Forvandlingen

Du er altid hos mig

Synspunkt Jacob.

Lige foran mig kunne jeg se, at hun kollapsede . Skylden og hjælpeløsheden kom frem. Det var ikke på grund af det var min skyld. Ærligtalt ville jeg ikke have det her skulle ske. Jeg følte skyld på grund jeg føler jeg kunne have gjord det anderledes. Hjælpeløs på grund af jeg ikke kunne hjælpe hende, kunne ikke gribe hende. Jeg var hjælpeløs. Så da jeg prøver med fulde kraft på at komme fri fra de reb der holde mine arme, var det eneste jeg tænker på var Camilla. Jeg var ligeglad med hvad der skete med mig, hun skulle bare leve. Hun skulle havde et liv. Men da jeg så på personen bag hende, var der kun vrede tilbage. Personen der stod bag hende med kniven i hånden. Ham jeg kendte lige siden børnehaven, som havde stykkede Camilla ned. Ham der havde fået hende døende. Jeg kunne ikke få ord på hvor meget jeg er vred på ham. Jeg stirrede bare forbløffede på med chokerne øjne. Men da jeg enlig fjernede blikket så jeg Camilla prøvede at kravle væk. Men da jeg så at personen, som stak Camilla, opdagede det. Han tog hendes hånd i hænderne, og tvang hende til at rejse op.

Jeg skulle jo gøre noget. "Sam du behøver ikke det her. Kan du husk at du hjalp os? " Sagde jeg så med en blid stemme.

"Ja, det kan jeg godt, og jeg fortryder det. Hun drab min far, " hvæsede han. Han lagde hvert fald meget tryk på det sidste.

"Jeg drab ham, fordi jeg blev nødt til det, " stønnede Camilla med en meget skrøbelig stemme fuld af smerte.

"Du kan måske også blive nød til at dræbe mig eller Jacob. Hvem ved hvad du er i stand til. Se det nu i øjne Camilla, du kan ikke beskytte nogen. Ikke en gang der selv. Sidste gang du var sammen med Jacob, endte du med at få ham i koma, " han kiggede nu på mig og fortsatte: " Hun er farlig for dig, Jacob. Hun slår dig ihjel. Vil det ikke være for det bedste at aflevere hende til myndighederne. "

"Hvis du gør det Sam, så vil de hende kun ondt. De er fuldstændig ligeglad med hende, " sagde jeg nok lidt for desperat i stemmen.

"Det er for sent Jacob. Jeg har ringede til dem. De er på vej. "

"Du kan stadig nå, at gøre det rigtige. Få Camilla væk her fra, " jeg holdte en pause, for at se at han overvejede det. Der var et glimt, men jeg vidste det ikke var nok, så jeg fortsatte, "hvis du ikke vil gøre det for hendes skyld, så gør det for min skyld. Bare red hende. "

Jeg holdte blikket på Sam, men jeg vil så gerne se på Camilla. Men jeg havde på fornemmelse, at hun var stoppede med at kravle.

"Jeg vil ikke gøre det. Det er forkert at lade være. " Han havde et forpint udtryk, men inderste inde ved han, at han gør det rigtige, eller det troede han.

"Må jeg i det mindste sige farvel? " spurgte jeg så. Han er da ikke så følelseskold. Eller er han?

"Så gør det hurtigt, jeg kan høre bilen, " sagde han, og gik hen for at binde mine hænder op. Med det samme han havde gjort mig fri løb jeg hen til hende. Kniven sad stadig i hendes mave.

"Hey, hold ud. Jeg får den kniv ud, " sagde jeg stiller og rolig. Jeg prøvede at holde min stemme rolig, nu hvor hun var så svag. Jeg håbede på også at hun ikke vil stille spørgsmål, så jeg behøvede ikke at sige til hende, at hun bliver hentede om lidt af nogle mænd, der nok vil mishandle hende.

Med rolige hænder tog jeg ud mod kniven. Jeg vil ikke lave fejl denne her gang. For at lave fejl skulle det være en forkert bevægelse, og så vil hun føle endnu mere smerte. Kniven skulle bare ud, så hun kunne være fri for den smerte, og så vil jeg klare det andet senere. Tankerne skulle bare væk fra mit hoved. Kun tænke på den ene tanke og få den kniv ud. Så jeg tog et fast greb om det, så fast at man kunne se mine blodåre, og trak til. Den kom glidende ud af hendes mave. Det var overstået. Hun havde det forfærdelig. Det kunne man se i hendes øjne, men jeg kunne også den pige jeg blev forelskede i. Et varmt kærligt smil, og selvom hun havde forandrede sig kunne jeg stadig se hende som min Camilla. Mine arme fandt rundt hende, og jeg løftede hende en smule op, så hun lå på mit skød. Jeg gad at dø for hende hundrede af gange bare for at få det tilbage som det var før. Tilbage hvor alt det forfærdelige ikke eksisteret. Jeg holdte på det dybe sår i maven, for ikke det skulle bløde så meget. Mine læber fandt sted mod sin pande, og jeg kyssede hende blidt. Alt var stille, og jeg kunne mærke en noget vådt der løb ned af min kind. Der kom røde stråler ind i rummet. Det var forbi. Jeg kunne ikke gøre noget. Flere mænd var kommet ind i rummet med geværer og kæder. Jeg holdt Camilla endnu tætter ind til mig, men det vare ikke længe. Pludselig Kunne jeg mærke to hænder der greb under mine arme, og blev hivet op, så Camilla blev liggende på gulvet omringede af et hold af bevæbnede mænd der har sigtede deres gevær mod hende. Med alt min kraft prøver jeg at slippe fri fra Sams greb igen. Jeg syns at det bliver ved med at gentage sig selv. Sam trækker mig væk, mens jeg kæmper i mod for at komme hen til Camilla. Det er faktisk ret irriterende det her.

"Hvorfor prøver du Jacob, når du ved du ikke kan vinde, " Spørg han så.

"Fordi jeg elsker hende, har du aldrig prøvede at elske nogen, så du vil gøre hvad som helst hende, " Sagde jeg lige ud og holdt op med at kæmpe.

Og med et slap han grebet om mig, og jeg løb hen i mod hende, så jeg stod mellem hende og mændene.

"Hvis du vil dræbe hende må du dræbe mig, " men da jeg fik sagt den sætning, skete der noget. Camilla var dækkede af mørk energi. Det var som om hun blev løftede op af gulvet og op i luften. Hun svævede kun nogle få centimeter fra jorden. Alle kiggede bare. Vi ane ikke hvad der vil ske, men mændene tror det er noget farligt. Vi var så optaget at jeg næsten ikke lagde mærke til, at et pistol skud ramte hende. Jeg troede hun vil falde om eller bare falde ned på jorden, men i stedet for blev hun til en røgsky. Det var underligt. Intet blod, ingen krop. Bare en sky der hurtigt forsvinder. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle forholde mig til. Var hun død, eller var hun bare forsvundet? Jeg følte mig trist, men der var håb et sted, var der ikke?