Bryllupsrejsen

Kapitel 10

(Min synsvinkel)

Anders har flere gange prøvet at få mig ud men det lykkes ham ikke. Jeg ender med at græde mig slev i søvn. Jeg vågner og jeg kan se det er sent. Jeg låser mig ud mens jeg håber at Anders ikke høre det. "Hvor skal min pige hen?" Smiler han til mig. "Jeg er ikke din pige og jeg vil bare ud og går en tur" svarer jeg surt. "Okay jeg tager med så er jeg sikker på du ikke stikker af". "Min kuffert står inde på værelset så nej" snerrer jeg ad ham. "Okay men jeg tager alligevel med så kan jeg jo også holde øje med du ikke mødes med Harry I smug". "Du er den støste idiot i verden" råber jeg ad ham. "Slap af min Skat". "Jeg har sagt du ikke skal så kalde mig sådan noget".

Han følger efter mig over alt. Den enste grund til at jeg tager ud er fordi jeg håber jeg ser Harry. Jeg vil bare være sikker på at han er i sikkerhed og okay. Jeg ser ham ikke hvilket såre mig meget.

"Skal vi tag noget mad med op?" Spørger Anders. Jeg svarer ham ikke. Jeg går direkte forbi ham og op på værelset. Jeg ind på værelset hvor min kuffert står og låser døren.

Tiden går og det bliver mørkt. Jeg ligger og græder og igen græder jeg mig i søvn.

(Harry's synsvinkel)

Jeg vågner og ser at solen skinner. Den stråler hvilket D/N også altid gjorde. Jeg tjekker min mobil og ser at Sofia har haft ringet igår 4 gange. Måske har hun fundet D/N tænker jeg og får et smil på læben. Unden at tænke over hvad klokken er ringer jeg til Sofia.

Sofia: "Harry?"

Mig: "ja"

Sofia: "jeg fandt D/N. Hun gik sammen med en fyr".

Det hele ramler sammen omkring mig. Hvor længe har det stået på? Hvem er ham?

Mig: "Sofia hvordan så han ud?"

Hun beskriver ham og der går det op for mig at det er Anders, men hvorfor? Hun var jo bange for ham eller var hun? Det sagde hun jo, men hvad var det så der var så farligt at hun måtte forlade mig? Måske er hun forelsket i ham? Det hele virker forvirrende.

Mig: "tak Sofia jeg må løbe"

Jeg lægger på og løber ned i receptionen. Der er ingen. Der står en klokke på bordet som jeg ringer med. Lidt efter kommer der en kvinde. "Undskyld ved de hvilket værelsesnummer Anders Brown bor på?". "Ja nummer 102". "Tusind tak for hjælpen".

Da jeg løb væk kiggede damen meget efter mig.

"87......95....99...100...102" mumlede jeg. Jeg stopper op og banker på. Der går lidt tid før døren bliver åbnet. Til min overraskelse er det D/N der åbner. "D/N?". "Harry?" Græder hun. "Hvad sker der?" Spørger jeg og omfavner hende. "Harry du bliver nød til at gå nu" siger hun og skubber mig væk. "Jeg går ingen steder uden dig". "Harry gå nu". "Nej ikke før du tager med mig". "Det kan jeg ikke det er for farligt". "D/N vi skal nok klare det hvis vi holder sammen og hvis du gider at fortælle mig hvad der forgår?". "Det kan jeg ikke og du bliver nød til at gå nu". Hun skubber mig ud af døren og lukker den i hovedet på mig. Hvad sker der?

"D/N jeg skal nok redde dig".