Forvandlingen

Det ubrydelig bånd

Jacob synsvinkel

Hun havde bare lagt røret på. Jeg synes til sidst at hun lyd meget ked af det, eller var det bare mig?

"Hvem var det skat " sagde min mor da hun gik ind i køkkenet. Hun havde taget af mig, lige siden jeg var vågnet op fra koma. Nogen gange synes jeg, at hun er lidt for overbeskyttende. Men er det ikke alle mødre.

"Det var ikke nogen særlig " sagde jeg tilbage. Hun skulle helst ikke vide det med Camilla. Jeg var stadig lidt chokeret på, at hun har virkelig sagt farvel til mig. Jeg troede vi havde det godt, men der kunne ske meget, mens jeg havde været væk.

Døren gik op, og Sam kom ind. Sam havde besøgt mig meget her fortiden. Jeg havde på en fornemmelse, at han vidste noget, som jeg ikke gjorde. Han gad bare ikke at sige det. Og det åd mig inde i. Tænk han holdte hemmeligheder for mig. Det kunne være at det ikke handlede om mig, men hvad nu hvis det gjorde. Havde jeg så ikke ret til at vide det. Det havde jeg nok. Men heldig for mig, er Sam en skræklig til at lyve.

"Hva sup' man. Hvordan går det? " Lyd det ude for gangen.

"Ikke så meget. Hov, jeg nyd til at snakke med dig op på værelset. Det er rigtig vigtigt" sagde jeg til ham, mens jeg var på vej hen til ham. Jeg gad godt finde ud af hvad han skjuler. Men hvordan? Jeg måtte bare finde på nået. Han så lidt tøvende på mig, da jeg havde sagt det. Men så gik han bare ind på mit værelse. Jeg gik selvsikker efter ham. Da vi var nået der ind, satte han sig på min sengekant. Jeg stillede mig foran ham.

"Okay, hvad er det? " Spurgte han så mig med et usikkerblik i øjne.

"Okay, jeg ved at du skjuler noget for mig. Spyt ud " svarede jeg ham på nok en lidt for skrap måde. Men der var gået nogle uger, hvor det har blevet ved med det her. Og jeg var ved at blive utålmodig.

"Hvis jeg siger det. Vil du så love at du ikke bliver sur på mig? " Han så bedende på mig.

"Okay, jeg lover det. Du gør mig godt nok bange når du siger det. Er det da noget forfærdelig? Hvorfor skulle jeg overhoved blive sur på dig? " Jeg så lidt forvirret ud, for jeg vidste ikke hvad der forgår. Men jeg vil havde det at vide. Jeg kunne simpelthen ikke gætte, hvad det var han skjuler for mig.

"Nu skal du høre. Jeg har kommet til at anmelde Camilla ind på en isolering sted, hvor min far arbejder. Jeg ved godt det er slem, men jeg kunne ikke klare at se hende ukontrolleret. Altså hun fik dig næsten dræbt der. Hvad havde du regnede med? " Han ventede på et svar, men der kom ikke noget. Han havde fået Camilla væk. Det var der for hun var så underlig. Det var der for hun sagde farvel. Det havde intet at gøre med mig.

"Hvornår skete det? " Fik jeg fremstammede mellem mine sammenbidte tænder.

"Det skete en måned siden, jeg er ikke sikker. Jeg kan ikke helt huske det. " Han så stadig bekymrede ud på mit ansigt. Han søgte sikker efter, hvordan jeg havde reageret på det han havde sagt. Men jeg var svær af antyde.

"Jeg bliver nødt til at gøre noget. " Jeg rejste mig op uden at se på Sam. Da jeg gik ud af døren, løb jeg næsten hen til bilen. Jeg smækkede bildøren efter mig, og satte nøglerne ind i bilen. Bilen startede med et brøl. Mine øre lyttede ikke efter. Min hjerne var et andet sted, men alligevel havde de kræfter nok til at køre hen til stedet. Jeg kørte hurtigere end det højst nødvendige, men jeg var ligeglad. Jeg skulle bare der over. Da jeg var noget til at der kun var nogle få blokke væk, kom der en trafikprop. Alle stod i kø for at komme videre. Jeg kunne ikke vente på det her mere. Mine åbnede bildøren. Med en lyn hurtig bevægelse var jeg ude af bilen. Mine ben var begyndt at spæne imellem bilerne. Der blev dyttede og råbt efter mig, men gæt hvad. Jeg var ligeglad. Der gik kun femten minutter før jeg var der. Jeg havde aldrig været her, eller set et. Men det så helt sikker anderledes ud. Jeg troede det vil være indelukkede, men udenpå så det næsten hyggeligt. Men det var sikker kun udenpå, og jeg havde ret. For inde i lignede det præcise det jeg havde forventede. Dyster, indelukkede og en held del spookey. Der sad sindssyge mennesker i venteværelset, og vagterne så helt uhyggelige ud. Alt var næsten en meget lysegrøn. Den lignede næsten en hvid. Mine ben bevægede sig hen til disken. En ung dame kom frem bag disken. Jeg var ret sikker på at hun arbejdede der.