A guy like you | (dansk)

Kap 22.

Kære børn, Ashton og Sophie.

Den første gang, at i hver især åbnede jeres små bitte øjne, blev jeg forelsket. Jeg blev ikke bare forelsket, men mit hjerte smeltede. Følelsen af at have skabt liv, at have skabt jer og givet jer mugligheden for livet, det er en følelse, der ikke kan beskrives med ord. Jeg kunne ikke andet, end tænke på hvor meget jeg ville gøre for jer. Ærligtalt, i var hele min verden. Så var der Jens, jeres far, han har altid været helt speciel, og det ved i ligeså godt som jeg. Mennesker ændre sig, man forelsker sig og somme tider tager man nogle valg. Jeg tog et valg, da i blev født. Et valg, der indebærte en stor sorg og smerte. Da jeg var ung, forelskede jeg mig i en mand, Noah. Han var fantastisk og jeg elskede ham af hele mit hjerte. Desværre skulle jeg giftes væk, til en mand der hed Jens. Jeg var rasende, for jeg kunne ingenting gøre. Når min far først havde sagt noget, var det sådan at det blev. Ingenting kunne laves om. Jeg blev gift med Jens, men jeg lærte aldrig at elske ham. Min mor sagde, at det ville blive bedre med tiden, for vi var jo meget unge. Det blev kun værre for hver dag der gik. Han behandlede mig forfærdenligt og det var som om, at jeg ikke eksisterede. Årene gik og jeg længtes mere og mere efter Noah. En dag da jeg var ude for at handle ind, stødte jeg på ham. Vi genkendte hinanden med det samme, og selvom der var gået mange år, lignede han stadig sig selv på en prik. Han var den samme, og jeg kunne med det samme mærke, at forelskelsen kom stormende tilbage. Vi snakkede i lang tid og udvekslede telefonnumre. Et par dage efter mødtes vi igen. Jeg vidste med det samme, at jeg ikke længere ville være sammen med Jens. Jeg snakkede med min mor og fortalte hende om Noah. Hun sagde, at jeg havde bragt skam over familien. Jeg havde været Jens utro og var blevet gravid med Noah. Jens fandt hurtigt ud af det og han truede med at slå Noah ihjel. Jeg skulle fortælle Noah, at det ikke var hans barn, og at han skulle rejse væk. Han tog til London. Jeg blev nødt til at gøre det. Tanken om den sorg, det ville være at miste Noah for altid, var større end tanken om sorgen af, at jeg aldrig skulle se ham igen. Jeg var knust. Et par måneder efter fødte jeg dig Ashton, du var det bedste der længe var sket i mit liv. Du lignede mig, men jeg kunne se Noah i dit blik. Jens blev rasende, for han kunne ikke se andet end Noah, når han så på dig. Et par år gik, Jens ville have et barn, et barn han kunne kalde sit eget. Vi var sammen, men heldigvis blev jeg ikke gravid. Jeg fortalte det ikke til Jens, istedet mødtes jeg med Noah i hemmelighed og blev gravid med endu et af hans børn, dig Sophie. Vi var ulykkelige, for han vidste ligeså godt som jeg, at vi ikke kunne være sammen. Han gav mig sin adresse i London, og sagde, at hvis jeg nogensinde slap væk fra Jens, skulle jeg komme til ham. Jeg fortalte Jens, at jeg var blevet gravid. Han glædede sig til, at se sit eget barn komme til verden, han havde heldigvis ingen mistanke. Månederne gik og Sophie blev født. Jeg kunne ligsom med Ashton, se Noah i hendes blik, men det kunne Jens ikke. I voksede op med Jens som jeres far, han behandlede mig bedre efter, at Sophie kom til verden. Han undskyldte for alt han nogenside havde gjort, men jeg lærte aldrig at elske ham. Han sagde, at hvis i nogensinde fik det at vide, ville han slå både Noah og jeg ihjel. Som i nok forstår, er Jens ikke jeres far, det er Noah. Alt hvad Jens og jeg har fortalt jer om vores forhold, har været en stor løgn. Vi har aldrig haft det godt sammen. Historien om hvordan vi mødte hinanden er også en stor løgn. Nu ved i det hele, hvis i altså nogensinde finder dette brev. Grunden til, at jeg har valgt at placerer dette brev, på lige netop dette billede hvor vi sidder på bænken i parken, er fordi, at jeg ved Jens aldrig vil finde det. Han hader det billede, fordi det minder ham om, at hele historien om hvordan vi mødte hinanden er løgn. Og at jeg aldrig vil komme til at elske ham, som jeg elskede Noah. Jeg ved, at jeg aldrig vil tilgive mig selv, for det som jeg har tænkt mig at gøre. Jeg vil finde Noah. Jeg kan ikke det her mere, når Jens og jeg kommer hjem fra ferie, er det slut. Jeg bliver nødt til at efterlade jer her sammen med ham. Det bliver det sværeste jeg nogensinde har gjort, men jeg ved, at jeg ikke vil fortryde mit valg.

Jeg vil altid elske jer- mor.

Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige, føle eller tænke. Hun havde altså planlagt at efterlade os sammen med far helt alene. Eller han er jo så åbenbart ikke vores far. Tanken gør mig hidsig og jeg glæder mig endu mere til, at komme væk fra det her forfærdenlige sted. Tænk at hun ville gøre sådan noget mod os. Tænk at de har løjet over for os hele livet, vores far er ikke vores far. Vores rigtige far hedder Noah. Hun skriver, at hun ikke vil fortryde sit valg. Hold kæft hvor er hun egoistisk, jeg kan slet ikke holde det ud. Jeg forstår bedre hvorfor min far, (eller det er jo ikke min far, så lad mig bare sige Jens.) Jeg forstår, at Jens ikke har elsket mig på samme måde som Sophie, for han har vidst, at jeg ikke var hans. Sophie er heller ikke hans, men det har han altid troet. Jeg sidder stadig med brevet i hånden, jeg vender det om for, at lægge det tilbage i kuverten. Jeg stopper, der står noget på bagsiden. Det er en adresse, Hoxton Square 355. Det må være der han bor. Min far.

--

Sikke et kapitel, man kan vist roligt sige, at der kom nogle sandheder på bordet.

Tuside tak fordi, at du læser med<3

Vi ses:)

xxx Laura.