Forvandlingen

Begravelsen

Hvide og røde roser spredt ud på den flotte grav. Hendes navn var skrevet på den store robuste gravsten. Det var lidt mærkelig at tænke på, at vi bare har begravet en tom kiste. Men vi havde jo ikke hendes lig, så det bedste var nok på den måde. Jeg kan stadig ikke fatte, at hun er død, og at Sam forrådte mig. Det har været en svær uge, og alligevel var det mig der lever og ikke hende. Efter alt det vi havde været igennem, så fik vi alligevel ikke hinanden. Jeg vil aldrig kunne holde hende, eller presse mine læber mod hendes. Der kom en tåre som trillede ned af min kind, men jeg skyndte mig at tvære den ud med min hånd. Skyerne var ved at forvandle sig til nogle grå klatter, som skyd små dråber vand ned. Det lød som ren musik, når regndråberne lander på de grønne blade på det store træ, som skyggede over graven og mig. Jeg vidste godt det var ved at blive koldt og mørkt, men jeg vil ikke gå hjem nu, selvom alle andre var gået hjem. Det var som om at forlade hende igen, og jeg vil ikke forlade hende. Det kunne jeg ikke. Så jeg slog armene om mig selv, og satte mig op ad det store træ. Jeg hostede en enkel gang. Det var så underligt. Jeg havde hostede lige siden jeg havde set Camilla forsvinde, og det var ikke det eneste. Jeg har haft svimmelhed, hovedpine og kaste op. Jeg har ikke feber, eller det mener jeg ikke. For jeg er ikke varm, når jeg mærkede min pande. Men jeg har haft de mærkeligste drømme lige siden, og det handler alle sammen om Camilla og sort hul. Og når jeg vågner op, er jeg så svedig af angst. Hallucinationer er også ved at komme op, men jeg tror bare det på grund af min depressioner.

"Skal du ikke til at komme hjem, dreng, " Hørt jeg nogen sige. Jeg orkede ikke at kigge hen på, hvor lyden kom fra.

Så jeg svarede bare: "Lige om lidt. Skal bare sige et sidste farvel. "

Skridt kom nærmere, og jeg lod som om jeg pillede ved noget på min jakke.

"Når hvem har du mistede så? " Spurgt personen igen.

"Min kæreste, " Personen stod nu ved siden af mig, så jeg fortsatte bare, " Hun hed Camilla. Hun døde på grund af mig, og hun vil aldrig komme tilbage. Hvordan kan jeg tilgive mig selv for det? " Jeg ventede ikke på svar, for jeg vidste at personen kunne ikke give mig de svar, som jeg gerne vil have.

Men alligevel sagde personen et svar, og det kom helt bag på mig. " Man siger hvis man elsker en person så meget, så vil der altid leve en del af personen inde i dig. Det var Camilla hun hed ikke? " Han kiggede på mig, og jeg nikkede sammenbidt, og han fortsatte: "Godt. Så du vil altid have et lille stykke af Camilla med dig, fordi du elsker hende. Du vil aldrig miste hende uden set hvad, men på et tidspunkt når tiden er inde må du give slip på hende. For du kan nok ikke leve hele dit liv ved at sørge over hende. "

Jeg var så overraskede over det svar at jeg kiggede på personen. Det var en ung mand som arbejder her på kirkegården er jeg ret sikker på.

"Det skal jeg nok huske på, men jeg tror der kommer til at gå lang tid. Hun var en helt speciel pige. Når jeg må se at komme hjem ad. Tak for peptalken. " Og med det rejste jeg mig op, og gik. Lige enden jeg gik ud ad porten, tog jeg et enkel og sidste blik på Gravstenen. "Farvel Camilla, " Hviskede jeg næsten, og gik ud af porten. Med bilnøglerne i hånden gik jeg ud til bilen og kørte hjem.

Da jeg var nået hjem, gad jeg ikke en gang sige hej. Jeg gik bare direkte op på mit værelse, og smed mig på sengen. Min telefon brummede en enkel gang. Min arm strakte sig efter den, så jeg kunne få fat den. Det var bare endnu en besked om hvor kede de er at høre om Camilla. Den gad jeg ikke læse nu. For lige nu gad jeg bare at sove den her forfærdelige dag væk. Men da jeg lukkede øjne, hørte jeg skrig inde i mit hoved. En tåre løb ned af min kind, fordi de var ikke hvilken som helst skrig. Det var Camillas, som skreg om at komme ud. Jeg holdt mig for ørene, selvom jeg vidste at det ikke hjalp, for det var alt sammen inde i mit hoved. Det var som om hun var inde i mig. Jacob. Jacob jeg er her. Jeg kan ikke fatte det. Var hun inde i mig? Var der seriøs et lille stykke inde i mig? Jeg rejste mig op, og gik hen til spejlede. Jeg var helt målløs. Var det mig? Hvad sker der med mig?

For inde i spejlet så jeg en person der lignede mig, på en prik. Men der var en ændring. En lille ændring der gjorde mig rædselsslagende. Jeg havde sorte øjne...