En helt normal pige...

Kapitel 5

Vi sidder oppe på mit værelse. Min mor havde heldigvis også valgt at rydde op på mit værelse. Jeg sidder i skrædderstilling på sengen, og han sidder på min kontorstol. Vi har hver vores kop med varm kakao. "Har du nogen søskende" spørger jeg ham. Han griner lidt fjollet, men det klæder ham. "Jaaa...jeg har skam søskende...haha...jeg har 1 søster og 2 brødre...haha" svarer han grinende. "Wow!" udbryder jeg, og så griner vi sammen. Da vi er færdige med at grine spørger jeg ind til hans forældre. "Hvor lang tid har dine forældre været gift? Og hvad arbejder de med?" spørger jeg. "Øhm de har nok været gift i snart 20 år, min far er overlæge, og min mor er event-planlægger for millionære." 

"Wow! Min mor er sygeplejerske, og min far, ja han..." det er det eneste svar jeg har lige nu. Jeg ville ønske at jeg også havde nogen søskende. Jeg ville ønske at min far var her lige nu, jeg savner ham sådan. En tåre triller ned af min kind. Han sætter sig hen til mig og holder om mig. Jeg begynder at hulke. Han trøster og aer mig. Han trækker mig tættere ind til sig, og jeg ligger med hovedet hvilende på hans brystkasse. Igen får jeg denne fornemmelse af, ikke kun at lugte hans parfume men ham. 

"Hvad skete der?" spørger han efter der er gået omkring en halv time uden at vi har flyttet os. "Jeg var sur på ham, han skulle til at rejse igen. Han rejste hele tiden på grund af sit arbejde. Denne gang skulle han være væk i en måned, han skulle til Kina, for at arbejde med nogen samarbejdspartnere eller sådan noget. Det sidste jeg sagde til ham var at jeg hadede ham" en stille tåre triller. "Vi kørte ham hen til lufthavnen, og jeg ville ikke sige farvel, jeg skulede bare og satte mig ind i bilen igen. Der gik to timer efter vi var kommet hjem før vi fik nyheden." jeg kan mærke at min stemme bliver grødet, så jeg vælger at holde en pause. 

"Du behøver ikke at fortælle mere hvis du ikke vil" siger han medfølende. "Jeg vil gerne, jeg har ikke snakket med nogen om det før, ikke engang min bedste veninde eller mor. Men altså vi fik opkaldet præcis klokken 01:39 om natten. De fortalte os at flyet havde styrtet ned i havet, og man havde mistet al kontakt, og at der derfor var 99,9% sikkerhed på at der ikke ville være nogen overlevende. to måneder efter havde de endelig fundet ligene fra flystyrtet. Jeg så aldrig min fars, jeg ville ikke, jeg kunne ikke. Vi valgte at holde begravelsen med lukket kiste. Min fars familie har en tradition for, at mandens familie skal sørge for begravelsen. Derfor så vi ham aldrig igen."  afsluttede jeg.