Heartless [H.S]

Kapitel 10

"Jeg var lige ved at blive bekymret, Amy." Sydneys blik landede på mig, så snart jeg satte mig ned i sofaen. Hun sad stadigvæk og snakkede med den samme person, som hun havde gjort da jeg gik.

Kruset i min hånd føltes forkert efter det Tri havde sagt. Han havde vel på mange måder ret, for jeg var jo heller ikke den samme person længere. Der var sket så mange ting i mit liv de sidste par måneder, så det var jo klart han ikke kunne genkende mig.

"Jeg skulle bare sige farvel til Tristian,"

Sydney sukkede tungt. Hun kunne fornemme at der var et eller andet fuldstændig galt, men i stedet for at spørge nikkede hun bare. "Vil du have nogle shots?" Hun rakte mig en flaske med noget lyserødt væske indeni. Jeg havde egentligt lyst til at tage imod den, men tanken om hvor mange forskellige munde der have været om flaskehalsen, afholdte mig fra det. Der var absolut ingen grund til at få en kønssygdom.

Jeg sad og holdte om mig selv en helt time efter. Sydney var gået sammen med en fyr, og det var ved at blive nogle minutter siden.

Det irriterede mig helt og aldeles, at Tristian ikke forstod min situation. Han burde da vide, at jeg ikke ville opføre mig sådan her, hvis jeg rent faktisk havde et valg, ikke? Tristian og jeg havde været venner siden altid. Jeg havde vokset op med ham. Set ham gå fra en møgunge til at blive verdens bedste dreng. Han var stort set hele min barndom, hvis det ikke helt skulle være løgn. Men nu havde han endelig opgivet at hjælpe mig, og det føltes så forkert og tomt uden ham.

Jeg tastede Harrys nummer ind i min mobil. Mine forældre ville gå fra forstanden, hvis de vidste jeg havde taget til en fest hos en de ikke kendte, og jeg vidste desuden ikke engang om Louis, Liam eller Niall rent faktisk befandt sig i London. Jeg skulle jo hjem på den ene eller den anden måde.

"Hallo?" mumlede jeg ind i telefonen, så snart bip lydene ophørte.

Der lød en svag hosten på den anden side. "Amy, er du okay?" Harrys dybe stemme lød fortvivlet og bekymret. Han vidste godt, at jeg ikke ville ringe hvis ikke det var fordi det var vigtigt. Ikke efter det han havde gjort.

"Har du travlt lige nu?" Sætningen lød febrilsk selvom jeg prøvede på at få det til at lyde så afslappet som muligt.

"Klokken er tre lige nu, så nej." Jeg kunne ikke helt afgøre, om han lød bebrejdende eller om han bare var nervøs for at der var sket mig noget.

"Harry, hvem taler du med?" En lys stemme i den anden ende afbrød mine tanker med det samme. Stemmen lød ikke særlig bekendt for mig, så det var vidst ikke Nadine, heldigvis. Alkohollen havde så småt forladt min krop, så det var ikke bare noget jeg sad og fandt på. Harry bekræftede min teori, da han besvarede pigen.

"Bare gå tilbage i seng, Camille. Jeg kommer snart,"

Mit hjerte holdte op med at slå. Af en eller anden grund gjorde det ondt at vide, at han også - ligesom Tristian, var kommet videre og levede sit eget liv. Jeg vidste dog ikke helt hvad jeg ellers havde forventet. Harry var en verdensberømt artist, der ikke lagde skjul på at han havde været sammen med mange forskellige piger.

"Er du der stadigvæk?" Harry pustede tungt.

Tårerne var på vej. "Elsker du hende?" Det var ikke meningen at jeg skulle have stillet det spørgsmål. Harry måtte ikke vide at jeg stadigvæk på en forskruet måde holdte af ham.

"Elsker er sådan et stærkt ord, synes du ikke?" Jeg huskede hvordan Harry havde råbt, at han elskede mig, og hvordan jeg rasende havde bedt ham om ikke at fortælle noget der ikke var sandt. Han havde slynget sætningen ud i nattekulden, som om det ikke betød noget som helst for ham. Men alligevel sad han her og påstod, at kærlighed var sådan noget svært noget. Gad vide om han også tænkte på det lige nu?

"Jeg skulle ikke have ringet," Med de ord lagde jeg på, inden jeg kunne nå at høre at han protesterede.

Jeg mærkede sofaen give efter, så snart en ny person satte sig på den. Jeg kunne straks genkende hans velkendte ansigt. Det var Ethan. "Er du okay, Ames?"

Klukkende trak jeg mine ben ind til min krop. Ethans blik hvilede på mig. "Hvorfor skulle jeg ikke være det?" Min stemme lød forkert og sørgelig, men jeg håbede alligevel at det ville få ham til at tvivle på sine bedømmelser.

Trækkende på sin skulder greb han fat om mine fingre, så han kunne massere dem mellem sine. "Du sidder helt alene til en fest, og din ven er ingen steder at se. Er du okay, Ames?" Denne gang lød han mere besluttet på at få et ordentligt svar fra mig.

"Det gode ved at du ikke rigtig kender mig er, at du ikke rigtig har en forventning til den person jeg er."

Ethan smilede bredt. Jeg havde ikke helt fortalt at der var noget galt, men alligevel virkede han tilfreds over mit svar. "Og det havde din ven?"

Jeg kiggede bare på ham. Jeg besad ikke evnen til at sidde og lyve over for Ethan.

"Se sådan her på det: din ven er bare bekymret for dig. Han forventer noget, som du ikke kan præstere, men han forventer det ikke fordi han selv har behov for at du gøre det, men fordi han ved at det er det, der gør dig til dig."

Svaret var så enkelt men samtidig også så fuldkommen. "Hvorfor er du så klog på mennesker?"

"Muligvis fordi jeg er et menneske,"

Vi sad og snakkede om stort set alt og intet. Han forklarede mig, at han kendte Sydney via. en fransk bogklub, som hans forældre havde insisteret at han prøvede. Sydney og Ethan kom begge to fra en velhavende familie, som havde rødder i Frankrig. Ethan fortalte at hans fulde navn var Ethan Vincent Roux, og at hans mor var franskmand, mens hans far var fra Australien. Alligevel havde de valgt at slå sig ned i USA, fordi begge forældre mente at arbejdsmarkedet var bedre - hvilket også viste sig at være sandt.

"Hvad så med dig? Hvem er du?"

"Mit navn er Amanda Isabelle Teasdale, jeg er opkaldt efter min mormor, Isabelle Teasdale. Jeg har boet i London stort set hele mit liv, og min eneste ven er stort set Tristian. Jeg mødte Sydney via. kostskolen, og hun er den eneste der har været imødekommende over for mig. Min far er musiker, mens min mor er stylist,"

Ethan sendte mig et stort set smil. "Jeg kan godt lide dit navn,"

"Og jeg kan lide dit," klukkede jeg.

"Det er hyggeligt at møde dig, Amanda Teasdale," Han rakte mig sin hånd, og jeg tog imod den med et fnys. "I lige måde Ethan Roux,"

Måske var det okay, at Tristian endelig havde opgivet mig. Han fortjente et liv uden de største problemer, og jeg emmede ikke ligefrem et rolig væsen. Desuden kunne det jo være at Ethan og jeg rent faktisk kunne gå hen og blive venner.

Måske ville både Tri og jeg komme videre.