Aktivia

Kapitel 9

Jeg danser alene, for jeg har ikke en kæreste. Ja, man må ikke danse sammen med veninder eller venner, kun kærester, forlovede og så videre. Jeg snurre rundt, kaster med håret, vrikker i takt til musikken, som man gør her. Jeg drejer rundt og ser en dreng uden trøje og krøller. Jeg stopper midt i en bevægelse og stirrer på ham. Han ligner så meget Gabi. Han får øje på mig og smiler skævt. Pludselig løber tårer ned af mine kinder. Det er jo Gabi! Jeg troede han var død!

"Gabi" hvisker jeg lydløst. Jeg begynder at gå hen mod ham. Jeg smider støvlerne efter at være vrikket om et par gange. Jeg hiver hatten ud af mit hår og begynder at løbe, men opgiver. Det dumme jernstativ er så tungt! Jeg føler jeg kæmper mig hen til Gabi. Jeg skubber til folk og jogger dem over tæerne. Til sidts står jeg face to face med ham. Der står vi så og kigger på hinanden.

"Dit hår et pink" siger han. Et lille hulk forlader mine læber, og bliver til flere og flere. Til sidst står jeg og stor tuder foran Gabi. Det hele bliver bare for meget. Som når man lige skal se hvor meget vand der kan være i glasset inden det løber over, men man kommer alligevel til at hælde for meget i og det flyder over. Såden har jeg det lige nu. Jeg står bare der og stor tuder.

"Kom her" siger Gabi og trækker mig ind til sig i et kæmpe bjørneknus. Jeg putter mig ind til hans bare brystkasse og tuder videre. Jeg kan mærke han løsner det store og enormt tunge jernstativ og det dumper ned på jorden. Det har en fin størrelse, for ingen af os fik hakket tæerne af da det ramte jorden. Min nederdel falder fladt ned, meget mere naturligt.

"Tak" får jeg sagt. Jeg kan mærke at jeg ikke har så mange tårer tilbage, så jeg beslutter at gemme dem til en anden gang. Jeg sukker. Argh! Stop så med at sukke!

----------------------------------------------------

Kan I lide den? Det her er anden sidste kapitel, så er I forberedte!

- M x