Badehotellet

Kapitel 14

~ Kapitel 14 ~

• Hanna's synsvinkel •

What!? Hans ene fod gled og han faldt halvt ned... Han nåede dog at redde sig selv ved at sætte foden på et eller andet. Men..! Han gled igen og denne gang i døden. Jeg var knust. Hvordan kunne det ske? Jeg var også bange.

''Hallo!'' kunne vi høre en sige.

''Hr. Johnson?'' råbte jeg.

''Ja, Hanna. Det er mig. Jeg står på en lille kant og hvis jeg bevæger mig risikerer jeg at styrte helt i døden.'' råbte han.

What the f**k! Tænk hvis han styrtede. Hvad ville der ske med Anne? Hun ville ikke have nogle forældre. Hvem skulle tage sig af hende? Ikke min familie i hvert fald. Det ville hun ikke kunne klare. Ville vi overhovedet komme til at se hinanden igen? Det ville være noget lort hvis vi ikke gjorde! Jeg ville ikke have min bedsteveninde ved min side mere og jeg ville ikke kunne hjælpe hende! Det ville være forfærdeligt.

''Hallo!!'' råbte han.

''Du skal bare vente lidt endnu.''' råbte en af rederne til ham.

''Skynd jer dog!'' råbte han.

''Kan du ikke kravle ned til ham med det her reb?'' spurgte rederen mig og hvis jeg selv skal sige det er jeg faktisk ret buttet. Det er jeg!

''Kan du da slet ikke tænke? Vil du have at en 13 årig pige skal risikere sit liv, når en der er uddannet til at redde folk ikke tør?'' råbte jeg af ham.

''Nej, nej. Selvfølgelig ikke, men du er den mindste. Du kan stensikkert komme igennem.'' sagde han. Var han snotdum, eller hvad?

''Aldrig i livet! Jeg er rigtig glad for Hr. Johnson, men jeg vil ikke dø!!! Du er sindsyg oveni dit hoved! Og hvordan ville du så få mig op? Du kan da bare sende rebet ned til ham!'' råbte jeg. Han var jo sindsyg.

''Gør det nu bare! Der er jo ligesom mange læger her!'' sagde han og begyndte at binde rebet om livet på mig. Jeg prøvede på at skubbe mig væk fra ham. Det lykkedes, men min fod gled. Heldigvis havde han fået rebet bundet ordenligt, så nu hang jeg der.

''Kom så nedad!!'' råbte han til mig. Jeg begyndte at kravle nedad. Eller rettere sagt blev jeg synket nedad. Da jeg kom ned til Hr. Johnson stilte jeg mig på en tingest helt inde ved væggen. Jeg tjekkede dog først om den kunne bevæge sig. Det kunne den ikke og jeg stillede mig på den. Jeg bandt rebet op og rakte det til ham.

''Hanna nej! De må finde en anden måde at få mig op. Hellere dit liv end mit!!'' sagde han.

''Nej Hr. Johnson! Hvis du dør har Anne kun mig. Og vi kan ikke tage os af hinanden! Anne betyder rigtig meget for mig og jeg vil hellere have at hun får sin far end at hun får mig!!'' sagde jeg.

''Hann...''

''Stop! Det er nu eller aldrig. Og jeg ved at du er klog nok til at få ham herned. Du er trods alt et voksent menneske der ved hvem man skal ringe til, så man kan få reddet andre!'' afbrød jeg ham.

Han kiggede bare på mig.

''Her!'' sagde jeg og rakte ham rebet.

Det var først efter laaaaaang tid at han tog imod det.
De fik ham op, men det tog squ også meget lang tid.

''Hvad med Hanna?'' kunne jeg høre Hr. Johnson sige.

''Det ved jeg ikke. Måske vi bare skulle sænke et reb ned til hende. Hun ved jo hvordan man binder det!'' sagde ham der rederen. Han sænkede rebet ned til mig. Jeg bandt det om mit liv og bad til at jeg ville overleve.

-----------------

''Hanna ræk mig din ene hånd!'' sagde Hr. Johnson. jeg rakte ham min ene hånd og han tog hårdt fat. Han hev ligeså stille, så det ikke kom til at gøre så voldsomt ondt. Da jeg kom op fik jeg et kæmpe bamsekram og jeg kunne se at Anne kom gående.

Jeg trak mig stille ud af krammet og løb over til Anne.

''Hvad er der sket?'' spurgte hun. Hun var jo ikke dum. Hun kunne jo se elevatoren og redererne der pakkede sammen.

''Din far og jeg sad fast i elevatoren.'' jeg forklarede hele historien.

''What? Jeg kunne have risikeret at miste både min far og min søster!'' sagde hun. Jeg blev glad indeni da hun sagde søster.

-----------------

• Anne's synsvinkel •

Det var jo sindssygt. Tænk hvis jeg havde mistet min far. Så havde jeg kun Hanna. Og hende vil jeg heller ikke miste.

Lad mig forklare...

Min mor døde da jeg var de ca. 8 snart 9 år. Hun var blevet kidnappet af mand på de 60 - 70 år. Han misbrugte hende, men det han mest gjorde var at voldtage hende. Hun fik vidst et barn, som han bare slog ihjel. Min mor døde af at hun var blevet misbrugt så meget, at da hun slap ud, stjal hun en bil og kørte med vilje galt.

Jeg tænker at jeg hellere må forklare hvordan jeg ved noget som helst...

Politiet fandt selvfølgelig min mors lig ved ulykkestedet, men først nogle måneder senere. De fandt noget DNA der førte til mig i en undersøgelse. De fandt mig og min far, og sagde at de havde fundet min mor, men at hun var død.
De sporede bilen til en dame på 43 år, ved navn Simone. Hun var selvfølgelig ked af at min mor var død, men var også glad for at hendes bil kunne repareres.
De lavede noget ekstra undersøgelse på min mor og fandt noget DNA der svarede til manden der havde haft kidnappet hende. De fandt ham i en NETTO og anholdte ham straks, fordi vi havde sagt at der var en mand der havde kidnappet hende.
Jeg kunne overraskende godt, forstå alt de sagde om sagen om min mor, men i starten rørte det mig ikke. Jeg forstod at min far var ked af det nogle dage senere og jeg kunne også mærke at jeg var nødt til at være det.

Når - efter det der er sket - jeg kigger mig i spejlet ser jeg altid min mor stå ved siden af og sige at hun er okay og at hun elsker mig. Jeg har selvfølgelig også et billede hjemme på mit værelse i lejligheden vi bor i.

•••

Jeg ved ikke om det her er blevet meget langt eller om det er kort. Måske er det faktisk midt imellem. Jeg tror at det er blevet laaaangt...
What Ever!?

Jeg har faktisk en vigtig besked til jer.
Der bliver nok ikke opdateret så meget + at jeg ikke har opdateret så meget, fordi at jeg har det psykisk hårdt lige nu. (Til dem der ikke ved hvad psykisk er, så er det indeni. Alt det med følelser og sådan noget.)
Jeg er kommet hjem grædende hver dag efter skole i de sidste 3 måneder, men jeg prøver og satser på at jeg snart kommer op på hesten igen. Det er meget svært, men jeg kæmper og håber og tror. Min mor og far, og resten af min familie støtter mig rigtig meget, men alligevel.

Derfor bliver der ikke opdateret så meget :-(

Husk at blive ved med at læse med, for jeg bliver faktisk helt vildt glad :-D

-Cathrine