham siden.

Jeg sukker og går indenfor igen, sætter mig og stirre på familien Aktiv-crystal. Hvor har de det navn fra? Det skriger lige frem: vi er et bundt tosser alle sammen, eller velkommen til tossebyen Aktivia! Alle indbyggere i Aktivia er tossede, undtagen mig! Jeg kommer fra en fredelig by kaldet Freedomia, der var så rart! Jeg havde min RIGTIGE familie, min eneste RIGTIGEven (gennem 15 år) min pisse irriterende, gnavende, grimme, men elskelige og nuttede hund (Diesel), min frihed, et liv, en drøm og bedst af alt næsten ingen mareridt. Når jeg havde mareridt var Gabriel (ven i 15 år) eller Gabi som jeg kaldte ham, der altid for mig. Han boede hos min familie i Freedomia, lige indtil at de alle sammen døde. Eller jeg ved ikke om Gabi stadig er i live eller ej, men jeg savner ham! Der går ikke en dag uden jeg tænker på ham. Og når mine mareridt kommer begynder jeg at græde lydløse tåre, og falder i søvn gennemboret af sorg.

Men jeg viser ingenting til de familier jeg bor hos, for i Aktivia er der et par ting (eller tusind) der er vigtige for at holde sig på toppen. Som: glimmer, masser af glimmer: diamanter, flunkende og store diamanter: talent, talent lig med berømmelse: berømmelse, for at holde dig på toppen: farver, masser af farver, men man skal altid have noget sort på sig: monoton, hvis du er monoton over for alt, betyder det at du har styr på tingene og har penge: penge, ting er dyre i Aktivia, og jeg mener virkelig dyre: smykker, alt hvad der er stort, tungt, prangende eller for meget er et "must" for alle: fester, dyre, store fester hvor værten kun kender halvdelen af sine gæster(de bliver holdt hver uge, for top-indbyggerne) og til sidst Toppen, popularitet er alt i Aktivia! Såden var det ikke i Freedomia. Så det var lidt mærkeligt at komme til Aktivia, men nu er jeg bare træt af det. Gid jeg kunne komme tilbage til Freedomia!

Jeg sidder stadig og stirre da min nye adaptiv-mor smiler til mig og siger: "det skal nok gå! Vi skal nok blive kammesjukker, vi tre!" Hun siger det på en mærkelig måde, der bestemt ikke lyder spor normal, men det er såden man taler her. Og jeg havde nær glemt at man ikke siger venner, kærester, forlovede osv, man bruger mærkelige ord her. Det er en af grundene til at jeg hader det her sted.

Jeg blæser en tyggegummiboble som svar. Enobia Aktiv-crystal kigger på mig som om jeg var en uhøflig lille bums. Det betyder at jeg har gjort hvad jeg kan. Enobias mand rømmer sig og rykker lidt rundt i stolen, tydeligt utilpas med min opførsel.

Jeg kommer til at tænke på Gabi. Han var altid så høflig, smilende og glad. Jeg kan mærke en boblende glæde blandet med savn og sorg i min mave. Jeg kan lige se ham for mig. De brune krøller, det skæve smil der fremhæver hans smilehuller, hans isblå øjne, den gyldenbrune hud, den muskuløse krop, selv da han var tretten kunne man se hans muskler tydeligt. Om sommeren gik han altid uden trøje, selv hvis det var en kold sommer tog han ikke en trøje på. Han sagde altid: 'når det er sommer, så er det sommer' og så smilede han... Altid. Det er så langt tid siden jeg har set Gabi smile. Og sikkert ligeså lang tid siden jeg har smilet.

Jeg må være stoppet med at tygge, for familien Aktiv-crystal begynder at se på mig som der er bare en lille gnist af normalhed i mig. Og så begynder jeg at tygge igen og se ligeglad ud. Enobia sukker og skriver under på adaptiv-papirerne, og giver dem til hr Aktiv-crystal. Han tøver, sukker og skriver under.

---------------------------------------------------

Første kap! Tager til Rom så I får også andet kapitel lige om et minut!

Ses!

- M x