Heartless [H.S]

Kapitel 3

Vreden boblede sig i mig. Kostskole? Var de fuldstændige gale? Jeg havde ikke brug for åndssvage lektioner om første og anden verdenskrig. Jeg havde ikke brug for at være omgivet af idiotiske teenagere 24/7. Og jeg havde i hvert fald ikke brug for, at mine forældre skulle bestemme, hvordan mit liv skulle være.

Jeg råbte efter min mor. Sked højt og helligt på, at de ikke brød sig om, at jeg hævede min stemme. Det her var dråben. De kunne ikke være det bekendt, at de havde brugt uger på at søge efter min tilgivelse, hvorefter de forsøgte at sende mig på en lorte skole midt ude i ingenting. Hvordan troede de lige, at de kunne skabe et bånd med mig? Hvor vovede de?

Jeg gik ned af trapperne, hvorefter jeg løb hen af gangen for at komme ind i køkkenet. Mor og Lux var i midt i en alvorlig samtale om den nyeste episode af Svampebob. Det gjorde mig bare endnu mere irriteret. Jeg klaskede brochuren ned i bordet med et frustreret fnys.

Mor kiggede op fra Lux, hvorefter hendes blik faldt ned på papiret. Hun sukkede tungt. Det samme suk, jeg havde hørt og levet med, de sidste par uger. Det samme skuffede udtryk dukkede også op. "Du ved godt, at du ikke skal være derinde," mumlede min mor. Hun vidste præcis det samme som jeg gjorde; hun og far havde dummet sig. Alligevel havde hun nerverne til at give mig skylden.

Klukkende stirrede jeg ind i hendes nøddebrune øjne. Jeg kunne se det på hende. Se tristheden blive afspejlet i min smerte. Jeg vidste, at det gjorde begge mine forældre ondt, at jeg følte tomheden. De hadede at se mig i den tilstand jeg befandt mig i, men jeg kunne ikke gøre for det. Jeg hadede ham. Jeg hadede hvad jeg følte, når han var i nærheden. Men mest af alt hadede jeg mig selv, fordi jeg vidste, at jeg inderst inde elskede ham højere, end jeg elskede nogen anden.

"I kan ikke gøre det mod mig!" græd jeg, for hvad der føltes som hundrede og syttende gang på to uger. "Han gjorde det her mod mig. Ikke mig. Jeg havde det fint, før jeg mødte ham." skreg jeg. Det samme desperate skrig kom fra min mund. Det samme skrig, som begge mine forældre have overværet de sidste par uger. Min mor skar ansigt.

Lux kiggede på mig med tårer rendende ned af sine kinder. Hun vidste, hvad der foregik og alligevel var hun tydeligvis forvirret over situationen. Ingen af os havde givet os tid til at fortælle hende sandheden. Jeg sagde ikke noget, da det i bund og grund ikke var mit arbejde, men mine forældre holdte det nok for sig selv, fordi det på den måde virkede som om, at det ikke passede. At jeg var den samme pige, som jeg var for et halvt år siden. Mor holdte om hende. Jeg slog hånden ned i bordet.

"Den stopper aldrig!" hulkede jeg igen. Mor begyndte også at græde. Hendes stemme forvandlede sig til en stor hulken, og jeg forstod ikke et eneste ord af det hun sagde. Hun fortalte og fortalte. For hver gang et ord røg ud af hendes mund, blev ordene endnu mere uforståelige.

Hvis jeg kunne, så havde jeg stoppet for længst. Jeg havde ikke brugt mine vågne dage og nætter på at græde, og jeg var for længst kommet videre. Hvis jeg kunne, så ville jeg ikke vise dem min ulykkelighed, for det gjorde dem lige så triste. Men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke bare komme videre, fordi jeg havde lyst. Det var direkte umuligt.

"Vil du ikke nok tage den! Jeg kan ikke mere." Jeg gled ned på min knæ. Jeg havde i flere dage ikke grædt. Jeg havde mærket sejren, for hver dag jeg var gået i seng uden at have fældet en eneste tåre. Jeg havde troet, at jeg var tæt på enden af tunnelen. Men det her, var et kæmpe tilbageskridt, og det vidste mor også godt.

