En helt normal pige...

Kapitel 2

Jeg er henne på skolen efter 5 minutters gang. Jeg når lige at sætte mig ned på en stol, inden klokken ringer ind. Først da læren kommer ind ad døren, opdager jeg, at jeg ikke har sat mig ved siden af Jennifer, min bedste veninde. Hun flyttede sammen med os, fordi hendes forældre er skilt, og hun er lige fyldt 19 så, hun er flyttet ind i en lejlighed som kun ligger 1 minuts gang fra skolen. 

Jeg vender hovedet og ser lige ind i øjnene på en ny dreng. Vi holder øjenkontakten i noget der føles som en evighed, jeg kigger væk, og mærker hvordan blodet strømmer op i mine kinder. Jeg kigger diskret på ham igen. Hans hår er nøddebrunt, og han har de smukkeste brune øjne jeg nogensinde har set. Han har en stram, hvid t-shirt på, så man kan se hans perfekte muskler lige under stoffet. Hans kæbelinje er tydelig på en ekstremt tiltrækkende måde. Han kigger på mig, og denne gang er det ikke mig der bliver rød i hovedet. Vi kigger begge væk.

"Noa" læren råber mit navn op, og der går 5 sekunder før jeg reagerer, så Jen siger ja for mig. Jeg kigger hen på hende og laver tegnet. Tegnet er noget vi lavede da vi var 13 år gamle. Det betyder at vi skal snakke sammen ASAP. Jeg vender hurtigt hovedet om igen da jeg hører drengen sige "ja". Vent hvad hed han?! Nu hørte jeg jo ikke hvad han hed! 

Da læren er færdig med at tjekke fravær, beder hun om klassens opmærksomhed, da der er en vigtig ting hun lige skal fortælle før vi går i gang med undervisningen. "Som I nok har bemærket, har vi fået en ny elev i klassen. Vil du ikke være sød at rejse dig op?" Han rejser sig op, og klassen bliver stille, vi kigger alle sammen på ham. "Noa vil du godt være sød at vise ham rundt i frikvarteret? Og du må også meget gerne sidde sammen med ham resten af dagen, så han lærer en at kende, I er trods alt nye begge to," siger læren. "Det vil jeg rigtig gerne" svarer jeg hurtigt, måske lidt for hurtigt. Han kigger ned på mig og smiler. Først da, lægger jeg mærke til hvor høj han egentlig er, han er nok 1,85 m høj. 

Det eneste jeg kan tænke på resten af timen er hvornår jeg kan komme ud, og vise ham rundt. Jeg har stadig ikke fundet ud af hvad han hedder. Endelig ringer klokken ud til frikvarter. Vi er færdige med at pakke sammen på samme tid, og så går vi ud sammen. Først viser jeg ham hallen, så laboratoriet, sprogfløjen, kantinen og til sidst spisearealet. Vi sætter os ved et bord, hvor der ikke sidder nogen andre.