Kapitel 11

194 6 0
                                    

Simones synsvinkel.

Jeg var kommet op af min seng og var ved at tage tøj på. Jeg tog et par sorte jeans på, en sweatshirt i grå. Der stod ”get over it” på den. Jeg satte mit hår op i en høj hestehale og lagde en normal make-up. Jeg tænkte hele tiden på hvem D var. Hvordan skulle jeg finde ud af hvem han var. Det eneste jeg viste, var at jeg ville holde det hemmeligt for der stod jo at jeg selv skulle finde ud af hvem han var, det ville være en god idé at jeg ikke sagde noget, og det ville sikkert også ende i problemer, så jeg ville holde det for mig selv. Det kunne måske være Daniel fordi hans navn starter jo med D, men ville det ikke være for let? Han skrev jo at det ikke skulle være for let! Aaarh… Jeg må bare håbe at jeg kan finde ud af hvem han er ved hans beskeder.

Jeg gik nedenunder for at få noget morgenmad inden jeg skulle i skole. Da jeg kom ind i køkkenet var der ikke nogen.

”Det er mærkeligt”

”Sofie? Hvor er du henne?” Råbte jeg

Jeg fik ikke noget svar, så jeg gik hen til hendes værelse og bankede på, for at se om hun var derinde.

”Ja, kom ind” Hørte jeg Sofie sige meget træt.

Jeg åbnede døren og så Sofie i gang med at finde tøj.

”Hvad sker der?” spurgte jeg hende om med et løftet øjenbryn.

Hun kiggede hen på mig ”Jeg har sovet over mig” Sagde hun imens hun skyndte sig at få noget tøj på.

”slap af. Jeg skal nok selv finde noget mad. Jeg er alligevel ikke rigtig sulten” Sagde jeg smilende til hende.

”Okay så, du ved godt at du er en engel Simone” Sagde hun og skyndte sig ikke så hurtigt som før.

”Det ved jeg” Sagde jeg med en drillende stemme.

Jeg gik ud i køkkenet igen og tog et æble. Da jeg havde spist mit æble gik jeg ovenpå for at børste tænder.

Jeg gik ind på mit værelse og tog min mobil og taske så jeg kunne komme i skole. Jeg gad ikke at tage min jakke på da min sweatshirt var varm nok.

Jeg gik ned og ud af døren så jeg kunne komme i skole. Jeg kom hen til skolen ca. 5 min efter at jeg var gået. Jeg kom ind af døren og hen til mit skab for at hente mine bøger jeg skulle bruge i første time. Jeg vendte mig om da der var en der prikkede til mig. Det var Isabella.

”Hvor har du været henne du forsvandt jo bare i går uden at sige farvel?”

”Nååh undskyld Isa, jeg var sammen med Daniel efter jeg gik.”

”Nuurh, det gør ikke noget. Er han sød?” Hun smilte til mig.

Vi var begyndt at gå hen til matematik lokalet, fordi vi skulle havde den samme time.

”Ja, han er virkelig sød!” Svarede jeg på hendes spørgsmål hun lige havde spurgt mig om.

”Dejligt at høre! Hvad sker der med dig og Justin?” Spurgte hun om med et spørgende ansigtsudtryk.

”Ikke noget” Sagde jeg koldt. Jeg havde ikke lyst til at snakke om det.

”Sikker?” Sagde hun tilbage

”Ja” Sagde jeg og prøvede at smile så ægte som muligt.

”Okay. Men du overbeviser mig altså ikke med det smil” Grinte hun af mig

Jeg begyndte selv af grine af det. Vi var kommet hen til klasse lokalet hvor vil skulle være. Klokken ringede til time da vi lige var komme ind. Vores lærer kom ind og begyndte at snakke.

***

Vi havde endelig fri! Så jeg kunne være sammen med Daniel. Jeg havde tænkt lidt på at spørger om det var ham der var D, men det ville nok ikke være den bedste idé nu når jeg ikke havde nogen idé om hvem han var overhovedet. Jeg gik ud af døren på skolen og fik øje på Daniel. Jeg begyndte at løbe hen imod ham. Da jeg kom hen til ham krammede vi hinanden. Vi stoppede med at kramme.

”Hej med dig også” Grinte han lidt af mig, nok fordi jeg var løbet hen til ham.

 ”Hej” Sagde jeg glad.

Vi fik øjenkontakt ”Hvad er du lyst til at lave?” Spurgte han mig om.

”Det ved jeg ikke lige, hvad med dig?” Sagde jeg smilende.

”Vi kunne gå en tur hen til parken og tag det derfra” Smilede han til mig.

”Det lyder som en god idé”

***

Vi havde gået rundt i parken i et stykke tid nu. Vi havde købt en fransk hotdog til os hver. Vi gik lige nu og spiste den.

”Du er ved at spilde noget” Sagde Daniel og tog hans hånd og tog det væk.

”Tak” svarede jeg tilbage

”Det var så lidt”

Der var stille i 2 min.

Daniel begyndte og snakke igen.

”Har du overhovedet nogen du ser?” spurgte han om

Jeg kiggede op på ham. Han var lidt højere end mig. Han smilede bare til mig

”Nej ikke andre end dig, hvad med dig? Smilede jeg tilbage

”Nej, du er den eneste pige jeg ser” Smilede han

Hvad var det han sagde?!

”Jeg skal lige på wc” Sagde jeg til ham og gik hen til et wc. Jeg gik ind og tog min mobil frem og kiggede på den besked jeg havde fået fra D.

No way. Han sagde præcis det samme som D gjorde. At jeg var den eneste pige han ser. Var han D?

Jeg gik ud af wc’et og hen til Daniel igen.

”Er der noget galt?” Spurgte han mig om.

”Nej overhovedet ikke” Smilede jeg bare tilbage til ham.

”Okay” Smilede han

”Hvad er egentlig dit efternavn?”

”Det er Davidsen, hvorfor?”

”Det ville bare være dejligt at vide nu når vi er begyndt at være meget sammen” sagde jeg bare til ham og smilede.

”Okay, Hvad med dig?”

”Det er Ravn”

Måske er det ham det er D? Tænkte jeg

***

Jeg var komme hjem og var på mit værelse. Jeg havde lige været i bad. Jeg var lige nu ved at tage noget tøj på. Jeg tog en blå T-shirt på og sorte nat shorts. Jeg tog min mobil for at se var klokken var, da jeg så at jeg havde fået en besked for langtid siden. Jeg trykkede på beskeder. Det var hemmeligt nummer igen så det var nok D og jeg havde ret. Der stod: Har du haft en god dag, det har jeg i hvert fald. Er du allerede ved at finde ud af hvem jeg er ved den første besked. Vil det ikke være lettere hvis du vidste noget mere? Husk det gælder ikke om at finde en man kan leve med, men at finde en man ikke kan leve uden -D

Aaarh jeg hader ham, hvorfor kan han ikke bare sige hvem han er. Det er jo indlysende at han kan lide mig så hvorfor ikke bare sige det!?

____________________________________________________________

Så fik i en besked fra D igen. Hvem tror i D stadig er? Kommenterer hvad i syntes om kapitlet -Ann     

Not as expectedTahanan ng mga kuwento. Tumuklas ngayon