One day | ✔

//Afsnit 23. | Austins hus\\

{Xavier >_<~}

"Av," mumler Lucky. Jeg gnider mine øjne. Pludselig bliver jeg let skubbet.

"Hmpf.." Jeg lander på Lucky? Jeg kan høre nogle grine. Jeg rejser mit hoved op og ser Lucas, Marcus, Mason, Xavier og Austin. Jeg roller ned ad Lucky, rejser mig stille, gnider mine øjne igen og gaber. Jeg sætter mig på sofaen, trækker knæene op til hagen og krammer mine ben. Jeg lukker stille øjnene igen. Der er en der stryger mit hår. Jeg åbner stille øjnene og kigger ind i Masons øjne.

"Er du stadig træt?" Spørger han mig sødt.

"Mh.," mumler jeg, nikker og lukker øjnene igen.

Jeg mærker at der er nogen, som sætter sig på sofaen. Jeg tager hovedet op og ser det er Lucky der satte sig. Han kigger mig dybt ind i øjnene. Jeg kunne drukne mig i de øjne. Jeg synker en klump.

"Må jeg få min Hoodie eller t-shirt igen?" Spørger han mig. Jeg ryster smilende på hovedet.

"Kan du ikke låne en af Austins t-shirts?" Spørger jeg ham.

"Hvorfor må jeg ikke få min egen?" Spørger han drillende. Selvom jeg ved, at han allerede ved svaret.

"Fordi.. Jeg gerne vil have det på.. Og... Det dufter af dig.," mumler jeg det sidste stille. Han griner. En af de der grin, som simpelthen er så charmende. Jeg rødmer let.

"Argh!" Skriger jeg. Da han pludselig ud af det blå, bærer mig op på hans skød. Lucas kommer løbende ind i stuen.

"Hvad sker der?!" Råber han panisk og bag ham kommer Marcus.

"Hvis i skal lave noget. Må i meget gerne gå ovenpå," siger Marcus og griner. De går tilbage ind til køkkenet? I think. Han holder om mig, lidt over min læn og presser mig tættere. Han planter små blide kys på min hals. Jeg holder vejret, da jeg bange for at komme til at stønne og så at drengene høre det. Jeg skubber han blidt, men han bliver ved.

"Stop, Luckiiie.," mumler jeg.
Han trækker lidt ned i hoodie'en og t-shirten. Så han har mere plads til mit kraveben. Han suger forsigtigt. Det er virkelig dejligt. Jeg holder mig hurtigt for munden, da jeg er tæt på at give en lyd fra mig.

Jeg prøver at kysse ham på halsen. Det lykkes. Han er stoppet med at kysse mig på halsen. Da han virkelig nyder det her. Jeg løsner hans arme og løber væk. Jeg løber ovenpå og går ind i toilettet og låser døren. Jeg ånder lettet op.

*Bank* *BankBankBankBank* *Bank* *Bank*

Jeg smiler stille over melodien. Hver eneste gang jeg høre melodien. Minder det mig om hvordan Luckiiie og jeg mødtes. Hvordan vi blev så gode venner eller er vi? Jeg ved det ikke. Det kompliceret, men jeg ved, at jeg elsker ham. Det kan jeg bare mærke. Jeg smiler altid, når han er mig nær. Hver gang han griner smitter det altid af på mig og jeg griner med. Når jeg tænker på ham, smiler jeg.

"Hope, er du okay?" Spørger Luckiiie bekymret fra den anden side af døren. Jeg hørte ham ikke engang. Jeg var i mine egne tanker. Jeg åbner stille døren. Jeg smiler overdrevet til ham.

"Ja, jeg er mere end okay," smiler jeg igen. Han griner.

"Okay," smiler han tilbage.
°
°

"Hvad skal vi lave?" Spørger jeg de andre, for det er virkelig kedeligt.

"I don't know?" Svare Austin.

"Kede os ihjel?" Svare Mason.

"Spille?" Svare Lucas.

"Spille hvad?" Spørger Marcus.

"Fodbold? Basketball? Noget Bowling?" Svare Xavier.

"Ja, lad os spille lidt basketball," siger Luckiiie.

Vi går udenfor med en basketball bold. Selvfølgelig har Austin en basketball bane tænker jeg bare. De fyre har da også alt i deres huse?
Vi dribler bare lidt frem og tilbage. Nogen prøver at score.
Jeg prøver og score, men selvfølgelig rammer jeg ved siden af. Det overrasker mig egentligt ikke.
De andre score ved deres førsteforsøg. How?

"Hvornår skal du egentlig hjem?" Spørger Austin mig, da vi står lidt længere væk fra de andre. Jeg trækker på skuldrene.

"Snart?" Han nikker.

"Fortæller du din familie om hvad der er sket?" Jeg tænker lidt over spørgsmålet. "Det okay, du behøver ikke svare mig." Da det har taget mig lidt tid at tænke.

"Jo, selvfølge vil jeg svare dig. Jeg tænkte egentlig bare over spørgsmålet." Det aner jeg ikke. "Jeg er vel nødt til at fortælle dem det ikke?"

"Teknisk set, jo, men det er jo dit eget valg." Jeg nikker. Austin har så mange gode råd. Det føles, som om han er en bror for mig? En bror, som jeg aldrig fik. Jeg går hen og krammer ham. I starten står han stille, men han krammer hurtigt igen.

"Tak.," mumler jeg.

"For hvad?" Griner han.

"For at være dig. Du giver gode råd, hjælper mig, støtter mig. Du er en bror for mig," siger jeg.

"Jamen, så er jeg din bror fra nu af," smiler han.
°
°

De andre drenge er oppe på Austins værelse og hænger ud, imens Luckiiie og jeg er i stuen på sofaen. Da vi skal sove sammen. Da vi begge har børstet tænder og sådan. Sætter vi os på sofaen.

"Nå, hvad snakkede dig og Austin om?" Spørger han.

"Hvornår?"

"Udenfor da vi spillede basketball."

"Nå det, det var bare om jeg ville fortælle hvad der var sket." Jeg vender mig lige hurtigt rundt, peger på min læn, drejer rundt igen og sætter mig ned.

"Jamen, hvorfor krammede i så?" Spørger han med lidt jalousi? I think.

"Jeg krammede Austin og fortalte ham, at han er den bror jeg aldrig fik," svare jeg. Han ånder lettet op. Jeg smiler. "Du blev da ikke jaloux, vel?" Fniser jeg.

"Mig, jaloux? Aldrig."

"Yeah, sikkert." Jeg gaber og holder mig for munden, da jeg synes det er ubehøvlet at gabe.

"Er lille Hopiiie træt?" Spørger han sødt og nusser mig på hovedet. Jeg nikker sødt tilbage. Jeg gaber igen. Luckiiie klapper sig på maven, som i lig-dig-ned. Han har bare overkrop. Han har en veltrænet krop. Mine kinder blusser let op. Jeg ligger mig ned til ham. Han trækker dynen over mig. Jeg lukker stille øjnene.

"Jeg får aldrig min t-shirt og hoodie tilbage, vel?" Jeg ryster stille på hovedet.

"Kun hvis den ikke dufter af dig mere, også skal du have den på, så den dufter af dig igen," mumler jeg træt. Han griner lavt og kysser mig på hovedet.

Ihhhhh! Der er 200+ som har set/læst min historie!!<3
Lucky og Hope GOALS! Just saying.

Baiii, GUYS! See Ya! :3