Fallen angel - Demon eyes

5

"Sover du nøgen?" Spurgte han.

Mine mund hang hel ned til gulvet og min øjne var næsten ved at poppe ud af hovedet på mig. "Det ville jeg nok ikke fortælle dig."

"Gjort noget ulovligt?"

"Nej." Løj jeg. Hvad jeg gjorde i mine fritid ragede ikke ham, ulovligt eller ikke. Og at tegne graffiti er vel ikke helt ulovligt? Det er kunst, ikke ulovligt. Men mere vidste han jo ikke. Han sagde det jo selv. Jeg tegnede graffiti, og at tegne graffiti er i mine øjne og muligvis også alle andres, ikke ulovligt. Eller næsten alle. Måske er politiet og de snutdumme politikere ikke så glade for det, men det er deres problem. Og desuden vidste han jo ikke alt om mig. Ja klart, jeg havde gjort noget ulovligt her og der. Men det ragede ikke ham.

Jeg rev lidt nedad i min tank top. Den sad helt oppe i halsen på mig, og det følte som om jeg blev kvalt.

"Hvad er det?" Spurgte han og nikkede sit hovedet mod mit ar omkring halsen. Jeg tog mine fingre op til det ar jeg havde omkring min hals. Jeg kunne føle at jeg fik tårer i øjnene, men jeg blinkede dem hurtigt væk igen.

"Ikke noget." Sagde jeg.

"Det ligner nu et ar. Er du selvmordstruet, Jessica?" Hans øjne borede sig ind i mine og det var næsten som om han gjorde grin med mig.

"Det rager ikke dig." Sagde jeg med en kold stemme.

"Det gør det nu." Var hans svar. Og jeg fik en enorm trang til at slå ham lige i ansigt og det havde jeg også tænkt mig, hvis han blev ved sådan der.

Jeg blev ved med at stirre på ham. Da klokken ringede opdagede jeg, at jeg havde intet fået skrevet ned til den her opgave.

Jeg så Daniel rejse sig op og forlade rummet som en af de første.

"Daniel vent!" Råbte jeg. Jeg havde brug for det her. Mine karakter var gode og det måtte de gerne blive ved med at være lige nu.

"Daniel!" Råbte jeg. Jeg fik ham indhentede og tog fat i hans skulder. Han vendte sig om og hans ene mundvige træk sig opad. "Opgaven." Sagde jeg. "Jeg fik den aldrig lavet færdig fordi du absolut skulle snakke til mig, om hvad jeg gjorde i min fritid og hvad jeg ikke gjorde. Ting som slet ikke havde noget med den her opgave at gøre."

Han grinte lavt og tog fat omkring mit håndled, før jeg kunne reagere skrev han et telefonnummer på indersiden af min hånd. Jeg kiggede på nummeret, og tilbage op på ham. "Jeg har ikke tid til at snakke i telefon med dig, den her opgave skal laves færdig nu." Hans ene mundvige træk sig opad.

"Hellere ikke her." Sagde han og gik ned langs gangen. Bonnie kom op på min side.

"Hvad var alt det omkring?" Spurgte hun og kiggede efter ham.

"Ikke noget." Sagde jeg til hende, og begyndte at gå ligeså stille.

"Lad os tage hjem." Sagde jeg til hende. Bonnie skævede op til mig, hendes øjne var fyldt med undrende minder.

"Klart, kom." Sagde hun til sidst.

Vi gik i stillehed ned af gangen, indtil vi kom ud på parkeringspladsen. Alle stirrede på mig, mens jeg gik forbi. "Hvad sker der her?" Sagde jeg til sidst, da jeg ikke kunne holde deres stirrende blikke ud længere, de var alle fyldt med.... Frygt... Folk begyndte at sprede sig, så jeg kunne se hvad der var skete.

Jeg gispende da det gik op for mig, hvad der lag lige foran mine fødder. Jeg knælede ned ved den døde piges side. "Hun ligner kun en der blev 16." Sagde jeg til Bonnie. Men det var som om folk slet ikke lagde mærke til, at der lagde en død pige midt på parkeringspladsen. "Synes du ikke Bonnie?" Jeg kiggede op på hende, men hun sagde ikke noget, hun havde bare det samme udtryk som alle andre, og den samme frygt i øjne.

Bonnies mund åbnede sig langsomt. "Døden, døden, døden, døden. Den vil indhente os alle. Døden, døden, døden, døden. Næste gang bliver det dig." Hun stirrede lige ud i luften. Hvad skete der her? Der ligger en død pige og folk er næsten ligeglad, som om de er forsvundet for omverdenen... Det var næsten som om de var.... Væk?

Jeg kiggede ned på den døde pige, men hun var væk. "Jessica, hvad har du gang i?" Hørte jeg Bonnie sige. Jeg kiggede op på hende.

"Oh øh. Jeg tabte bare mine nøgler." Sagde jeg og kom op fra vejen. Jeg kiggede omkring mig. Parkeringspladsen var tom. Der var kun mig og Bonnie, som om at det jeg havde set, aldrig var sket. Mærkeligt?

"Når. Kommer du?" Sagde Bonnie til mig med et bekymrende ansigtsudtryk. "Du ser helt bleg ud. Er du okay, Jessica?" Jeg kiggede tomt på hende.

"Ja. Jeg har det fint. Kom lad os køre!" Sagde jeg, og svingede med nøglebundet på min finger.