Aktivia

Kapitel 4

Da jeg vågner sidder Enobia med bogen i hænderne.

"Hvor fandt du den?" Spørg hun koldt.

"Hva'?" Spøger jeg.

"Du hørte mig godt! Og du skal ikke læse den slags!" Hun har et forfærdet udtryk i ansigtet.

"Men... Men den stod på bogreolen!" Forsvare jeg mig og peger på boghylderne.

"Det er uacceptabelt! Og spild ikke mere tid på den bog, du skal med mig til frisøren!" Siger hun og går hen til døren. "Tag lige noget pænere tøj på. Som en nederdel fra skabet der ovre" hun peger på væggen og jeg opdager at der faktisk er et håndtag på væggen. Fru Aktiv-crystal går sin vej og jeg sukker. Jeg står op og åbner skabet. Det er ikke bare et skab. Det er mere et badeværelse, med et tøjskab. Jeg tager en stram blå, lårkort og højtaljet nederdel, en rød løs bluse der går til taljen, et par lilla leggins, knald rød læbestift og mørkebrune støvletter. Det måtte være fint. Jeg går nedenunder efter at have sat en høj hestehale. Da jeg kommer ned i køkkenet gisper Enobia, som om nogen havde slået hende, og løber ud. Jeg sender Refaim et spørgende blik.

"Intet sort" hvisker han tilbage. Jeg nikker og former ordet 'Tak' med læberne. Enobia stormer ind i køkkenet og lægger en stor og prangende sort halskæde med sorte rhiensten i alle størrelser om min hals. Og en kulsort og stor ring som hun tvinger ned over min lange finger.

"Så, nu kan jeg godt være bekendt at tage dig med ud i byen"

Jeg sukker og sætter mig ved morgen bordet. Vi spiser i tavshed. Bagefter nærmest trækker Enobia mig efter sig. Der er ikke langt til frisøren, men Enobia insistere på at vi kører derhen. Jeg har besluttet at jeg ikke vil sige hende imod. Hvorfor? Simpelthen fordi jeg måske har en chance for at komme hjem i aften!

Lige så snart jeg sætter mig i salonstolen, føler jeg trang til at flygte. Men det kan jeg ikke. Ikke overfor Enobia. Hun er allerrede meget stresset, jeg kan ikke være bekendt at stresse hende endnu mere. Så jeg sidder stille og roligt, selv om jeg skriger inden i. Mit hår bliver diskuteret en del, men jeg lukker af for det.

"Nej, nej! Den farve! Den vil se så godt ud til hendes kostume!" Siger Enobia henrykt. Frisøren trækker på skuldrene og begynder at farve mit hår i den "åh så fantastiske" farve Enobia ville have.

Jeg tror jeg faldt i søvn, for da jeg vågner er frisøren ved at tage et håndklæde af mit hår. Jeg skriger da jeg ser mit hår. Det er jo pink! Ikke en pæn lyserød, men en næsten neon pink! Jeg kigger på Enobia og laver store øjne. Hun smiler og vipper op på tå og tilbage igen. Jeg griber fat om stolens armlæn og læner mig frem. Det ser jo forfærdeligt ud! Det føltes ikke rigtigt! Der er pink hvor der skulle have været en pæn og varm brun farve! Det kan hun ikke mene! Jeg drejer mig igen mod Enobia. Og hun kigger spørgende på frisøren, der bare trækker på skuldrene.

"Det kommer til at se strålende ud til dit tøj!" Siger Enobia og lægger sine hænder på mine skuldre. Jeg stirre ind i spejlet og ser en pige med alt for store øjne og åben mund.

"Nå, lad os så se om det lykkedes med min nye hårfarve!" Enobia klapper en enkelt gang i hænderne og sætter sig i stolen ved siden af. Hun er så ivrig at hun selv flår håndklædet af hovedet.

Rødt! Blodrødt! Et væld af blodrøde naturlige slangekrøller danser om hendes hoved da hun ryster det.

"Og så skal det være glat med et buk ind mod mit kønne ansigt i spidserne" siger Enobia. Frisøren sukker diskret, men jeg kan gennemskue det på meters afstand. Nok fordi jeg næsten er mester i det selv.

Der går ret lang tid med at få sat hår, lagt make- up, sige av når der er en der rykker for hårdt i mit hår og blive skældt ud af Enobia, fordi jeg ikke kan lide farverne i min make-up og derfor "brokker" mig over dem og forsøger at tvære dem ud, fordi 2, jeg svare igen og er "barnlig", fordi 3, jeg har tyggegummi i munden, fordi 4, jeg ser ligegyldig ud da hun får sin vilje. Hun er krop umulig! Men det er Enobia der udtaler de ord, bare ikke om sig selv, men om mig.

Da de dumme frisører er færdig med mit dumme ansigt og mit dumme hår, kigger jeg på mit dumme spejlbillede.

Køn. For køn. Dukke køn. For dukke køn. Er det mig? Nej! Det der er bestemt ikke mig! Eller er det? Nope! Nok er det mit spejlbillede og mit ansigt, men der er ikke noget mig ellers.

"Jeg kan ikke lide det." Siger jeg læner mig tilbage, lægger armene over kors og blæser en boble mere.

"Åh! Alison, Alison, Alison, du ser jo henrivende ud!" Siger Enobia og ryster på hovedet.

"Det kan godt være, men jeg kan ikke lide det" jeg kigger hurtigt på hende og så på ansigtet i spejlet.

Enobias version af henrivende er nok: langt krøllet hår, hvor det lange pande hår er blevet flettet på en sjov måde og trukket tilbage, sat fast med hårnåle i baghovedet, lige som en elver fra fantasi bøger, forstørrede crystalblå øjne med overdrevede øjenvipper og nudefarvede læber.

"Nå, lad os gå! Vi har meget at se til. Og du rør ikke din makeup, Alison!" Siger Enobia og rejser sig. Jeg sukker og følger efter hende efter jeg har flået frisørforklædet(eller hvad man nu kalder det) af. Det her forfærdelige look bliver bare være da Enobia viser mig mit såkaldte kostume.

---------------------------------------------------

Hvad syntes I?

Som sagt er det en drøm jeg så har valgt at skrive ned og gøre til en historie, så det kan godt være at alting sker lige oveni hinanden, men det var altså såden drømmen hang sammen :)

- M x