En anden mig

Sandhed eller løgn

Jeg vågnede op i et rum som var fyldt med hvide vægge jeg fik øje på en ung mand som stod og hang op ad væggen og mærkede en person klemme min hånd. Mit blik vendte sig mod personen, til min overraskelse var det en ældre dame. " Uhh. . . Undskyld men hvem er i?" Hendes hovede fløj op og hendes krop tog et hop op ad stolen og blev grebet af den unge mand. " Vi min kære er din familie eller det var vi, ihvertfald." Jeg nikkede selv om jeg ikke helt forstod hvad hun mente. " Er der noget du ikke kan huske eller noget du vil spørge om?" Spurgte manden. Det var som om der var noget bekendt ved ham som om jeg havde set ham før men min hjerne føltes bare så frustreret og kan ikke tænke klart. En høj skinger lyd lød og det hele blev mørkt.

Efter nogle minutter prøvede jeg at få min øjne til at åbne det var hårdt men efter tredje forsøg lykkedes det endelig. Jeg kiggede rundt i rummet som om jeg havde gjordt det før for ikke særligt langt tid siden, jeg så en ung mand og en ældre kvinde stå og observere mig. Den første tanke der strejfede mig var at spørge dem hvem jeg var og hvor jeg var, for hvordan kunne jeg vide hvem de var hvis ikke jeg viste hvem jeg var og er! "Uhh... undskyld men hvem er jeg? Har de mulighed for at fortælle mig det?" De kiggede på hinanden men så nikkede manden til den ældre dame som om at han fortalte hende at han ville fortælle mig noget. "Mine forældre adopterede dig da du var 14, men du Og jeg havde det svært ved at acceptere hinanden i starten. Men på din femtenårs fødselsdag blev du overfaldet og der havde vi haft et bedre forhold til hinanden, og jeg var begyndt at få følelser for dig. Men da jeg overhørte nogen af drengene snakke om at ville over falde en af pigerne, havde jeg ikke tænkt de mente dig. Men efter du var overfaldet, var det mig der reddede dig, og vi blev tættere og hang mere ud sammen." Jeg nikkede til ham for at vise at jeg forstod hvad han sagde, han begyndte at fortælle igen men havde nu sat sig i fodenden af hospitals sengen. " øhm, vi begyndte at se hinanden oftere og jeg var faldet for dig fuldstændigt, jeg vidste at du også kunne lide en dreng for du talte altid om at kunne lide en. Og på din sekstenårs fødselsdag tog jeg modet til mig og spurgte dig ud og du sagde ja, jeg var lykkelig og det var du også vi var lykkelige sammen." Jeg kunne føle at han ville sige mere, jeg lagde også mærke til at han rykkede tættere på mig så han nu sad og kunne nå min hånd og det føltes som om den var brænd varm, men for at være venlig lod jeg som ingenting. " Vi var begyndt at gå ud flere og flere gange, en dag da du kom hjem fra skole  kom du ind på mit værelse og gik direkte hen til mig, først forstod jeg ikke noget men så satte du dig på sengen og begyndte at sige noget om en dreng du havde mødt og hvordan det hele havde udviklet sig så hurtigt og du fortalte hvordan du var blevet så forelsket i ham. Jeg blev så ked af det og rejste mig fra sengen og begyndte at forlade mit værelse men nået det aldrig helt fordi du hev mig ind i rummet og lukkede døren og så hørte jeg et klik og var klar over at du nu havde låst døren. Øhm. Du gik tættere og tætter på mig indtil du stod helt op ad mig, du bevægede dit hovede længere hen mod mit og jeg følte hvertrækning og så bevægede du din mund op til mit øre og hviskede og jeg citere ' Det dig, det har altid været dig' og så tog jeg armene rundt om dig og holdt dig tæt til mig og da du kiggede op og vores øjne mødtes tog jeg chancen og kyssede sig. Desværre en måned efter fandt min mor ud af det så jeg sagde at det var min skyld og flyttede ud af huset og begyndte at leve et mere voksent liv end normalt efter en uge kom du og sagde du havde haft et skænderi med min far om hvor dumt det var og du fortalte at han ikke skulle snakke om dig og mig sådan, men det endte med at han havde slået dig og du havde lukket dig inde og pakket en rygsæk med tøj og sneget dig ud og kom hen til mig. Vi boede sammen et halvt år. Men for fem måneder siden kom du i en slem ulykke og har været i koma i et år, lægerne blev ved med at sige at det var tid og de ville slukke for maskinerne og give dig fred, men jeg blev ved med at insistere på at de lod dig være og rigtigt nok så for en måned siden begyndte du at vise tegn på at du ville overleve" han fortalte det med tåre i øjnene. Men en ting satte sig på mine tanke han havde stadig ikke sagt hvem jeg var " okay men det besvare ikke mit spørgsmål, hvem er jeg?" Han pustede lige så stille ud før han begyndte at tale " Dit navn er. . .

————
Undskyld men følte at dette var en god cliffhanger læs vidre for at finde ud af det manglende!

Hvis du kunne lide kapitlet plz vote!