Jeg elsker dig, Gunnarsen {Afsluttet}

Kapitel 76 // Hvad skulle det til for?

Han lagde hurtigt sine læber på mine igen...

Efter ret langtid trak vi os, og han lagde sin pande mod min. "Jeg tror ikke du ved hvor meget jeg har savnet det her" mumlede han. Jeg smilede svagt tilbage. "Undskyld. Jeg overreagere nok med at blive så sur. Det er bare når nogen jeg stoler så meget på forråder mig, så skal der gå langti-" han afbryd mig hurtigt. "Stop med at undskylde." smilede han. Jeg smilede kort, og kyssede ham hurtigt. "Men Emilia?" spurgte han nervøst. Jeg nikkede langsomt. "Hvad så nu?" spurgte han. Jeg tøvede lidt. "Altså kan vi ikke lige vente et par dage med at komme sammen igen?" spurgte jeg. Han nikkede forstående. "Selfølgelig" svarede han. Jeg smilede stort, og krammede ham tæt. "Men lige en ting mere" mumlede jeg i hans arme. Han trak sig, og kiggede mig i øjnene. "Hvad handlede den slåskamp om?" spurgte jeg. Hans smil forsvandt lidt. "Drengeting, eller faktisk bare Josefine ting" svarede han. Jeg kiggede mærkeligt på ham. "Hvad mener du?" spurgte jeg. "Jeg fortalte dig jo at Josefine ville hate på dig, hvis jeg ikke gjorde det hun sagde. Jeg sagde så til hende, at jeg ikke gad det her mere, og så begyndte drengene på alt det her" svarede han. "Jamen er du okay?" spurgte jeg. Han fniste lidt. "Ja, jeg er okay. Så længe jeg har dig" smilede han stort, og trak mig ind i et nyt langt kram.

•••

Jeg slog forsigtigt øjnene op, og gned lidt i dem. Jeg opdagede hurtigt Martinus' arm om min mave. Jeg fik et lille smil på læben. Han lå stadig og sov med hovedet helt nede i puden.
Det var en virkelig mærkelig dag i går. Altså for 24 timer siden hadet jeg Martinus, men lige nu sover han med armen om mig. Jeg vendte mig om på siden, så jeg kunne kigge på ham. Jeg tog stille min hånd hen til hans hår, og begyndte stille at nusse det. Han slog langsomt øjnene op, og fik det største smil på læben. "Godmorgen" smilede jeg. "Godmorgen" svarede han, og trak mig ned til ham. Det endte selfølgelig med han lå, og bare holdte fast om mig.
Døren gik pludselig op, og vi vendte os hurtigt.
"Du havde fanmede ret!" udbrud Marcus. Julie stod lige ved siden af, og var ved at flække af grin. "Hvad laver i her?" spurgte Martinus forskrækket. "Martinus var ikke hjemme, og du svarede ikke på mine snaps. Gæt selv resten" svarede Julie. Vi nikkede langsomt. "Er i så sådan kærester igen?" spurgte Marcus. Jeg rystede hurtigt på hovedet, og det samme gjorde Martinus. "Men i går stadig rundt og kysser?" spurgte Marcus. Jeg rystede langsomt på hovedet. "Vi har ikke kysset endnu" svarede jeg. Julie flækkede hurtigt af grin, og Marcus var hurtigt med. "Hvad griner i af?" spurgte Martinus. "Vi er jo ikke dumme" svarede Marcus. Jeg kiggede på Martinus, som bare lå med et stort smil. "Svar nu. Er i sammen?" råbte Marcus bag ved. Martinus kiggede spørgende på mig. Jeg prøvede virkelig at holde mit smil inde, men det kom hurtigt frem. "Du smiler jo over hele hovedet" smilede Martinus. Jeg slog ham hurtigt på armen, og lagde mit hovede ved hans brystkasse. Han tog hurtigt armene om mig, og de andre begyndte bare at grine endnu mere.
________________________________

Har i noget bestemt i gerne vil have der sker i bogen? 🤙🏻