One day | ✔

//Afsnit 30. | Lucky har brug for mig!\\

{Love >_<~} [Hun aner ikke hvad mode er uden Austin..[ ser hun ikke bare nuttet ud?!]]

Jeg åbner stille døren til mit hus. Jeg går ind og tager overtøjet af undtagen min tørklæde/Masons?
Jeg går ovenpå og tager tørklædet af. Jeg ligger den ovenpå Lucky t-shirt og hoodie, som ligger ved siden af min hovedpude.

Okay. Jeg tager en dyb indånding og puster langsomt ud. Jeg ringer til Lucky. Han tager den ikke. Jeg ringer igen og igen og igen. Han tager den ikke. Jeg er lige ved at få tårer i øjnene.

*Bank* *Bank*

Jeg løber hurtigt ind på toilettet, men stille. "Hope?" Kalder Faith.

"Ja?" Råber jeg tilbage. Min stemme knækker.

"Der er aftensmad."

"Okay. Jeg kommer ned lige om lidt." Døren lukker.

Jeg græder højt. Jeg holder mig for munden. Jeg er et fjols. Hvorfor blev jeg overhovedet venner med Jack? Han er et fjols. Jeg er en idiot. Jeg er uduelig. Selvfølgelig kan mine forældre ikke lide mig. Jeg fortjener overhovedet ikke Lucky. Han fortjener bedre.

Jeg tørrer mine øjne. Venter lige et øjeblik til de ikke er røde mere og min næse er også mega rød. Jeg trækker vejret ind og ud. Dybe indåndinger. Jeg åbner døren og går ud. Undskyld Lola og Daniel. Jeg kan ikke fortælle ham sandheden..

Jeg går nedenunder med hovedet nedad. Jeg prikker til min mad. Jeg er slet ikke så sulten. De snakker alle sammen. "Hope? Har du fundet ud af hvornår din ven kunne spise med?" Spørger far. Jeg ryster tøvende på hovedet.

"Jeg glemte det. Jeg spørger næste gang."

"Okay," siger mor. Jeg rejser mig op og ligger tallerken hen til vasken. Jeg skal til at gå ud fra køkkenet. "Er du allerede færdig?" Jeg nikker og går videre ovenpå.

<<Lucky's Point of View>>

Der er gået en hel uge.. uden Hope. Jeg savner hende helt vildt. Jeg har slukket min mobil lige siden. Da alle drengene var bekymrede og de blev ved med at skrive og ringe. Tilsidst gav de op med at ringe og skrive. De kom herover. Jeg har været lukket inde i mit værelse, men jeg var nødt til at åbne døren for dem. Jeg tager et tæppe rundt om mig og går nedenunder. Jeg åbner døren for Austin. "Bro! Du ser... forfærdelig ud," indrømmer Austin.

"Tak?" Mumler jeg. Austin vifter med hånden foran munden. Da jeg ikke har børstet tænder eller været i bad. Det minder mig alt for meget om Hope. Da vi børstede tænder sammen på FaceTime. Svømmede sammen.. Alt minder mig om hende.

"Du burde tage en mint pastel." Jeg trækker på skulderne. Jeg er ligeglad. Jeg går ind i stuen og sætter mig. Austin sætter sig ved siden af mig. Jeg vil virkelig gerne tænke på andet end Hope, men Hope er det eneste jeg tænker på.

"Nå, men hvordan går det så med dit liv?"

"Spørger du ind til mit kærlighedsliv?" Griner han. Jeg tøver.

"Nja, bare dit liv generelt."