Heartless [H.S]

Prolog

Jeg krammede puden i min hånd med den sidste rest af kræfter jeg besad.

Dagene havde kørt ind over hinanden, og jeg havde for længst mistet tidsfornemmelsen.

Mor og far kom et par gange om dagen for at give mig mad.

Hvert måltid havde været et helvede at komme igennem. Det var kvalmende og uoverskueligt.

Til sidst havde jeg skubbet maden under min seng, og ingen af mine forældre havde opdaget det. De kiggede på mig med bekymrede minder, men de vidste ligeså godt som mig, at de ikke kunne gøre noget ved det.

Det var der ingen der kunne.

Jeg hørte en svag lyd fra min dør. Jeg løftede mit hoved med forvirring, da lettelse blandet med overraskelse spredte sig i min krop, så snart jeg fik øje på Tristians velkendte ansigt.

Han havde ikke sine briller på, og de stramtsiddende T-shirts var skiftet ud med en over-sized hoddie.

Han kiggede på mig med et trist smil. "Hvad er der sket?" spurgte han mig lavmælt.

Jeg fnes af hans spørgsmål. Hvad var der ikke sket? "Folk har spurgt mig om jeg er okay gentagne gange, og jeg har aldrig svaret dem. Hvorfor skal du være anderledes?" Defensivt satte jeg mig op fra min fosterstilling.

Han studerede mit ansigt med øjenbrynene trukket sammen. Tristian flyttede vægten på den anden fod, hvorefter han lænede sig op af min væg. "Fordi vi er Amy og Tristian."

Jeg ignorerede ham. Det var ikke et svar.

Der var ingen i den her skod verden, der kunne få mig til at glemme Mathias, eller det sidste par måneder i mit liv.

"Har du nogensinde tænkt på, at vi muligvis ikke eksisterer?" Jeg kiggede på ham med et tomt udtryk.

Forvirret gik Tristian hen til sengen for at sætte sig ved siden af mig. "Hvad mener du?"

Jeg lagde mit hoved på hans lår, mens jeg tænkte over mit svar. Hvad mente jeg overhovedet? Mine tanker havde fløjet rundt uden stop, og jeg kunne hverken finde hoved eller hale i dem. Det ville være direkte umuligt, at skulle redegøre for dem. "Hvem siger, at vi ikke er en del af et computerspil, og at vi er designet til at tro, at vi er mennesker?"

Tristian lod sin hånd køre igennem mit hår. Han sagde ikke noget. Med lukkede øjne kunne jeg ikke bedømme hans ansigtsudtryk, men jeg var sikker på, at han kiggede dømmende på mig. "Det er der vel ingen der siger." mumlede han til sidst.

Resten af tiden var der stille. Ingen af os sagde noget, og ingen af os ville ændre det.

Jeg fokuserede på mine tanker. De kørte rundt i mit hoved, mens de plagende bad mig om at få styr på dem.

Billeder af Mathias' ansigt strøg forbi mit indre blik, men de havblå øjne blev hurtigt erstattet med jade farvede øjne. Øjne, som jeg kunne blive opslugt af, og som jeg ønskede tilhørte mig. Jeg tænkte på den muskuløse krop, der efterhånden var blevet lysebrun på grund af hans arbejde. Tatoveringerne der smurte sig op af hans krop, som efterladte historier om drengen med det krøllede hår. Også tænkte jeg på hans charmerende smil. Et skævt smil der kunne skaffe verdensfred. Smilehullerne der var dybe nok til at kunne forsvinde i dem og glemme omverdenen.

Det var hvad jeg ønskede, var det ikke?

Jeg åbnede øjnene, og bemærkede at Tristian var ved at falde i søvn. Han havde ikke sovet i flere nætter. Tristian havde ringet til mig uafbrudt, og havde truet mig med søvnløse dage, indtil jeg ringede tilbage.

Han havde tydeligvis ment det alvorligt, for renderne under hans øjne virkede store og udmattende.

"Tri?" hviskede jeg svagt.

Hans øjenlåg bevægede sig, men de forblev lukkede. "Hm?" mumlede han i stedet.

Jeg legede med snoren på hans grønne hættetrøje. "Tak."

Han bevægede sin hånd igen, og de slanke fingre begravede sig i mit hår. "For hvad? Jeg har ikke gjort det helt store udover at falde i søvn her." hviskede han træt.

Jeg svarede ikke, hans vejrtrækning var blevet lav og uhørlig. Med et suk kiggede jeg på hans sovende ansigt, mens jeg forestillede mig et alternativt univers, hvor vi bare var Amy og Tristian. To irriterende mennesker, der elskede hinanden mere end de elskede dem selv, og ingen i verdenen kunne gøre dem ondt. 

Forsigtigt satte jeg mig op, hvorefter jeg blidt skubbede ham hen på min pude. Tristian reagerede med et protesterende grynt, men han vågnede ikke. Jeg lod et uld tæppe falde ned om hans krop, inden jeg varsomt plantede et kys på hans pande. "Nå ja, glemte jeg at fortælle det?" 

Mine fingre fumlede nervøst med tæppet, selvom han ikke kunne høre mig. "Jeg vil sørge for at være selveste djævelen, mens jeg er i helvede."