Heartless [H.S]

Kapitel 7

Servitricen stillede forsigtigt min bestilling foran mig med et stort smil klistret på hendes ansigt. "Velbekom." Hviskede hun, før hun vendte sig om og gik væk fra bordet.

Jeg spiste mit måltid uden problemer. Min kakao blev drukket i to store slurk, og før jeg vidste af det, var jeg klar til at tage hen til kostskolen igen. Jeg kiggede op på uret, der hang over køkkendøren. Det var blevet 14:15. Alle eleverne havde netop fri i tre timer, før de skulle tage deres aftenkurser. Jeg tvivlede på, at jeg ville møde op til de sidste timer. Jeg havde billedkunst i to timer, hvorefter jeg havde en lektion med engelsk.

Jeg skubbede stolen under bordet, da jeg endnu en gang blev mindet om, at min skoleuniform var tildækket med sort stads. Mit blik fulgte disken, hvor servitricen stod lænet op af bordet.

"Undskyld, men har i et toilet?" Råbte jeg gennem rummet.

Pigen pegede smilende på en korridor gemt bag en plante. Nikkende vinkede jeg til hende, hvorefter jeg gik ind på toilettet. Lyset inde på det hvide badeværelse, tændte så snart jeg trådte ind. I et kort øjeblik gjorde jeg ikke noget. Jeg stirrede på mit blege spejlbillede, og bemærkede hvor tynd jeg egentligt var. Der var kommet svage hulninger i mine kinder, og mine øjne var blodskudte. Alt i alt lignede jeg en død kvinde. Sukkende rev jeg ud efter toiletpapiret, som jeg svøbte med vand. Jeg tøvede med det hvide papir i min hånd. Efterfølgende begyndte jeg at tørre det sorte stads af. Som regnet skete der intet. For hver gang jeg kørte papiret over mit tøj, virkede aftrykket fra stadset større og tydeligere.

Irriteret kørte jeg min hånd på pletten med en mere aggressiv bevægelse. Den ville ikke gå væk. Fuck. Jeg skreg af frustration. Også græd jeg. Jeg fucking græd inde på et toilet. Åh, Gud.

Jeg var ikke i tvivl om, at servitricen kunne høre min snøften, men jeg havde ikke kræfter nok til at bekymre mig om hende. Hun ventede sikkert på, at jeg fik slæbt min røv ud af restauranten, så jeg ikke skræmte kunderne.

Tårene faldt ned af mine kinder og virkede uendelige sammen med min gråd. Jeg lænede min ryg op af døren, før jeg gled ned på gulvet og sad i skrædderstilling. Hulkende omfavnede jeg mig selv.

Mine fingre gravede sig ned til min lomme, hvor jeg instinktivt ringede til hans nummer. Der gik lang tid, før telefonen blev taget og jeg hørte den svage og hæse stemme, der mindede mig om hjem. "Amanda?"

Jeg holdte vejret. Ønskede at jeg kunne leve i det ene sekund, hvor jeg kunne tillade mig at snakke med ham, og for et øjeblik glemme de sidste par måneder, som var skyld i at han havde forladt mig. "Mathias?"

"Hvorfor ringede du?" Han virkede ikke vred. Han lød snarere såret og bekymret. Det havde han også god grund til at være.

Snøftende kiggede jeg ind i spejlet. Mine øjne strålede af glæde og lettelse. Jeg havde brug for at snakke med ham. "Jeg har ingen at tale med."

Mathias sagde ikke noget. Jeg kunne svagt høre hans vejrtrækning i den anden ende, hvilket var det eneste der fortalte mig, at han ikke havde lagt på endnu.

"Du har Tristian, Louis, Liam, Niall, dine forældre," Han sukkede tungt. "Harry."

"Men jeg elsker kun dig," hviskede jeg. Ordene fløj ud af min mund uden jeg kunne nå at tænke mig om. Jeg fortrød dem dog heller ikke for at være fuldkommen ærlig.

Mathias fnyste irriteret ind i sin mobil. "Amy, jeg synes ikke, at du opfører dig retfærdig overfor mig." hviskede han.

Jeg stivnede. Holdte vejret. "Hvad mener du?"

"Efter alt det jeg ofrede for dig, efter alt den kærlighed jeg gav dig, synes jeg ikke, at du kan være det bekendt, at ringe til mig for at sige, at du stadigvæk elsker mig. Ikke når jeg er på vej videre."

Hele min krop frøs til is. Jeg havde lyst til at fortabe mig i den søde lugt af Mathias. Jeg havde lyst til at lægge mit hoved på hans brystkasse, og fortælle ham om alt mellem himmel og jord. Jeg havde lyst til ham.

Men Mathias havde ret. Jeg opførte mig selvisk. Han fortjente bedre end den manglede kærlighed jeg udviste overfor ham. Før jeg kunne nå at sige noget, jeg sikkert ville fortryde, lagde jeg på.

...

Jeg lukkede døren i, før jeg vendte mig om og låste den grundigt efter mig. En af de første dage på kostskolen, havde jeg uheldigvis glemt at låse døren efter mig. Nogle af min roomates veninder var derefter gået ind på værelset og hældt vand på hendes seng. Det resulterede i at hun blev nødt til at sove på gulvet på en madras, og hun har siden den dag afskyede mig.

Et par piger gik længere ned af gangen - optaget af en dyb samtale. Jeg gik forbi dem uden at skænke dem et blik. Så snart jeg var kommet hjem, havde jeg klædt mig om, hvorefter jeg beslutetde mig for at finde Sydney. Hun havde inviteret mig med til en fest i London, hvilket var hvad jeg havde brug for.

Jeg havde kort forinden skrevet en besked til hende, hvor jeg spurgte hende, hvilket værelse hun boede i. Mine skridt virkede ensomme i den tomme gang, da alle andre var ude og spise aftensmad. Da jeg nåede enden af gangen, fik jeg øje på en hvid trædør, hvor en jernplade hang på døren. På pladen var der broderet: "Værelse NR. 29".

Tøvende bankede jeg let på døren, som næsten blev åbnet med det samme.

Sydney stod i nogle korte shorts og en sort langærmet trøje, der stoppede ved hendes navle. "Hej, Amanda!" Hun trådte et skridt væk fra døren, så jeg kunne komme ind.

Hun satte sig på sin seng, og jeg satte mig på sengen, der stod overfor hendes. "Den fest du snakkede om, ikke?" Jeg trommede usikkert på mine lår.

"Du vil gerne med?"

Nikkende rettede jeg på min siddestilling. "Vil du have noget imod det, hvis min ven også kommer?" Hviskede jeg.

Sydney klukkede. "Selvfølgelig må din ven komme, Amanda. Jeg må dog advare dig, festen er altså ikke for sarte sjæle." Hun blinkede tørt til mig.

Jeg rystede modvilligt på mit hoved. "Hvem siger at jeg er sart?"