Mor gik hen til mig, for derefter at smide sig på sine grædende knæ, så hun kunne græde med mig. Hendes hulk dæmpede sig for hvert sekund der gik, for til sidst at dø helt ud. Jeg kunne høre hendes tunge vejrtrækning, og hvordan hun snøftende kyssede min hovedbund. Jeg kunne høre Lux, der havde genvundet sin glæde, og som pludselig sad og spillede iPad. Også kunne jeg høre min egen hulk, der nægtede at stoppe.

"Skat, hvorfor vil du ikke stoppe?" hviskede min mor opgivende.

Jeg overvejede ikke at sige sandheden til hende. At fortælle hende, at det var fordi jeg ikke kunne udstå tanken om ham. Men det ville jo ikke være sandt. Det ville være endnu en fed løgn, hvilket betød endnu et tilbageskridt.

"Jeg savner ham."

Sandheden kradsede i min hals. Den føltes forkert, selvom det var præcis det jeg følte. Jeg var et stort følelsesmæssigt vrag, der ikke kunne finde rundt i noget som helst. Jeg vidste ikke, hvad jeg nøjagtig græd over. Jeg havde selv sluttet det, så jeg burde ikke sidde og vræle.

I flere minutter sagde vi ikke noget. Jeg havde mit hoved begravet i min mors skulder, mens hun nynnende aede mit hår.

Stillingen mindede mig om, dengang jeg var mindre. Når jeg havde slået mit knæ, havde min mor holdt om mig til jeg stoppede med at græde. Hun havde aldrig, tvunget mig til at stoppe eller råbt af mig, til jeg holdte mund. Mor havde været ved min side uden at klage, og alligevel havde jeg behandlet hende som lort, siden mine teenageår havde begyndt.

Og jeg skyldte både hende og far så meget. Så meget, at jeg ikke engang blev chokeret, da det næste kom ud af min mund. "Jeg vil gerne på kostskole, mor."

...

Månens lys strålede ind af mit åbne vindue, da jeg satte mig op i min seng. Klokken var blevet 3:46, og jeg havde været vågen siden det var blevet midnat.

Efter flere timers diskussion, var vi blevet enige. Jeg skulle på kostskole, og jeg skulle afsted om tre dage. Mor kendte et godt sted, der lå en time fra vores hus, og hvor hun kunne få en ledig plads med det samme. Stedet var en pigeskole, så jeg slap for at tænke på fyre. Det var trods alt, det jeg mest havde brug for.

Far var kommet hjem til nyheden om mit forslag med en blanding af lettelse og ulykkelighed. Det at jeg flyttede skole, indebar også at jeg ikke var hjemme særlig ofte. Til gengæld kunne min mor frit huse One Direction, uden at tage højde for om jeg var hjemme eller ej. Så på den måde vandt vi alle sammen.

Jeg havde stadigvæk ikke fortalt det til Tristian. Han ville sikkert halshugge mig, for derefter at vække mig til live, så han igen kunne sende mig i graven. Tristian ville blive vred, det vidste jeg. Jeg kunne egentligt godt forstå ham. Det var jo ikke, fordi jeg havde været den bedste ven man kunne have de sidste par uger. Langt fra.

Min mobil bippede et par gange, før displayet lyste op. En besked fra Liam.

Har du det godt? Jeg snakkede med Harry i dag. Han savner dig, Mandy. Ring! x

Endnu en værdiløs besked fra One Direction. Hele det skide band blev ved med at spamme mig. Hvis jeg kunne, så ville jeg beholde Liam, Louis og Niall som mine venner. De var fantastiske, men alligevel mindede de for meget om Harry til, at jeg kunne holde ud at være sammen med dem. Jeg ville bare få endnu et tilbagefald.

Jeg greb fat om min mobil, så jeg kunne svare ham tilbage.

Jeg har det fint. Sig til Harry, at han ikke skal kontakte mig igen. Jeg har ikke brug for ham.