Heartless [H.S]

Kapitel 6

Jeg skyndte mig at smække skabsdøren i. Den sorte væske havde lagt sig om mit tøj, men jeg var ærlig talt virkelig ligeglad.

Pigerne der havde grinet af mig, var ikke længere de eneste der overværede situationen. Lige pludselig stod omkring tredive elever, som afventede mit næste træk. En af drengene der stod tættest på mig, greb fat om hans ven, der smilende kiggede på de sorte bogstaver, der var spraymalet på mit skab.

"Fucking røvhuller! Fucking tag jer sammen og få jer et skide liv." Der var ingen, der sagde noget. De gloede på mig med store øjne, der indikerede at de ikke havde set den komme.

Jeg skubbede min taske længere op på min skulder, før jeg rasende begyndte at gå mod hoveddøren, der førte ud til skolens parkeringsplads og skovareal.

Mine skridt lød ensomme og forkerte, da jeg fandt min vej gennem parkeringspladsen. Skolegården var for længst tom, da vi egentligt havde time. Min bil stod på hjørnet længst væk fra skolens hovedbygning. Jeg havde ikke brugt den særlig meget på det seneste, da jeg for det meste forblev på skolen, mens de andre elever tog hjem.

Det var januar måned og en bidende kulde mødte min krop. Jeg havde ikke tænkt på at tage min jakke med mig, og desuden var min skoleuniform ikke til særlig meget hjælp hvad angik kulde. Uniformen bestod nemlig af en hvid skjorte med skolens logo på, et blåt slips og sorte khaki bukser. Mit hår var sat op i et stram hestehale, hvilket heller ikke gjorde meget for at beskytte mig mod den kolde brise.

Bilens hvide lak skinnede pragtfuldt, da jeg nåede min lille Fiat. Jeg kiggede en ekstra gang ned af min skoleuniform for at bedømme, hvor meget det ville skade min bils sæder, hvis jeg satte mig ind uden at skifte mit tøj. Det værste ved den sorte stads var ikke lugten eller varmen der strømmede fra den. Det værste var, at jeg ikke vidste hvem eller hvorfor nogen havde gjort det. Men jeg var ikke ked af det. Langt fra faktisk. Jeg var nærmere nysgerrig på, hvem der var så interesseret i mit liv, at de havde fulgt med i nyhederne om Harry, Mathias og mig.

Sukkende opgav jeg. Jeg var noget til et punkt i mit liv, hvor jeg ikke rigtig tænkte længere end fem sekunder ud i fremtiden. Hvis min bil blev beskidt på grund af væsken, så havde min familie penge nok til at få fjernet det hele professionelt. Min mor ville sikkert blive rasende over, at jeg ikke bare skiftede mit tøj, men i det store hele var jeg egentligt lidt ligeglad med, hvad min mor tænkte om mig.

Jeg kravlede ind i bilen med et fnys, før jeg tændte for motoren. Inden jeg kunne nå at køre ud af parkeringsbåsen, begyndte min ringetone at strømme ud af bilens højtaler. Far. Trækkende på mine spinkle skulder, trykkede jeg let på den lille i rattet med telefon logoet på.

"Ja?" mumlede jeg. Det krævede ikke den store hjerne til at regne ud, hvorfor min far havde ringet til mig. Så snart skolens klokker havde ringet, sikrede lærerne sig at alle var kommet til tiden. Det gjorde de ved at føre protokol. Hvis eleverne dog ikke var kommet, var lærerne forpligtet til at skrive direkte hjem til forældrene via. sms.

Der var jo en grund til, at vi gik på kostskole.

"Mrs. Campbell har skrevet, at du ikke er til time lige nu. Det kan jo umuligt være sandt, hvis jeg kender min datter rigtigt."

Jeg himlede med mine øjne. Han spillede tydeligvis på min samvittighed. Hvis han havde gjort det for et halvt år siden, så havde jeg løbet direkte tilbage til timen.

"Så kender du vist ikke din datter så godt."

Jeg kunne høre en svag mumlen i baggrunden. Sikkert min mor der beordrede ham til at give mig en røvfuld.

"Amanda, hvorfor?" Han lød oprigtig bekymret.

Før jeg svarede, drejede jeg ud af skolens grund. "Skolen er ikke så fantastisk, som vi før havde troet."

Stilhed. Han tænkte grundigt over sit svar. Jeg kunne forestille mig, at min far rynkede sine mørke øjenbryn, mens han tænkte på hvad der kunne være sket. Forestillede sig alle mulige scenarier, der kunne have ledt til, at jeg pjækkede for sjette gang siden min ankomst på skolen.

