Aktivia

Kapitel 8

Jeg kigger mig omkring igen. Enobia fik faktisk både blomster og balloner op i loftet. Der er kommet ret mange gæster. Flere end hos de andre familier jeg har boet hos. Men de var heller ikke en del af toppen som Enobia og Refaim. Hvor er Refaim egentlig?

"Enobia?" Jeg prikker forsigtigt til hende, som om jeg er tvunget til at prikke til et eller andet monster. Hvilket ikke er helt forkert.

"Ja, hvad er der?" Vrisser hun stresset. Hun kigger hurtigt på mig, men kigger så hurtigt væk igen.

"Åh, Alison! Refaim og jeg er gift. Det betyder at kun den der arrangere festen for toppen, må komme til festen! Det burde du vide." Enobia forstod mit spørgende blik hundrede procent.

"Okay" siger jeg hurtigt og nikker med sammenpressede læber for ikke at spørge hvor jeg så kan finde ham. Refaim er den eneste i hele Aktivia med bare en lille smule fornuft.

En bil ruller ind foran Den røde løber, som Enobia selv måtte slæbe der ud, men ikke skulle rulle ud. Det er hun for fin til!

En tyk lille dame med verdens grimmeste kat(grimmere end smørblomst fra The Hunger Games) træder ud af limousinen. Jeg rynker på næsen af synet, men retter det hurtigt mod bilen igen.

Doktor Lawson kommer ud af limoen. Jeg sukker trist. Enobia kunne vist høre det, for hun sender mig et surt blik. Så smiler hun til damen med katten, Grim. Okay, fra nu af hedder katten Grim! Det giver jo også rigtig meget mening! Åh Gud, hvor vil jeg bare gerne væk her fra!

"Hvor er det bare skønt at se dem her, professor!" Siger Enobia og ryster Lawsons hånd lige lovlig meget. "Har turen til Aktivia været god?" Spørg hun så. Alle ved at det er en forfærdelig tur! Op ad bakke, ned af bakke, gennem bjerget, over søen. Tjah, skal vi ikke bare sige at turen TIL Aktivia er nok? Tænk at skulle den anden vej igen!

"Det her er Alison, min adaptiv-datter. Hun er også fra Freedomia!" Siger Enobia og vækker mig fra mit dagdrømmeri om den forfærdelige tur til Aktivia. Og det blev kun værrer.

"Jamen dog! Er det? Jamen, det er det jo!" Siger Lawson og giver mig et spontant knus.

"Kender I to hinanden?" Spørg Enobia. Nej, selvfølgelig gør vi ikke det! Det er da derfor han blev så glad for at se mig! Tumpe! Tåbe! Taber! Tosse! To-hovede-frø! Og jeg skal give dig skal jeg!

"Ja, lad os bare sige at hun har besøgt mig en masse gange! Også med venner" siger Lawson og blinker sigende til mig. Jeg smiler oprigtigt. Vent! Jeg smiler? Såden rigtigt? Af egen fri vilje? Ja, det gør jeg! Jeg smiler! Tanken gør mig så glad at jeg begynder at grine. Jeg stopper hurtigt igen. Det virker lidt mærkeligt at man står og griner uden nogen har sagt noget.

"Enobia sagde at du ville tage din adaptiv-søn med. Kommer han ikke?" Spørger jeg.

"Alison! Det spørg man ikke om!" Siger Enobia surt. Men der jeg kommer fra gør vi! Doc når ikke at svare, for musikken starter.

"Gå hen og dans, Alison!" Hvisker fru Aktiv-Crystal vrissent. Jeg gør som hun siger.