Kærlighed gør ondt [ Love hurts ] 13+

Kærlighed gør ondt - Kap. 8

Kapitel 8

Om morgenen da jeg stod op gik jeg først i bad. Varmt vand strømmede ned over mig. Det føltes som en drøm. Så dejligt var vandet.

Jeg kiggede ned på min krop. Alle havde ret. Pigerne. Drengene. Jeg har ikke nogen former. Er det derfor der ikke er nogen drenge

der kan lide mig. Drenge. Chris. Jeg opdagede først jeg virkelig savnede Chris da nogle tårer trillede ned fra mine kinder. Hans kram.

Hans humor. Hans... Kys. Jeg savnede alt ved ham. Jeg slukkede for vandet og gik ud af badet og tørrede mig selv. Jeg syntes det var

koldt. Længtes efter Chris' varme.

"Chris..." Mumlede jeg mellem nogle tårer

Jeg skyndte mig at tage tøj på og gik ned for at få noget morgenmad.

"Vi ses mor!" Råbte jeg til min mor mens jeg skyndte mig ud af døren

Jeg tog min cykel og begyndte at cykle over mod skolen da jeg fik øje på Chris cykle lidt længere oppe ad vejen. Hans skulle til at dreje

og fik øje på mig. Først kiggede han bare men efter et par sekunder smilte han til mig og forsvandt derefter.

Jeg kiggede rundt omkring. Der var ikke andre. Så han smilte rent faktisk til mig. Jeg blev glad inden i og begyndte at smile for mig

selv.

Da jeg kom op på skolen var den første jeg mødte Emilie.

"Hey, skat, hvordan går det?" Kom det fra Emilie

"Jeg tror faktisk mig og Chris har det fint nu!" Sagde jeg med et stort smil

"Kristin, sagde du ikke han havde sagt i skulle holde en pause?"

"Øh.." Jeg kiggede ned på gulvet

"Kristin, mest af alt må du ikke glemme hvad han havde gjort. Du ved. Med Katherine!!"

Jeg kom i tanke om dengang ude på badeværelset. Det var kun et stykke tid siden.

"Kristy, du ved jeg ikke vil gøre dig ked af det! Jeg holder af dig skat og det er derfor jeg siger du ikke skal tænke på ham mere! Han

gør dig kun mere ked af det, den so!" Sagde Emilie så

"Jaja, det fint... Jeg ved det godt!"

"Skal vi gå ind i klassen? Det ringer alligevel lige om lidt"

"Ja, det fint!" Sagde jeg og vi gik ind i klassen

Efter skole

"Kris, vil du være med til at tage hjem til mig?" Spurgte Emilie

"Ja det vil jeg egentlig gerne. Er dine forældre hjemme?"

"Niks! Vi er totalt heldige! Så kan vi spise popcorn hele natten og se gyser film hvor vi begynder at skrige hinanden op i hovedet"

Sagde hun og begyndte at grine

"Jaer, det bliver hyggeligt i aften og det er lørdag imorgen så vi blive oppe så lang tid vi vil!"

"Jeps så gå hjem og spørg din mor. Hvis du kan så bare skriv til mig og husk at pakke dine ting!" Sagde hun så

"Okay, skrives!"

"Skrives!"

Da jeg kom hjem gik jeg over til min mor for at snakke med hende om hyggeaftenen.

"Hey, mor kan vi lige snakke?" Sagde jeg og gik over mod hende.

"Skat, faktisk er der også noget jeg skal snakke med dig om!"

Virkelig?

"Ja selvfølgelig. Hvad er der?"

"Kristin, der har været nætter hvor jeg har hørt dig græde inde på dit værelse. Er der noget galt skat? Har du problemer? Du ved du

godt kan fortælle mig alt søde!" Begyndte hun pludseligt

Fuck. Det. Mand! Hun har haft hørt mig

"Nej mor. Jeg har det helt fint, you know! Det er bare fordi vi er igang med at øve et skuespil til skolen og jeg er så uheldig at have

fået rollen som kvinden der lige havde mistet sin mand!"

Håber hun tager den! Det gør hun nok!

"Skat... Jeg er din mor! Jeg kender dig nok til at vide at du ikke er okay! Altså hvad tænker du om mig?"

"Mor, lad det ligge! Jeg gider ikke at snakke om det nu!" Sagde jeg mens jeg gik op på mit værelse

"Skat, kom her ned!" Sagde hun mens jeg gik op ad trapperne

"Nu!"

"Nej, skal op at gøre mig klar til i aften!"

"Der bliver ikke noget i aften! Hvad tror du lige du skal?" Begyndte hun at tale højere

"Hjem til Emilie. Hyggeaften!" Sagde jeg stadig roligt

"Niks, ingen hyggeaftenen hjemme hos Emilie, hvis du ikke kommer her ned!"

"Mor, jeg gider ikke snakke om det! Har unge nu til dages ikke lov til at holde nogen ting for sig selv mere?" Sagde jeg men en irriteret

stemme.

"Kom her ned! Nu!"

Jeg gik lidt ned af trapperne nok til hun kunne se mig.

"Tak!" Sagde hun så men blev overrasket da jeg egentlig bare skød mig tunge ud af munden.

"Kristin! Nu har du bare at komme herned!"

Jeg løb op ad trapperne, løb ind på mit værelse og låste døren efter mig da jeg kunne høre min mor løbe op ad trapperne.

"Mor kan du gå ned? Du larmer lidt. Skal til at lave lektier!" Sagde jeg med en flabet stemme

"Kristin, sådan skal du ikke snakke til din mor! Kom ned nu og det er med det samme ellers..-"

"Ellers hvad?"

"Eller for du med far at bestille!"

Fuck. Pis. Lort!

Men jeg ville ikke snakke med mor lige nu! Hvorfor hun ikke bare fatte det? Jeg havde kun en ide på det tidspunkt. Kun en jeg havde i

tankerne kunne hjælpe mig med st slippe væk fra min mor!

Jeg tog hurtigt min mobil op fra lommen. Jeg gik ind på beskeder og skulle til st skrive til en jeg ikke havde skrevet med i lang tid.

"Kristin! Kom ud nu. Jeg har har advaret dig!"

Jeg ignorerede hende og tastede til min 'ven'.

'Hej, jeg ved ikke om du ser den her eller om du overhovedet vil svare men jeg har problemer. Min mor er gået amok og vil ikke lade

mig være. Hun spørger helt vildt ind til mine problemer og vil ikke snakke med hende om det så jeg har låst mig selv ind på mit

værelse! Please kom og hjælp mig! Du er den eneste jeg kan stole på i denne slags situation!

Jeg ber' dig, kom og hjælp mig slippe væk på en eller anden måde!

Tak... Chris!

Jeg ventede i et stykke tid mens min mor råbte løs ad mig fra den anden side af døren.

Jeg havde allerede pakket mine ting for en sikkerheds skyld.

'Jeg burde have vidst han ikke ville komme! Han har nok også slettet mit nummer..' Tænkte jeg for mig selv da jeg hørte en knallert

ude fra vinduet af. Jeg skyndte mig over til vinduet og kiggede ned.

"Chris!"