Bryllupsrejsen

Kapitel 9

(Min synsvinkel)

Jeg sidder inde på Anders's hotelværelse og græder. "Prinsesse ikke græde han var ikke det vær" siger Anders og stryger sin hånd ned ad min kind. Jeg flytter hovedet og sidder bare og stirrer ind i væggen.

Hvorfor? Hvorfor skulle det ende sådan her? Hvad tror Harry ikke om mig nu? Vi blev gift, jeg blev gravid og så skrider jeg bare.

"Du er jo syg i hovedet Anders" snerrer jeg ad ham. "Hold nu op D/N. Jeg skal nok lære at gøre dig lykkelig". "Aldrig i livet. Hvorfor vil du overhovedet have mig? Jeg elsker en anden og jeg er gravid". "Harry glemmer du og barnet tager jeg mig af" smiler han. "Jeg elsker ham og det vil jeg altid gøre. Med hensyn til det med barnet så får du aldrig lov at komme i nærheden af det din idiot". "D/N jeg har løjet om et mord, jeg er fløjet hele vejen til Mexico efter dig og det eneste jeg beder dig om er at elske mig". "At elske nogen er ikke bare noget man selv bestemmer og selv hvis man gjorde det ville du være den sidste jeg gik efter". "Stop så nu er det nok. Lig dig og sov vi finder ud af det i morgen".

Han tager min kuffert og bære den i et værelse. Jeg går ind i værelset og låser døren da han er gået ud. Jeg tjekker min mobil. 7 mistet opkald fra Harry. Jeg får virkelig lyst til at ringe til ham men gør det ikke fordi det ville være synd. Jeg ligger vågn hele natten fordi jeg ikke kan sove. Jeg ligger og græder, læser alle Harry's og mine SMS sammen og ser billeder af os. Jeg har det som om jeg kan springe i luften når som helst.

Solen stor højt på himlen. Til gengæld er solen også den eneste der stråler af glæde ud over Anders. Det banker på døren men jeg vælger ikke at åbne. "D/N er du ikke sød at åbne skat". "Nej og du skal aldrig mere kalde mig skat" råber jeg ad ham.

(Harry's synsvinkel)

Jeg har siddet oppe hele natten. Jeg orker ingenting. Det eneste jeg har lyst til er at få D/N tilbage. Jeg har ringet til hende 7 gange men hun svarer ikke. Jeg kan stadig ikke fatte hvad det er der er sket? Har jeg gjordt noget forkert? Hvad var det der var så farligt? Jeg ringer til hende en gang til men hun tager den ikke.

Jeg beslutter mig for at tag ud og lede efter hende. I flere timer går jeg rundt og leder men jeg finder hende ikke. Pludselig støder jeg ind i Sofia. "Hejsa" smiler hun. Jeg kigger på hende. Jeg kan se hun bliver overraske da hun ser mig ordenligt. "Hvad er der sket?" Spørger hun. "D/N er væk. Hun sagde det var farligt hvis vi blev sammen så hun gik". "Hun kommer sikkert tilbage. Hvor længe har hun været væk?". "Det tror jeg ikke. Hun har været væk siden i nat". "Jeg tror bare hun måske har brug for lidt tid alene" smiler hun og lægger en hånd på min skulder. "Jeg ledt efter hende i flere timer og jeg har ringer 8 gange men hun tog den ikke". "Jeg kan hjælpe med at lede efter hende?". "Tak Sofia". "Okay vi mødes her om tre timer hvis ikke vi har fundet hende, men hvis vi finder hende så ringer vi til den anden". "Aftale" siger jeg. Vi ud veksler telefonnummer og deler os så.

Jeg finder hende ikke og Sofia ringer heller ikke. Efter de tre timer mødes Sofia og jeg igen. "Hun er helt væk. Hun kommer aldrig tilbage" siger jeg vredt. "Harry hun skal nok komme tilbage". "Nej det gør hun ikke" siger jeg og går med faste skridt op på det der var D/N's og mit værelse. Vreden bobler i mig. Jeg skubber til en lampe så den falder på gulvet og går i stykker. Jeg ved ikke hvad jeg har gang i men jeg kan ikke klare det her mere. Jeg sætter mig i sengen med mit hoved gemt i mine hænder.