Forkert Nummer [M.C]

2: Ny ven?

Hvem kan det mon være?
På displayet står der med store runde bogstaver: ukendt. De første 3 gange prøver jeg at ignorer opkaldet, men efter det 3 bliver jeg ret så nysgerrig.

Jeg trykker hurtigt på accepter og trækker telefonen op til øret.

UKENDT: "Endelig tager du telefonen, Ashton! Hvor er du? Vi skal på scenen om 10 minutter!" Udbryder en let irriteret stemme.

LAURA: "Øh. Hvem er Ashton?"

UKENDT: "Du er tilfældigvis ikke en trommespiller i et band, og hedder Ashton.. Vel?"

LAURA: "Burde jeg? Og hvem er du forresten?"

UKENDT: "Akavet. Forkert nummer. Jeg er Michael. Hvem er du?"

LAURA: "Hvis det er forkert nummer du har ringet op, hvorfor lægger du så ikke på?"

UKENDT: "Hvorfor lægger du ikke på? *BAGGRUNDS LYDE* Jeg er nød til at smutte, Laura. Tilføj mit nummer!"

Det er det sidste han siger før han lægger på.
Hvordan hulen kender han mit navn?
Hvem er Michael?
Hvor har han mit nummer fra?

"LAURA" råber min mor.

"HVAD?!" råber jeg tilbage.

"SKOLE. NU" udbryder hun.

Nå jah, jeg går stadig i skole...

Jeg skynder mig at trække noget tøj på og binde mine Converse.

"Jeg er klar" mumler jeg og tager min taske. "Farvel" siger jeg og forlader huset.
                   -

Tiende klasse, er en hård klasse, især når man har Mrs. Johnson til matematik. Jeg tog tiende klasse, fordi jeg havde misset så meget af skolen før i tiden.

"LAURA S!" Råber hun og slår mig ud af mine dagdrømme. Jeg sætter mig op med et sæt.

"Hvad?" Spørger jeg og kiggede forvirret op på den sure dame der kigger ned på mig.

"Hvor mange gange skal jeg sige at telefoner skal bære på lydløs?" Spørger hun frustreret. Jeg kigger ned på bordet. Syv ubesvarede opkald. Ni nye beskeder.

"Ups" hvisker jeg.

-

Okay jeg blev sendt på kontoret for at være uopmærksom. Men det er heller ikke første gang. Faktisk er skoleinspektører en af mine tætteste venner.

"Laura" tøver Thomas, skoleinspektøreren. Jeg følger ham ind på hans kontor.

"Hvad så? Hvordan går det med den forlovede?" Spørger jeg og sætter mig ned i stolen.

"Vi venter en datter til April! Men videre til sagen.. Hvad er din undskyldning den her gang?" Spørger Thomas.

"Tillykke. Min grund er: det ved jeg ikke. Alt det der sker med en teenager." Lyver jeg.

"Du er sytten år!" Udbryder han. Jeg nikker.

-

Da jeg endelig bliver løsladt for det fængsel. Jeg trækker mobilen op ad lommen og læser beskederne igennem.

Ukendt:  Hey! Hvordan går det?

Ukendt: Laura? Det er Michael.