Hope h.s

Pearl Harbor Trip

                                    -Violet's synsvinkel-

Jeg er ekstremt spændt på den tur vi skal på, og så også fordi, at Harry har planlagt turen. Så kan det næsten kun blive godt. Vi står lige nu og er igang med, at gøre os klar. Harry siger at vi ikke må have taske med, hvilket jeg syntes er noget pis. Hvorfor fanden må man ikke det? Det er jo praktisk. Hvor skal man så have sin pung, mobil eller mad. Hvad folk nu ellers har med. Det giver jo ingen mening overhovedet. Upraktisk siger jeg dig. Men jeg bliver vel nød til, at leve uden min livsnødvendige taske for en dag.
"Er du ved at være klar skat?" Spørger Harry og ligger sine arme om mig, jeg nikker kort og kysser hans kind inden jeg tager sko på.

Vi køre ud til det skib vi skal sejle med. Den her tur kommer til, at tage det meste af dagen, men det har jeg det fint med, så længe jeg er sammen med Harry, så er alt godt.

Vi få betalt for turen, og får sat os ned i skibet. Harry ligger en arm om mig, og trækker mig ind til ham, imens der er en som fortæller en helt masse ting om, hvad der skete dengang. Det er ret spændende og få lov at opleve det her, og se nogle af de ting som var med under den her krig. Man skulle måske ikke tro det, men jeg er faktisk okay glad for historie. Det var ikke mit favorit fag i skolen, men det var bestemt heller ikke mit hade fag.

Skibet stopper uden for et lille hus, og vi bliver bedt op at gå ind. Der er et lærred i den anden ende af rummet, og der er sat massere af stole op. Fortælleren går ned til lærredet, og stiller sig så vi alle kan se ham.

"Som i nok kan se, er det her ikke et særlig stort hus, men det er også specielt lavet til den her tur. Lige om lidt bliver der vist en 30 minutters lang dokumentar, som jeg håber i alle kan lide, da den fortæller rigtig meget om krigen. God fornøjelse." fortæller manden foran lærredet.

Harry læner sig indtil mig og spørger  "Er det kedeligt?" Jeg ryster ivrigt på hovedet, "Nej, overhovedet ikke, det er vildt spændende" han smiler og nikker. 

Dokumentaren er vidt spændende, men jeg kan ikke lade vær' med at fælde en tåre da en ældre dame kommer frem på skærmen, og fortæller det hun kan huske af krigen, da hun sandsynligvis var en lille pige under krigen. Dokumentaren er lidt ældre, men det gør intet. Den er rigtig god, og den går lige i hjertet.

***

Vi når tilbage til vores hytte omkring klokken syv om aftenen. Det ha virkelig været en god tur, også selvom jeg skulle undvære min taske.

"Hvor er jeg dog træt" siger jeg og smider mig på sengen. "Også mig" siger Harry og lægger sig ved siden af mig.
"Hvad syntes du om det?" spørger Harry og fjerner en tot hår om bag mit øre. "Det var virkelig rørende, men mega spændende. Det var en rigtig god tur, og jeg er rigtig glad for at vi kom af sted" forklare jeg og kysser ham.

*

Vi kom hjem for cirka en uge siden, og det har bare været sådan en fantastisk ferie. Jeg har sådan nydt at være i Harrys selskab, bare os to. Det har virkelig været fantastik. Jeg kunne ikke være mere glad. 
Harry havde planlagt så mange ture, vi var næsten af sted hver dag.

Jeg nyder dog også at være hjemme igen. Vi skal til skanning her om en times tid, så det bliver spændende. 

"Hvad tænker du på?" spørger Harry, hvilket rykke mig ud af mine tanker. "Bare på, hvor fantastisk en tur vi har haft" smiler jeg. "By the ways, du tager med til skanningen ik?" spørger jeg. "Jo selvfølgelig gør jeg det" 
Han er jo trods alt faren til barnet, så det havde også være underligt, hvis han havde valgt at blive hjemme. Jeg havde nok også valgt at give ham et spark i røven, og bedt ham om at tage sig sammen. Ej. Harry bliver den bedste far nogen sinde og det skal nok blive godt, jeg er sikker på, at han vil tage med til alle skanningerne, hvis det bliver muligt for ham.

"Vi må hellere se at komme afsted, skat" Jeg nikker og vi køre afsted.

Vi kommer ind til skanningen, og Harry holder mig i hånden under hele skanningen. Jeg elsker ham så ufattelig højt.

Den kvindelige læge føre skannings dimsen rundt på min mave, hun rynker sine øjenbryn sammen i koncentration og kigger på skærmen. Hun tager stetoskopet ud af hendes øre, og tørre geleen af min mave. 

"Jeg er frygtelig ked af det" siger hun, "Men jeg er bange for, at du har tabt barnet" hun kigger medfølende på mig. "Det er jeg ked af. Jeg vil lade jer være alene lidt"

Jeg kan mære tårerne komme frem, jeg kigger op på Harry og kan se han allerede græder.
Hvorfor er vi altid så uheldige? Hvorfor kan der aldrig ske noget godt for os?
Tænk jeg virkelig har tabt barnet.
"Undskyld Harry"
"Det er ikke din skyld, Baby. Det vil det aldrig være" græder han.

Jeg ønsker jo bare vi skal være lykkelige.

Undskyld for den laaange ventetid, det er jeg rigtig ked af.
Håber i nød kapitlet alligevel :)