Heartless [H.S]

Kapitel 9

Rystende på mit hoved kiggede jeg bedende på Sydney som drak af en rød engangskrus. Hun stirrede på mig med et lille smil. Hun virkede ikke til at kunne forstå mine hentydninger, så jeg opgav at bede om hjælp fra hende.

I stedet vendte jeg min opmærksomhed mod Tristian, som var blevet bleg i hovedet. Det virkede ikke som om han var særlig tilpas. Jeg vidste ikke helt om jeg skulle tage hans reaktion personligt.

"Kan jeg ikke gøre noget andet i stedet for?" peb jeg halvt flovt, halvt irriteret.

En fyr med dreadlocks brummede gnavent af mig. "Selvfølgelig kan du ikke det. Enten er du med eller også..." han pegede på menneskeflokken der ikke var en del af legen. "... kan du gå,"

Budskabet var simpel.

Jeg overgav mig til sidst. Jeg vidste inderst inde, at jeg havde brug for venner på skolen, og Sydney virkede til at være den eneste på kostskolen som ikke havde fordomme om mig. Jeg kunne ligeså godt udnytte det. Jeg drejede min overkrop en halv omgang, så Tris og mit ansigt var vendt mod hinanden. Tristians blå øjne skinnede. Han virkede ikke særlig glad for situationen, men det var heller ikke fordi han gjorde modstand. Og dét tog jeg som en god ting.

Inden jeg gjorde noget som helst, kiggede jeg ham dybt i øjnene - på spor efter en form for modstand i hans ansigt, men da jeg ikke fandt det, lænede jeg mig frem og trykkede mine læber mod hans.

Til at starte med var de blide mod mine læber. Jeg kunne svagt smage øllen han havde drukket af for nogle minutter siden. Kysset udviklede sig hurtigt til stive og klodsede bevægelser. Tristian vidste ikke hvad han skulle gøre af sine hænder, så han lod dem hænge ned langs siden. Jeg ville heller ikke røre ham, så jeg lod mine forblive foldet på mit skød.

Tristian havde trukket sig tilbage næsten med det samme, og han sad netop og tørrede sin mund på kanten af sin t-shirt, så snart vi sad hver til sit igen.

Det var svært ikke at tage det personligt.

Sydney og de andre i gruppen hujede af os. Fyren med de vilde dreadlocks kiggede på mig med et anerkendende smil. Jeg gengælde det med et hurtigt nik med hovedet.

Tristian smilede til gengæld ikke. Han kiggede ud i luften, som om han havde set et spøgelse. Han mørke hår faldt ned over øjnene, men selv det gav han ikke sin opmærksomhed. Han var dybt inde i sine tanker.

Selvom jeg burde spørge ind til det, så gjorde jeg det alligevel ikke. Der var ikke nogen grund til, at vi skulle ødelægge stemningen med et formålsløs skænderi. Vi kunne tage den bagefter.

Timerne efterfølgende var legen langsomt aftaget. De første personer var gået ti minutter efter kysset, og en halv time efter var der kun Sydney, fyren med dreadlocks, Tristian og mig. Resten af spillet var stille og rolig. En blond pige fik taget body shots af en rødhåret fyr. Tristian var blevet udfordret i at tage nogle shots, som han med glæde fik taget. Og til sidst var legen bare svundet ind.

Tri ville stadig ikke tale med mig. Siden sine shots havde han ikke sagt et ord, men sad bare og studerede den hvide væg foran ham.

"Hvis der er noget der går dig på, vil du så ikke bare sige det?" hviskede jeg.

"Jeg tror det vil være bedst for begge parter, hvis jeg lige præcis ikke sagde noget." Hans stemme var dyb og fjern. Tristian var helt sikkert blevet vred på mig.

Jeg lagde en forsigtig hånd på hans overarm. Han kiggede ned på vores berøring, og det lignede at han kæmpede for ikke at skubbede den væk. "Snak nu med mig, ikke?"

"Amanda, stop." Med de ord vristede han sig fri fra mit greb, samtidig med at han rejste sig og fandt sin vej til hoveddøren. Jeg sprang efter ham med det samme, og fulgte hans figur ud i nattekulden.

Vi gik ned af den mørke gade uden at sige noget til hinanden. Jeg havde ikke lyst til at ødelægge stemningen yderligere ved at sige noget dumt, så jeg ventede med at sige min mening til han havde sagt sin.

Da vi nåede hjørnet af vejen stoppede Tri brat op. "Lad mig nu være alene, vil du ikke?"

"Vi skal snakke om det her Tristian. Du er tydeligvis fra den, så hvilken slags veninde vil jeg være, hvis jeg lod dig tage hjem i den tilstand?" Spørgsmålet var retorisk, men alligevel vendte han sig om af vrede.

"Du vil være en bedre ven, end den person som du har opført dig som i dag." Han havde hævet sin stemme. Jeg kunne svagt høre musikken fra festen i baggrunden. Ugler hylede ud i natten, men ellers var hans stemme den eneste lyd.

Rystende på mit hoved gik jeg tættere på ham. Jeg lagde min hånd på hans skulder i håbet om at det ville berolige ham.

Jeg havde altid elsket Tristians simple og rolige væsen. Det havde været en af hans unikke karaktertræk. Jeg havde kun oplevet ham være vred én enkelt gang. I tredje klasse havde jeg ødelagt hans blå lego tårn - som han forresten havde brugt flere uger på at bygge - fordi jeg var blevet sur på ham. Men selv efter mine selvdestruktive handlinger, så kom han sig hurtigt over sin vrede og tilgav mig efterfølgende. Sådan havde det altid været. Jeg var ilden og han var vandet. Med mine impulsive og idiotiske handlinger sammen med hans tilgivende og forstående personlighed, så fungerede vi.

Men at se ham stå foran mig med en intens vrede i sine øjne, var direkte hjerteskærende. Jeg havde gjort ham ondt. Det eneste væsen som jeg elskede højere end livet selv, havde jeg gjort fortræd.

"Det her er ikke den Amanda jeg elsker eller kender. Hvad end der er sket med dig, så er der gået noget galt." Han stemme var blevet rolig og velkendt igen. Det osede af bekymring fra ham. Han fejede sørgmodigt en hårtot væk fra mit ansigt. "Jeg vil bare gerne have min elskede Amy tilbage."

Tri trak sig væk fra mig med et suk. Han stak sine hænder ned i bukselommerne, hvorefter han begav sig ud i natten.