Kærlighed gør ondt [ Love hurts ] 13+

Kærlighed gør ondt! - Kap. 23

Kapitel 23

~~ Chris ~~

Burde jeg overhovedet komme tilbage? - Tænkte Chris for sig selv

'Vil hun virkelig ikke med mig eller er hun bare nervøs?!'

'Jeg sagde jeg ville komme om 15 minutter men hvad nu hvis hun virkelig ikke gider at bruge resten af hendes liv sammen med mig..'

Chris satte sig ned på en bænk ved siden af et stort træ, hvis blade var ved at falde af. Det var begyndt af blive koldt. Han blev nødt til at købe noget nyt vintertøj, tænkte han.

Efter en lille smule tid kiggede han på sit ur. Et dyrt ur han havde fået af hans far til hans fødselsdag. Tiden var inde til at tage afsted. Han havde købt billetter til togen. Han ville rejse afsted med Kristin og leve med hende resten af sit liv.

Var det for meget at ønske?

Han sad lidt og kiggede på hans ur. Derefter tændte han for hans mobil og tjekkede om han havde fået nogle nye beskeder. Efter lidt tid rejste han sig.

"Det her vil jeg! Hvis hun kommer med mig så tager vi afsted!... Hvis hun ikke kommer tager jeg afsted alene og kommer aldrig mere tilbage!" Sagde han højt for sig selv og begyndte at gå over til Kristin.

~~ Kristin ~~

Mon han virkelig mente det. Jeg sad på min seng i tvivl om hvad jeg skulle gøre.

"Kristin!! Aftensmad! Skynd dig ned, nu!!" Råbte... 'Hun'

"Jeg er ikke ret sulten! Spis bare selv i aften!!" Råbte jeg tilbage

Jeg rejste mig fra sengen.

"Det her kan jeg ikke klare mere! Men jeg kan ikke tage afsted inden jeg bliver 18! Hvad skal jeg gøre?"

Mine øjne begyndte at blive våde

"Nej!.. S-stop! Jeg goder ikke at græde mere. Jeg bliver nødt til at tage mig sammen og finde ud af hvad jeg skal gøre!"

Jeg lukkede øjnene hårdt i og åndede langsomt ind og ud. Jeg åbnede dem igen og tog mit valg.

"jeg tager afsted!"

Jeg gik hurtigt over mod mit skab og tog en stor taske ud af den. Jeg gik over mod mine tøjskuffer og tog nogle blandinger af tøj. Nogle striktrøjer, tshirts, sweaters, nogle jeans, dejlig varme hjemmebukser, et Par af tykke sokker, tynde korte strømper, lidt smykker, masser af mit makeup, enkelte ting som jeg vidste jeg ville få brug for. Så gik jeg ind på badeværelset og tog to forskellige håndklæder, et lille til ansigtet, og et stort et til kroppen.

Jeg puttede det hele ned i min taske.

Jeg fandt nogle sko og jakker som jeg tænkte jeg ville få brug for.

Min computer skulle helt klart også med.

Pakkede alt det jeg havde brug for.

Min mobil og dens tilbehør havde jeg for længst puttet i min håndtaske.

"Er jeg klar? Mangler jeg noget?? Omg! Jeg er så stresset nu! Han kunne komme når som helst!!"

Jeg selv, tog noget varmt tøj på så jeg var klar. Tog halstørklæde og vanter på.

"Piist!" Hørte jeg pludseligt og blev overrasket.

"Chris!" Hviskede jeg højt og løb over mod mit vindue.

"Er du med på den, Kristin?" Spurgte han mens han kiggede op på mig.

"Selvfølgelig er jeg det!" Sagde jeg og smilte til ham.

"Er du klar? Har du pakket dine ting?"

"Ja tingene ligger på min seng! Du Chris?!"

"Hvad er der?"

"Vi kommer vel aldrig tilbage?... Vel?!"

"Ikke hvis du ikke vil!"

"Godt så!" Sagde jeg og kastede mine tasker ned til ham.

"Hvordan skal jeg selv komme ned?" Spurgte jeg ham.

"Har du et reb eller noget i den slags?"

"Nej det tror jeg ikke!"

"Hop! Ligesom sidste gang!"

"Er du syg i hovedet! Min mor vil måske kunne finde ud af at jeg er igang med noget hvis jeg gør det!"

"Jeg griber dig!"

"Chris!"

"Stol da på mig for Guds skyld!" Råbte han men stadig stille så ingen ville kunne høre det.

"Okay, men hvis jeg dør er det din skyld!" Råbte jeg (stille)

Jeg satte mig på kanten af vinduet.

"3-2-1.... - NU!"

Og jeg hoppede ned i hans arme.

Da jeg landede oven på ham faldt vi begge ned på jorden og fniste.

"Er du okay?" Spurgte Chris.

"Jaja! Hvad med dig?"

"Har det fint!" sagde han og rejste sig op, " men skynd dig! Vi skal nå et tog og vi er allerede forsinket med tiden!"

"Okay!" Sagde jeg og tog mine tasker.

"Der er en taxa her omkring der skal køre os over til togstationen! Skynd dig ellers så køre den nok bare videre!"

Da vi nåede over til taxaen satte vi os hurtigt ind og jeg kiggede ikke engang mig tilbage en eneste gang.

"Chris... Hvor er det vi skal hen?" Spurgte jeg stille.

"En by der er lidt længere væk end herfra. Det vil tage et stykke tid at nå derover. Men vi vil ikke være de eneste. Nogle andre som jeg kender vil være derovre og vi vil leve sammen med dem indtil du bliver 18 og så vil vi finde et sted for os selv senere!"

"Okay! Bare lov at du aldrig ligger mig i stikken! Aldrig efterlad mig! Bliv hos mig..."

"Selvfølgelig!" Sagde Chris og kiggede mig dybt inde i øjnene.

"Lad os tage afsted til vores fremtidige hjem! Sammen. Os to. Dig og mig. Foraltid!"

~~~~~~~~~~

Kapitel 23 serveret for jer 😂

Håber i kunne lide dette kapitel. Brugte rimelig lang tid på det.

Glæd jer altid til det næste kapitel der kommer! Kan kun love at det vil komme til at blive meget bedre!😘

Bliv ved. Læs videre. Der vil kun ske forbedringer!

Jeres allesammens,

HarumaMiuraFan! ❤️