"Skal mor og jeg komme over? Eller vil du hjem til London igen? Jeg er sikker på, at Tristian ville synes godt om det," forslog han prøvende.

"Hør, jeg ringer til dig, når jeg har tid, okay? Jeg har bare brug for nogle timer til mig selv, også lover jeg at mit pjække kort er opbrugt for resten af ugen."

Far grinede lavmælt i den anden ende. "Jamen, det er torsdag i dag, skat."

Skulle jeg seriøst skære alting ud i pap for ham? Alligevel kunne jeg ikke lade være med at smile. Han forstod mig i det mindste. "Det er ikke pointen far. Vi snakkes, okay?" Han mumlede et svagt farvel, før jeg lagde på.

I den velkendte stilhed, kørte jeg rundt uden at have en destination. Jeg kørte omkring i en ukendt by der hed noget så åndssvagt som Chichester. Det var en meget simpel by, der havde mange historiske bygninger. Den var kun to timer væk fra London, så jeg behøvede ikke at bekymre mig om at skulle køre hjem.

Til sidst fik jeg øje på en lille café ud af min øjenkrog. Jeg parkerede min Fiat så tæt på bygningen, som jeg overhovedet kunne. Tilfreds over min kommende frokost, steg jeg ud af bilen og gik ind uden at tøve.

Den eneste der var derinde, var selve ejeren af cafén. Det var et meget lille sted med kun tre borde og derfor begrænset siddepladser. Ved siden af døren var det er køleskab med forskellige drikkevarer. I den vestlige side af bygningen var baren og selve stedet man bestilte. Der hang flere plakater, plader og billeder af artister fra 60'erne.

Jeg kiggede knap nok på menukortet, før jeg besluttede mig for at få nogle nachos.

Kvinden bag disken havde brunt hår, der kun gik hende til skuldrene. Hendes grønne øjne skinnede under skæret fra det svage grønne lys, der også oplyste rummet.

"Hvad skulle du have?" Hendes smil virkede sandfærdigt, da hun gik hen til computeren for at indtaste min bestilling.

Jeg pegede på menukortet. "En nachos med kylling og ekstra ost. Også en varm kakao?"

Nikkende tastede hun det ind i computeren. "Hård dag?" Hun kiggede nysgerrigt på mit tøj, hvor det sorte stads efterhånden havde størknet sig til en hård klump man kunne pille af.

"Hårdt år." rettede jeg hende jokende.

Jeg betalte pigen med nogle kontanter, for derefter at finde min vej hen til det bord længst væk fra døren. Jeg satte mig ned med et suk, før jeg trykkede Tristians nummer ind. Mobilen blev taget næsten med det samme.

Tristian mumlede svagt til en eller anden. "Du burde være til time lige nu," Tristian kendte mit skema ind og ud, da han ville være sikker på hvornår han kunne tillade sig at ringe til mig, så vi kunne snakke.

"Hej Amanda! Godt at høre fra dig. Jeg savner dig helt vildt meget. Hvordan har din dag været?" grinede jeg ind i telefonen.

Tristian sukkede dybt i den anden ende. "Prøv at sig det der med lidt mere entusiasme."

"Har du tid til at snakke?" Mit humør dalede. Uanset hvor hårdt jeg havde det, så kunne jeg altid ringe til Tristian for at snakke med ham om mit problematiske liv.

"Amelia er kommet på besøg, og du ved hvor sjældent hun er her, så jeg er blevet hjemme for at være sammen med hende. Men du ved, hvis du virkelig har brug for det, så kan jeg altså godt." Han lød virkelig bekymret for mig. Det var typisk Tristian. Han satte altid sine behov bagerst, så jeg kunne få lov til at skinne.

Rystende på hovedet kiggede jeg over på pigen bag disken, i håbet om at hun var på vej med min mad. Det var hun dog ikke. "Nej, hyg dig med hende. Du fortjener at være lykkelig, Tri."

"Elsker dig." Han lagde på før jeg kunne svare ham. Selvom jeg havde fortalt Tristian, at han godt måtte lægge på, mærkede jeg en stikkende følelse i brystkassen. Misforstå mig nu ikke. Jeg elsker Tristian, og jeg ønsker ham intet andet end godt, men alligevel var jeg så vant til at han var min og min alene.

Opførte jeg mig egoistisk? Sikkert. Men jeg var på randen til et nervesammenbrud, og jeg tvivlede stærkt på at jeg ville kunne klare mig igennem helvede uden min engel.

Der var ikke plads til at være åben og forestående.

Jeg vidste inderst inde, at jeg var på vej ned i et dybt hul.