De to verdener

Liuzio

I dag er det lørdag og jeg er alene hjemme hele dagen fordi min onkel er taget til lufthavnen for at hente min søster. Malene. Hun har været i Barcelona de sidste mange år. Heldigvis. Malene er 3 år ældre end mig, men opfører sig som om hun er meget ældre, bedre, pænere og klogere end mig. Jeg kan virkelig ikke lide hende! Inden min onkel tog afsted snakkede vi kort om Zullio. Jeg fatter det stadig ikke helt, hvorfor har han ikke sagt det før?? Da jeg sad og spise morgenmad besluttede jeg mig for at finde vej til Zullio. Så jeg har pakket en taske med noget mad og vand som jeg kan tage med. 

"Felix, hvor er du? Jeg går ud vil du med?" jeg stod ude i gangen og råbte da Felix' stemme kom frem i mit hoved.

"J jeg.. soverrr, vent. Sagde du ud?" Og bum. Så stod han klar foran mig.

Sammen gik vi rundt og ledte efter hvor passagen til Zullio kunne være. Min onkel havde sagt 3 kendetegn

1) Der er aldrig nogen mennesker der

2) Ikke til at overse

3) Teksten "Liuzio" står et sted ved portalen

Jeg havde tænkt hele natten over hvor det kan være henne, men jeg har besluttet at gå på biblioteket. Kort tid efter, at jeg er kommet derind kommer en bibliotekar hen til mig.

"Hej, kan jeg hjælpe dig med noget?" hendes stemme minder mig om Perries fra Little Mix.

Jeg fortæller hende, at jeg leder efter noget med teksten "Liuzio" på, men det kender hun ikke til. Så Felix og jeg går ud igen og begynder, at lede på egen hånd. Vi gik i parken, på havnen, gågaden og til kirken før det går op for mig. Jeg har vidst det hele tiden. 

"Felix, jeg ved hvor det er!" jeg blev helt glad

Hans stemme kom som et helt chok for mig frem i mit hoved, "Virkelig? Hvor? Hvordan?"

Jeg har ikke tiden til, at svare på det så jeg går bare. Det er selvfølgelig i skoven. Ude ved søen. Jeg har set flere billeder af den sø. Både hjemme i det gamle hus, men også her i det nye og på skolen. Det hænger over det hele. Jeg begynder, at små løbe derhen af bare glæde. Da vi endelign når hen i skoven får jeg øje på en stor sø præcis som den på de mange billeder. Vi går det over og leder efter ordet "Liuzio", men vi kan ikke finde det. Nogen steder. Pludselig dukker Felix' stemme op i mit hoved og jeg får et chok

"Det er her ikke. Det der ord eller tegn.. Er du overhovedet sikker på at det er her?"

Jeg skuer irriteret til ham. 

"Ja, selvfølgelig er jeg sikker. Det skal være her."

Jeg kigger rundt om søen i en halv time uden nogen form for held. 

"Felix?" der er et skær af jeg-tror-jeg-ved-det i min stemme "Jeg tror, jeg har fundet indgangen til Zullio, men du skal gå hjem igen. Jeg kan ikke have dig med." 

Felix kigger nysgerrigt på mig fra den anden ende af søen.

"Hvor henne? Her er da intet magisk." han lyder lidt irriteret over, at det ikke er ham, som har fundet indgangen, men prøver at skjule det.

Jeg kigger ned på søen. Det er den. Selve søen. Den er ikke til at overse og der er ingen mennesker nede i søen. Jeg begynder så småt at tage mine sko af for jeg vil hoppe derned.

"Stop, Sarah, du skal ikke gå derned nøgen. Tænk hvis det er der! Så kommer du til Zullio nøgen. NØGEN." 

Han har ret. Jeg tager mine sko på igen og kigger nervøst fra Felix, ned på søen og tilbage på Felix igen. Jeg tæller højt og langsomt.

"1...2.."

"3!" og så hopper jeg. Jeg holder vejret så længere end jeg kan. Intet sker. Jeg prøver, at åbne mine øjne, men jeg er bare undet vandet. Og med ét blivet alt sort...

---------------------------------------------

Jaaa! Her er et kapitel mere. Jeg er ked af at det har været så længe under vejs, men her er det. Jeg håber, at I kan lide det og stadig læser med. Fra nu af vil det komme mange flere kapitler.