Badehotellet

Kapitel 10

~ Kapitel 10 ~

• Tony's synsvinkel •

Simone havde ikke skrevet til mig. Det var løgn hvad Hanna sagde. Nu var jeg sikker på at hun havde læst mine sms'er.
Hun skulle få. Jeg måtte finde på noget at true hende med hvis hun sagde det til nogle.
Jeg fandt aldrig rigtig på noget, men gik alligevel nedenunder for at snakke med hende.

Hun var ikke inde i stuen og heller ikke i haven der hørte til hotellet.
Jeg valgte at gå ned på stranden og se om hun var der.

-----------------

• Hanna's synsvinkel •

''Duk dig!'' hviskede jeg til Anne.

''Hvorfor?'' hviskede hun tilbage.

''Tony går deroppe!'' sagde jeg og pegede op mod Tony.

Vi lagde os ned i det høje græs og ventede til han var gået forbi.
Vi valgte at løbe op mod hotellet.

''Aaaaaav!'' hulkede Anne.

''Hvad?'' spurgte jeg.

''Jeg vrækkede om på min fod!'' hun græd ikke. Det så bare sådan ud!

Jeg hjalp hende op at stå og vi haltede op til hotellet. Tony kom løbende da Hr. Johnson kørte med Anne.

''Hanna! Du HAR læst mine beskeder med Simone. F**k dig!'' råbte han, men jeg var ligeglad. Han havde været en nar over for min bedste veninde.

''Er det værre end det du har gjordt?'' vrissede jeg.

''Nej! Men det er noget andet!'' sagde han.

''Vel er det ej!''

''Hvis du nu ikke havde læst de sms'er, så havde du heller ikke vidst noget om det her!''

''Så er det vist godt at jeg har læst dem!'' råbte jeg ad ham.

Jeg løb ind i stuen til min mor og far.

''Tony løj. Han er stadig sammen med Simone og han udnytter Anne!'' råbte jeg.

''Hvad snakker du om? Tony har slået op med Simone.'' sagde min far.

''Ikke efter hans sms'er med hende. Hvis du har læst dem, så vidste I det!'' snerrede jeg.

''Hvorfor skulle vi læse Tony's beskeder?'' spurgte mor.

''AAAAARH!!!! I er så irreterrende!'' råbte jeg og gik.

-----------------

• Anne"s synsvinkel •

Jeg var stadig vildt ked af det og frustreret. Tænk at han er sådan. Foran mit spejl kunne jeg se mig selv, men jeg blev mere og mere sløret, og pludselig var alt sort! Jeg kunne ikke åbne mine øjne. Jeg kunne høre skridt uden for døren og det betød at jeg ikke var helt væk. Jeg kunne høre min far komme ind og råbe et eller andet.

Jeg kunne høre ham snakke med nogen, men jeg kunne ikke høre hvem det var eller hvad de snakkede om.

Der blev helt stille.

-----------------

Stedet jeg vågnede op på var ganske vidst hospitalet.

''Hun bevæger sig, hun bevæger sig!'' skreg min far.

''Hvad?'' var der en der sagde, men jeg kunne ikke kende stemmen.

''Hun har drejet sig!'' sagde min far.

''Det var godt. Jeg var lige så bekymret!'' sagde den anden stemme.

Jeg kunne mærke varme hænder rundt om mig og jeg fik et stort kram. Jeg krammede ikke igen, for jeg kunne ikke bevæge mine arme, som jeg gerne selv ville. Jeg prøvede, men det lykkedes ikke.

Jeg prøvede og prøvede og til sidst fik jeg åbnet mine øjne. Jeg så den anden stemme som et menneske der sad og græd og smilte på samme tid.

Jeg var så glad for at se...

＊ Hej læsere.
Undskyld for et lidt langt kapitel, men jeg tænkte bare: "Jeg har ikke udgivet et kapitel i laaaaang tid og nu gør jeg" ;)

Og hvem tror I den mystiske person er? Kom med et gæt og husk at stemme. Det vil gøre mig mega glad!

Jeg har nu 460 læsere og er mega glad for jer allesammen!!! Kan jeg komme op på 500?

Love you all! <3

XOXO
-C ＊