Fallen angel - Demon eyes

3

Han havde et smørret grin printet til hans ansigt, og helt ærligt så havde jeg løst til at græde og slå ham på samme tid.

"Alle sammen! Jeg har tænkt mig at gøre noget anderledes i dag. I skal lave en liste over jeres nye sidemand, som også er jeres partner resten af det her skole år."

Det er forhåbentligt løgn. Hvorfor skal jeg straffes? Jeg kiggede over på min nye sidemand, som bare syntes at det her var en stor joke. Og lige pludselig forstår jeg hvorfor sådan en lækker fyr havde sat alene. Fordi han er et røvhul.

Hr. Lockwood forsatte. "Så tag noget papir, find en blyant og begynd at skriv. Og jeg regne med at den her opgave bliver afleveret i morgen, på mit bord."

Jeg åbnede min mund i chok. I morgen!?

"Hvorfor skal vi overhovedet lave den her opgave. Det giver jo ingen mening!" Hørte jeg Bonnie sige. Og det havde hun ret i, det gav ingen mening. Men fordi vores lære vil være så hip, så skal vi altid lave de mest sindssyge ting.

"I skal lave den her opgave Bonnie, fordi jeg vil havde at i lære jeres sidemand at kende, så kom i gang med at skrive."

Bonnie fnyste. Tydeligvis irriteret.

Og hun var ikke den eneste...

Jeg vendte mig om mod min sidemand, som allerede var i gang med at skrive. Jeg havde intet sagt, og alligevel var han i gang med at skrive, som om han allerede vidste alt om mig.

Jeg rynkede brynene, den her knægt gav mig kuldegysninger. Han virkede som den her fyr, der gik på bar for at drikke hans penge væk, røg mindst 10 pakker om dagen og tog en ny pige med hjem hver uge.

"Hvad skriver du?" Jeg havde et undrende ansigtsudtryk, mens han bare skrev videre. "Mand, hvordan kan du vide så meget om mig når jeg næsten ikke har udvekslet et eneste ord med dig?" Han fik et smørret grin printet til hans ansigt, mens han lo for sig selv.

Han kiggede op fra hans papir og lige ind i mine øjne. Han smilede det smil der viste alt andet end venlighed.

Han ignorerede mig og skrev videre.

Jeg tog min blyant frem og kiggede på ham, som om han vidste jeg stirrede på ham, kiggede han op. Hans ene mundvige var trukket op. "Kan du lide hvad du ser?"

Jeg løftede det ene øjenbryn og jeg var ret sikker på han gjorde grin med mig.

Jeg ignorerede hans spørgsmål. "Hvad laver du i din fritid?" Spurgte jeg.

Han lo lavt for ham selv. "Jeg har ingen fritid." Sagde han så. Jeg prøvede at kontrollere min vrede jeg følte over for ham i dette øjeblik.

"Prøv at hør. Jeg går ud fra at vi for karakter for den her opgave, så gider du godt at gøre mig den her tjeneste?"

Han lænede sig tilbage i stolen og lagde armene om bag hovedet. "Hvad slags tjeneste?" Den her fyr gik mig på nerverne og jeg var ret så sikker på han havde hentydet noget med hans sætning, men jeg prøvede at lade være med at lade det gå mig på, selvom jeg havde løst til at slå ham i ansigtet, lod jeg være.

"Fritid." Sagde han så. Jeg kunne se han tænkte lidt over hvad han ville sige. "Jeg tager billeder." Sagde han. Så jeg skrev fotograf på mit papir. "Jeg var ikke færdig." Sagde han så. Jeg kiggede undrende på ham. "Jeg har taget en hel del billede af en person der fester for tit, som skrive digte på vægge i smug og laver graffiti på offentlige steder, som skoler, togstationer og listen går videre... En person som virker frygtløs, men det er kun fordi at man ikke må se hvor bange hun i virkeligheden er. Hun går også nogle ret så skumle steder hvor hun måske burde holde sig væk fra. Og hun sover med en kniv under hendes hovedpude, fordi hun er bange for at virke svag, men hun er stærkere end hun selv tror." Jeg stirrede på ham med store øjne. Hvordan havde han ramt så præcis. Jeg havde en fornemmelse over at det ikke bare var et tilfældigt gæt. Han vidste det. Og jeg vide hvordan. Lige nu.

"Er jeg?" Spurgte jeg.

Hans fingere greb fat under min stol og træk mig længere ind imod ham.

"Du ved ikke selv hvor meget du ville havde gjort for ikke at ende i den samme skæbne som dem. Du vil havde hævn på personen som tog dem du elskede fra dig. Og du ville ikke blinke hvis du står i en situation med en morder foran dig. Du ville være bange, men alligevel frygtløs. Du havde ikke tøvede et sekund, du ville havde taget kampen op. At det ikke hvad du skrev på din væg engang. 'Hellere dø ved at kampe for dig og dine elskede, end at dø uden at prøve' eller tager jeg fejl?" Jeg sad med åben mund. Hvordan vidste han alt det her. "Hævn er dit tredjestørste problem." Sagde han.

"Og mit næststørste?" Spurgte jeg i raseri. Tog den her fyr gas på mig?

Hans ene mundvige træk sig op. "Du ved ikke hvad hvem du skal stole på. Og når du endelig stoler på nogle, er det de forkerte." Sagde han.

"Og mit største?" hvæsede jeg.

"Du holder livet i kort snor."

"Hvad skal det betyder?" For at holde livet i kort snor var noget jeg ikke gjorde. Jeg var der hvor tingene skete. Og jeg var altid med på at prøve noget nyt.

Han lænede sig længere frem mod mig. Han lugtede af... saltvand?

"Du er bange for det du ikke kan kontrollere."

Mine nakkehår rejste sig. Og lige pludselig var det som om jeg blev kastet ind i et minde.